En af de vigtigste forudsætninger for Brøndby IF’s forvandling fra anonym forstadsklub til dansk fodbolds første fuldtidsprofessionelle lokomotiv faldt på plads, da en kernefamilie med et berømt efternavn i begyndelsen af 1970’erne flyttede ind i et parcelhus på Grønnemarksvej i Brøndbyvester. Familien hed Laudrup. Og familiens ældste søn – der for resten hed Michael – kom til at gå i klasse med en søn af Ib Nielsen, den daværende formand for Forældre-BIF, som var støtteforening for Brøndby IF’s ungdomsafdeling.
Dette faktum nævnte Ib Nielsen for nogle af foreningens andre frivillige ledere i Brøndbys klubhus i december 1972. Og han foreslog, at han skulle udnytte den forbindelse, der nu var skabt mellem ham selv og Laudrup-familien, til at forhøre sig hos Michaels far, Finn Laudrup, om han mon havde lyst til at tiltræde som spillende træner i Brøndby. Forslaget var – vurderet ud fra alle objektive kriterier – fuldstændig absurd. Finn Laudrup var på det tidspunkt den vel nok største stjerne i den hjemlige liga; en noget doven, men teknisk blændende spiller, der befandt sig bedst på den offensive midtbane, hvorfra han kunne strø sine millimeterpræcise afleveringer frem ad banen. Hvorfor skulle han ønske at skifte til en Danmarksserieklub på Vestegnen? Utilslørede ærgerrighed i Brøndby Men Ib Nielsen fik lov til at spørge. Og Finn Laudrup sagde sørme ja. Og dermed var det moderne Brøndby IF for første gang trådt i karakter over for den bredere fodboldoffentlighed: som en dristig og ambitiøs aktør, der med lige dele frækhed og vilje klatrede op gennem rækkerne fra en ellers geografisk håbløs position blandt boligblokkene ude vest for hovedstaden. Historien om Finn Laudrups tilknytning til Brøndby er derfor ikke kun historien om det sportslige kvalitetsløft, som Laudrup senior tilførte de blå-gule – og som resulterede i, at han var med til at spille dem op i 1. division i 1981. LÆS OGSÅDR og TV 2 i splid om Laudrup Det er i lige så høj grad fortællingen om den utilslørede ærgerrighed, der prægede Brøndbys ledelse i klubbens formative år; en ærgerrighed, der tydeligt fornemmes i Politiken-journalisten Jeppe Laursen Brocks nyligt udkomne ’Brøndby IF – historien om drengene fra Vestegnen’. Bogen opruller den fantastiske beretning om de to små serieklubber – Brøndbyvester og Brøndby Øster og Omegns Idrætsforening – der i 1964 blev sammenlagt (mere eller mindre imod deres vilje) og efterfølgende udviklede sig til at blive den dominerende kraft i dansk fodbold i et par årtier, før interne magtkampe, trænerfyringer og svigtende præstationer på banen sendte klubben ud i en krise, den endnu ikke har forvundet. Journalistisk tæft Laursen Brock gennemgår hele forløbet med journalistisk tæft og et godt blik for de skæve sidehistorier, og især er han stærk i beskrivelsen af Brøndbys unge år – pionertiden – hvor han har talt med flere kilder, der er med til at give smag og farve til fortællingen om opbygningen af denne ambitiøse fodboldklub. Beskrivelsen af de blå-gules krisetid, der fylder den sidste del af bogen, har et mere refererende præg og føjer ikke meget til den viden, der allerede er kendt fra avisartikler og anden fodboldlitteratur.
