Det er et smerteligt faktum, at Dan Turèll døde årtier for tidligt, men så meget desto glædeligere er det, at han blev født akkurat til tiden. Vi befinder os på Martinsvejens kommunale fødeklinik en blank martsdag i 1946, og unge Dan overlader ikke sin ankomst til amatører: Det er overaccoucheur Axel Tofte, som bestyrer veer og fostervand, og det bliver også den navnkundige seksualoplyser, som kommer til at levere forfatterkarrierens første biografiske note: »Den dreng har et smukt kranium«, bemærker han og anbringer et rutineret klask i den bare digterrøv. Alt kan ske Dan Turèll kommer til verden right on time. Han dumper direkte ned i en rastløst afventende efterkrigstid, og hjemme hos mor Inge og far Helmuth er der på én gang trangt og højt til loftet. Den opvakte knægt med det velformede kranium nørkler bogstavrim på plads til lyden af Teddy Petersens orkester på en skrattende transistor, og i Bakkegårdsskolens tætpakkede aula sendes han til tælling af Ingemanns majestætiske lysengle. Dan er noget så sjældent som en blid og sværmerisk rod - han kværner skolebibliotekets drengeromaner fra A til Z, og på Mosegårdsvej i Vangede lufter han sine bæbrune pludderbukser, mens 1950'erne sænker sig hypnotisk over forstadssumpene med søndagskager og hvide måger. Himmelportene står på vid gab. Alt kan ske. Digte, ingen ville trykke Næste stop: En opløben digterspire ankommer med firetoget til København V, der er forår i luften, spritterne på Halmtorvet misser vrangvilligt mod den spøgelsesagtige sol. En purung fætter Danny gør sit indtog i hovedstadens over- og undergrund - bydel efter bydel kæmmes for kaffebarer og natværtshuse, og på en nærende diæt af kaffe, galar og hårdkogte æg skriver fødder og hænder om kap: Scooterstøvlerne afsætter kragetæer i asfalten, nikotingule fingerspidser trækker bebop af den lånte rejseskrivemaskine. »Alting ventede lige rundt om hjørnet, Peter og jeg skrev digte, som ingen ville trykke, og Verden var meget smuk«, husker Dan et tiår senere. Hvem der havde været en flue i valserne hos Skriftkonsortiet Laugesen & Turèll! Iagttagelser der rykker Hverdagen er Dans rette element - fest er godt, euforiske dagligdagsrutiner mere end godt. Det er almindelighedens poesi, der strømmer i kadaveret, og som idolet Herman Bang (»vasernes og sofapudernes stemme«) har også denne byimpressionist virkelig øje for det store i det små: Minefeltets plattenslagere og plørede eksistensfilosoffer, det blege månelys fra møntvaskeriet på Enghave Plads. Hverdagen er skriveriernes klangbund og vigtigste råstof, og Dan Turèll er leveringsdygtig i iagttagelser og sanselige detaljer, som kan tage pusten fra enhver: Fra barndommens tysklærere og bøvede kammesjukker til efterår på Vesterbro, hvor »alle på gaden går lidt hurtigere«, og det er »så svært at sige god nat og gå hjem«. Verden bliver større Dan er stenbroens flittigste og mest cool korrespondent - han skriver sig ind på tilværelsen i enhver tænkelig genre, og forfatterskabets sensible øjebliksbilleder er - selv ved et kritisk eftersyn - fuldt på højde med Blichers noveller og Jensens myter. Dan Turèlls skrift syder og bobler af grådigt virkelighedsbegær. Det er permanent myldretid i hans vildtvoksende alfabet. Og søndag fylder hele Danmarks litterære arveonkel så 60 år. Naturligvis er det skandaløst, at digteren selv må bivåne festlighederne fra sit tavse Nirvana, men når galt nu skal være, må vi da i det mindste glæde os over, at trofaste arvinger nok en gang er gået på opdagelse i det strittende, struttende, strålende bo. I murstenen 'Onkel Danny fortæller - det hele' samles for første gang de fire