Hvem er Steen Kristensen? Han er dyrlæge og ph.d., for tiden ansat i Lægemiddelstyrelsen i København, og tidligere har han skrevet en bog om ... ja, om hvad? Om noget så hyggeligt som Tivoli og Georg Carstensen. Omfangsrig Nu skriver han 500 lærde sider om tre sammenknyttede figurer fra en ikke helt fjern fortid: Sigmund Freud (død 1939), prinsesse Marie Bonaparte (død 1962) og hendes mand, prins Georg af Danmark og Grækenland (død 1957). Alene litteraturhenvisningerne til bogen fylder 13 tættrykte sider. Man forstår, hvorfor Steen Kristensen i sit forord takker sine kolleger på arbejdspladsen for at have båret over med, at han somme tider 'er mødt lidt sent', og formentlig har virket noget distræt. Freuds berømte elev Bogen handler om psykoanalysen, som Sigmund Freud iværksatte med sin 'Drømmetydning' i 1899. Den handler om en forsknings- og en menneskefortid, som forekommer så besynderlig, at man næsten ikke kan redegøre for sin undren. »De ting, jeg holder skjult, vil røbes af sig selv«, citerer Steen Kristensen Sofokles for at have skrevet i tragedien 'Ødipus'. Men det skal nu siges, at to af de medvirkende hovedpersoner i bogen ikke har holdt sig tilbage fra at udbrede kendskabet til psykoanalyse a la Freud, nemlig Freud selv og hans berømte elev, prinsesse Marie Bonaparte. Dårligt ry »Kender du hende?«, spurgte jeg en psykiater. »Absolut«, var hans svar. »Hendes forfatterskab omfatter hele 35 forskellige bøger og afhandlinger, om kvindelig seksualitet og frigiditet, om sorg, nekrofili, incest og sadisme, om angst, krigsmyter og masturbation, om primale erindringer og dysfunktioner, om Edgar Allan Poe, om hendes hund, om psykoanalyse og biologi, om pubertet og verdenskrige, om antropologi og biologi, og om den lille piges identificering med sin døde mor, og om ...«. »Wow! Og hvordan er hendes ry?«, spurgte jeg. Svaret var kort: »Dårligt!«. En niche i forskningen Men denne psykiater var heller ikke psykoanalytiker. Psykoanalysen havde sin storhedstid før og efter Første Verdenskrig, som svaret på sjælelige problemer, der kunne ledes tilbage til barndommens fortrængte konflikter og frustrationer. Hvem der i dag har forstand på psykoanalyse i Freuds udgave, er herhjemme vel Chr. Braad Thomsen, og muligvis, jeg vil ikke afvise det, er den i virkeligheden også dr. Ventegodts intellektuelle tilgang til de patienter, han behandler med vaginal akupressur og øretæver. Og den hedengangne overlæge Vanggaard, som boede på H.C. Andersens Boulevard, kunne i herskabslejligheden fremvise lydisolerende stoffoldedøre, der var sparket i stykker af rasende patienter - i det øjeblik, må man formode, da den grusomme sandhed om incest og faderhad med ét stod dem klar. Ikke, slet ikke, at forglemme de andre respektable, moderne psykoanalytikere, som imidlertid lever i dag og ikke i Wien på Freuds tid, og som derfor har patienter med ringere status, svagere hysteri og formåen: Ligesom hele videnskabsudviklingen har gjort psykoanalyse til en sidegevinst, en niche i forskningen, som ikke længere påkalder sig sådan en pionragtig fascination som dengang i tyverne og trediverne. Også videnskab danner mode en tid lang for at havne i delvis glemsel i eftertiden. Freuds hund Men Freud var vel interessant nok. Som menneske og som videnskabsmand. Han ligger i dag i en urne i London. Han døde af kæbekræft. »Pichler (en kæbekirurg) lagde et snit i ansigtet fra højre mundvig op langs kanten af næsen og rensede op foran den lodrette gren af kæbebenet« ... »resten af efteråret var Freud nogenlunde rask, men kort før jul begyndte hans protese at lugte som en rådden tand« ... »han mente, at der var betændelse i knoglen, og fortalte Freud, at det syge benvæv ville blive udstødt af sig selv « ... »Så bestemte man sig for radiumbehandling« ... »i løbet af august gik der betændelse i huden over Freuds kindben, så der blev et åbent hul ind til munden. En knogle i ganen var gået i forrådnelse, og pusset lugtede så slemt, at Freuds hund ikke ville komme i nærheden af ham«. Citaterne er fra Max Schurs bog, 'Freud. Living and Dying', citeret igen af Steen Kristensen. Orgasmejæger Jeg nævner det, fordi det er både påfaldende og interessant, at ingen detalje om menneskene skal gå tabt i denne