Første gang jeg var i Ilulissat, stod jeg og kiggede over på Disko-øen. Den så lokkende ud, og afstanden forekom ikke stor. »Skal vi ikke ro derover«, spurgte jeg min grønlandske ven. Han så på mig, som den åbenlyse idiot jeg var, og svarede: »Der er 80 kilometer derover …«.
Området i Vest/Midtgrønland, under et benævnt Disko, er rasende smukt. Forførerisk om vinteren, når sneen klæder alt på, og et bombardement af farver og nuancer om sommeren. Og så er der som nævnt tilsyneladende ingen afstande. Den tørre og relativt rene luft gør, at man kan se usandsynligt langt. Snyd og bedrag.
Den grønlandske fotograf Ivars Silis har lavet en bog om dette område. Jeg kalder ham grønlandsk, hvilket er en tilsnigelse, for selv får han altid nævnt, at han oprindeligt stammer fra Riga, Letland.
Men Riga eller ej, Silis, som er bosat i Qaqortoq og første gang besøgte Disko-området i 1964, er den fotograf, der snart i mange år konsekvent og med stort talent har udforsket hele den nordlige kalot.
I en lang række bøger har han beskrevet naturen og dyrelivet, og han har fortalt, hvordan menneskene lever med naturen og dyrene. I byerne, i fjeldet, på havet, på fjorden.
Hans seneste bog, ’Disko – den blå bugt’, er en fortælling i 15 kapitler. Som titlen siger, så handler den om området, og emnernes inddeling i kapitler giver os en guidet tour i stort set samtlige aspekter af livet i Disko-området.
Bogen kommer hele vejen rundt. Dyrelivet skildres indgående og i flotte farvebilleder, studenterne fejrer sig selv med løftede huer, isen smelter og får et hedeslag, og sidst i bogen får kunsten sit lille afsnit. Hvert kapitel brydes af en fin lille tekst, en slags indførelse til selve billedafsnittene.
Bogen er både udkommet i en dansk og en engelsk udgave. Det er et sympatisk træk og vidner om, at man tror på, at bogen vil være attraktiv for udefra kommende. Det er blandt andet dem i grønt, det er de naturgale, eller andre mere bekvemt anlagte turister. Nemlig de mennesker, der uanset de sindssyge priser og det usædvanlig høje omkostningsniveau, en tilrejsende må berede sig på, alligevel vil satse alt på at opleve noget ganske unikt.
Noget ud over det sædvanlige og noget, som kun kan findes og opleves i det område, på dét sted, i dét Grønland. Ivars Silis er et meget tålmodigt menneske. Derfor er hans billeder af natur og dyr så gode. Han må elske langsomheden, den langsomhed, som er et indbygget og nødvendigt vilkår i ens søgen efter skønhed.
Smukhed. Eller efter det rette lys. Han kender sit grønlandske lys, kender årstidernes og døgnets forskellige farvetemperaturer og ved, hvornår man skal være det rigtige sted. Derfor er der mange meget smukke naturbilleder i bogen.
Men bogen er også en slags tour de force igennem store dele af samfundet. Vi er i sportshallen, fanger hval eller er med til at mærke og registrere dem, er med rejefiskerne på fjorden, mærker isbjørn, er på isfjorden efter hellefisk, i kirken, danser om juletræet.
Hvis man læser de udførlige billedtekster, får man ikke alene en indføring i landets historie, men også detailviden om natur, fangstmetoder og samfundets måde at være samfund på. For Grønland er selv midt i en opbrydningstid et meget traditionsrigt samfund. Det er der mange grunde til, men den, der vejer tungest, er naturen, ja, vejret, og dens til enhver tid store betydning for livet i de egne.
Kender man intet til området, er bogen en smuk, alsidig og grundig indføring. Hvad jeg kunne ønske mig, var, at Ivars Silis’ store kendskab til Grønland og store fotografiske talent fik lov til at folde sig ud i fuldt flor. Fotografisk flor.
Uden bismagen af det, der i glimt kunne forveksles med et turistkatalog. For på trods af de mange meget fine billeder dukker der pludselig billeder op, som kun burde være i kataloget, der ligger på et af de utallige krydsskibe, der besejler Disko-bugten.
Balancegangen mellem antydning og udpensling er altid svær. Silis behøver ikke at være bange for, at vi misser pointerne, derfor havde en lidt strammere billedredigering ikke svækket budskabet. Nemlig at ’Disko – den blå bugt’ absolut er en tur værd. Også bogstavelig talt.