erindringsbind, som udkom i kølvandet af 'Vangede Billeder' fra 1975 - filosofiske causerier, rejseglimt, kærlighedsbreve, erindringsfragmenter, hverdagsmusik, digte, heltekvad og opbyggelige lærehistorier. Det er der alt sammen, og det er stor, underholdende og rent ud sagt bevægende læsning. Man får digterens blik til låns på ubestemt tid - og med Turèlls nærtagende vidvinkelsyn bliver verden større, end man i sin vildeste fantasi havde drømt om. Fætter-kusine-fest for digte Dernæst er der enken Chili Turèlls håndplukkede digtbotanik - personlige highlights fra et samliv, der strakte sig over knap 20 år. 'Lysende sange' lyder den højtsvungne titel, men bare rolig - indholdet er helt nede på jorden og faktisk et friskt bud på en alternativ lyrisk Turèllkanon: Her er evergreens som 'Hyldest til Hverdagen', 'Det er ikke let' og 'For Meget, Mand', men også andre fine klip fra digtbøger og montager - ikke mindst det lange, lykkelige Romdigt fra 1976 og flere hidtil upublicerede refrænsange. Bogen medtager mærkeligt nok ingen tekster fra de tre sidste samlinger - et (fra)valg, som dog ikke gør læseoplevelsen mindre. Tværtimod: Det er et udpluk gjort med kjærlighedens lange arm, og det er en overrumplende god oplevelse at læse gammelkendte vers i nye omgivelser. En veloplagt fætter-kusine-fest for digte. Rejsegrammofon Sidst, men absolut ikke mindst: 'Charlie Parker i Istedgade', en lækker lille sag, som - med Lars Movin som stedkendt ekspeditionsleder - eftersøger jazzsporet i Dan Turèlls kendte og glemte skriverier. Og her er der mildest talt ingen pinagtig stofmangel - alt, hvad manden skrev, havde på én eller anden måde jazzen som grundtone, og selv om rockkulturen i 1960'erne kom til at gennemsyre liv og værk, så forblev jazzmusikken (med Movins udtryk) forfatterskabets »følelsesmatricer« og »ur-moods«. I kunstnerisk forstand var Dan søn af Louis Armstrong og Billie Holiday, og fra det tidspunkt, hvor han omsatte konfirmationsformuen i en rejsegrammofon, var han solgt. Siden fulgte beboppen med Parker, Miles og Coltrane - og allersenest avantgardejazzen, som til forveksling lignede Turèlls egen skæve musikalitet. I selskab med Ayler, Coleman, Taylor og - først og størst af alle - Thelonious Monk gik leg og disciplin op i en højere enhed, og en nat på Jazzklub Montmartre kunne vare evigt i selskab med Albert Aylers »weirde wonderfulle spicede spacede klagende kimende jublende jodlende bidende bedende grædende grinende groende grusomme groteske lyde«. Tillykke onkel D! 'Charlie Parker i Istedgade' er et lille kup. Den begynder i de tidlige 1960'ere, hvor Dan lister jazz ind i omegnsstoffet på Gentofte Bladet. Den præsenterer læseren for en øretæveindbydende snothvalp, som i 1964 uddeler anmærkninger til sin tids jazzkritikere. Og den bugner af små berusende lidenskabelige perler - anmeldelser, anekdoter, portrætter, interview, digte, stemningsrapporter, røverhistorier, debatstof, nekrologer og reportage. Dan er (og har) hjemme i sit stof, og det er sjovt at se, hvordan det med tiden infiltrerer ham som en snedig influenza - hvordan han gradvist smider 1950'ernes gammelkloge kancellistil til fordel for et sprog fuldt af vitalitet, improvisation og organisk anarki. Fuldt af jazz. Det er et smerteligt faktum, at Dan Turèll døde årtier for tidligt, men skriften står heldigvis tilbage så dugfrisk og indbydende som nogensinde. »Sæt ikke noget gitter op omkring min grav«, henstillede han allerede i 1978, og jeg synes, vi skal tage digteren på ordet: Plant pot i perlegruset og bræk mausoleet op - denne vilde poesi må og skal betrædes. Tillykke med dagen, onkel D!