bog. Fader, moder, onkel, børn, fortid, barndom, bøger, alt og alle kommer med i denne analyse af en tid, en overklasse, og først og fremmest nogle spændende, ja, underholdende mennesker. Det er den kvalificerede underholdning, som er forfatterens ærinde. Har han noget andet ærinde skjult i ærmet? Nye opdagelser? Marie Bonaparte var efterkommer af Napoleons bror Lucien, hovedrig millionøse og, som det meget ligefremt står beskrevet på bagsiden af bogen: orgasmejæger. Platonisk forhold I begyndelsen af trediverne tog hun kontakt til Freud, som hun livet igennem beundrede og støttede sig til. Bogens titel: 'Freud har sagt' er det bon mot, man brugte om prinsessen, som i 1926 deltog i den stiftende generalforsamling i Paris' Psykoanalytiske Selskab. Psykoanalysen som verdensomspændende koncern og tænketank for fortrinsvis højtbegavede jøder var søsat. Hun kunne (vistnok) ikke få orgasme med mænd og udviklede nogle teorier om placeringen af klitoris som afgørende for kvindens evne til orgasme. Hvis klitoris ikke kunne komme i kontakt med penis under samleje, udeblev orgasmen, og den modige prinsesse lod sig underkaste plastikoperationer, som flyttede hendes klitoris til en formentlig mere nyttig position - uden dog at resultatet stod mål med forventningerne. I bogen ses figurer fra Halbans 'Gynäkologische Operationslehre', som klinisk smukt anviser indgrebet. Freud var blevet bekendt med hendes operationer, men havde i og for sig ingen indvendinger, i hvert fald ikke mod den sidste (1927). Den hjalp heller ikke, og forfatteren vil vide (men hvorfra ved han nu det?), at Marie Bonaparte aldrig fik orgasme. Til Freud havde hun kun et platonisk forhold (om et sådant nu eksisterer!), men blandt hendes elskere var Aristide Briand og flere repræsentanter for den videnskabelige psykoanalyse. Kladdehæfter På ét punkt gør Steen Kristensen en opdagelse, formentlig med psykoanalysen som den følgesvend, han både bestyrtes over og undervejs forgabes i. Den handler om Marie Bonapartes barndom. Hendes mor var død i barselseng, faderen, prins Roland, var fjern og forgudet. Hun sov hos sin barnepige Nounou, som ofte havde besøg af sin elsker, Maries halvonkel, berideren Pascal. Som voksen finder Marie sine kladdehefter, som hun havde skrevet, da hun var otte-ti år gammel: I nat havde jeg en rædsels
-fuld drøm, jeg drømte
at der var en stok af
træ, og på den stok var
der noget klister, og jeg gik forbi
den og sad fast på den, og
mange folk sad fast på
den, så faldt den i Seinen, og alle folk druknede. Seksuelle overgreb Stokken var et fallossymbol (som alle aflange genstande er det i Freuds terminologi, lige fra cigarer til skorstene), men kladdeheftet synes at antyde, at Pascal også havde misbrugt den lille pige, og at alle hendes falliske symboler er reminiscenser fra den tidlige barndoms erfaringer. Marie Bonaparte opsøgte selv Pascal, som indrømmede, at han havde haft samleje med Nounou. Den oplysning takkede Marie ham så hjerteligt for. Men, men - Steen Kristensen er parat til at trumfe over: »Kan man sige andet, end at Marie Bonaparte sandsynligvis (selv) var udsat for seksuelle overgreb i sit eget barnekammer? At gerningsmanden var Pascal? Og at barnepigen Nounou ikke løftede en finger for at standse ham?«. Det ved jeg virkelig ikke! Men det er essensen af, hvad afgørende nyt Steen Kristensen kan fortælle os. Ødipal sandhed Den tredje hovedperson i Steen Kristensens skildring er den mere anonyme prins Georg, som blev Maries mand. Vi kunne godt have været ham og dermed et par hundrede sider foruden. Han var en høj og skaldet tumpe, og muligvis forelsket i sin egen onkel, prins Valdemar. På sidelinjen står han naivt og ryster på hovedet af sin egen kone, der fik så store oplevelser som analysand og analytiker og alligevel kunne være gået i en forholdsvis stille grav uden eftertidens fascination. Steen Kristensen slutter med et slående Beatles-citat: All you need is love. Det er sandt. Bogens fortrin er dens objektive stil, dens mangel på hypoteser og synspunkter, dens fanatisk ihærdige jagt på detaljen. Bogens mangel er det samme: Må man ikke mene noget? Kun skrive så meget? Den ødipale sandhed skal frem - hvis den er der et sted. Her er der mange sandheder, men ingen af dem uafviselige. Sic transit gloria mundi.