»Der er dage, hvor ord bliver for små. Men ord er, hvad vi arbejder med, og ord må gøre arbejdet«. Sådan indledte Berlingske Tidendes USA-korrespondent Poul Høi sin artikel den 12. september 2001, da han som den øvrige journaliststand kæmpede for at beskrive og forklare, hvad der egentlig var sket i USA dagen før. En opgave, der lykkedes ganske godt for Poul Høi. Så godt, at han nogle måneder senere kunne indkassere årets Cavling-pris for sine artikler fra USA og en af grundene var netop, at Høi bedre end de fleste danske journalister fra starten åbent erkendte problemet: At vi rent mediemæssigt lever i en ny tid, hvor nyheder er noget, man henter fra radio, tv og ikke mindst internettet. At det skrevne ord i aviserne og andre traditionelle tryksager derfor skal kunne noget andet og mere end tidligere, hvis folk skal gide købe og læse det. Det skrevne ord skal forklare, kommentere og analyse verden, sætte begivenheder i perspektiv og tendenser i fokus. 'Plejer' er, når det gælder skreven journalistik, vitterlig død, og de journalister og aviser, der ikke opdager det i tide, kan snart følge med under mulde. Så langt vil de fleste andre end de mest hårdkogte og forstokkede avisskræddere og skriverkarle være enige. Spørgsmålet er, hvad man gør ved det, og hvordan man kommer videre. Den udfordring bakser de traditionelle betalingsaviser for tiden med, mens oplagene falder, og befolkningen finder alternative informationskilder. Ingen har endnu fundet columbusægget, men jagten er i den grad i gang. Paradigmeskift En god start i den forbindelse er at skele til historien, og se lidt nærmere på, hvad der skete sidste gang, at der var et større journalistisk paradigmeskift. Til det formål er den amerikanske Marc Weingartens bog 'The Gang Who Wouldn't Write Straight' om new journalism-revolutionen i USA i 1960'erne noget nær ideel. Weingarten opruller den fascinerende og lærerige historie om, hvordan en håndfuld begavede og talentfulde amerikanske reportere på nogle få år genopfandt journalistikken og ændrede dens grundlæggende præmisser. Revolutionen udsprang af en fundamental erkendelse af, at de gamle hæderkronede journalistiske modeller ikke længere var opgaven voksen i en moralsk multitydig tid med Vietnam-krig, sex, narko, rock and roll, kvindefrigørelse, politiske skandaler og mord. Nyhedstrekanten og den strengt objektive journalistik kunne ikke forklare og sætte den rivende samfundsudvikling i perspektiv, så det gav mening. Journalister som Tom Wolfe, Joan Dideon, Hunter S. Thompson, Gay Talese og Jimmy Breslin - for at nævne de måske mest kendte - udviklede derfor en række nye metoder og teknikker til at beskrive virkeligheden, som de så og oplevede den. De var inspireret af lidt ældre stjerner som Norman Mailer og Truman Capote - og George Orwell endnu længere tilbage - men hvad de fandt frem til, var stadig så grundlæggende nyt, at metoderne blev kendt under samlebetegnelsen 'new journalism' og forandrede måden at skrive på i hele den vestlige verden. Flue på væggen Hvad var det så egentlig disse rebelske rødder gjorde? De startede med at skrive, hvad folk rent faktisk sagde og gjorde. Det lyder ikke just revolutionerende, men traditionelt 'rensede' journalisterne citater for at gøre dem klarere og enklere. Den første, der for alvor gjorde op med den praksis, var The New Yorkers Lillan Ross, der i sin artikelserie 'Production Number 1512' om optagelserne til John Wayne-filmen 'The Red Badge of Courage' i 1952 nådesløst rapporterede, hvad skuespillerne og producenterne gik og sagde, og derved udstillede Hollywood i al dets uskønne hykleriske glans. En flue-på-væggen tilgang, der blev videreført af Thomas B. Morgan, der benyttede teknikken i sit portræt af Sammy Davis Jr. i Esquire 1959. Ganske enkelt ved at tilbringe mere tid med Sammy Davis Jr. end nogen anden reporter og beskrive hans verden i detaljer blotlagde Morgan i artiklen en af de mest kendte amerikanske entertainere mere, end nogen andre havde formået. Fortællingens bipersoner Næste skridt var at fokusere på bipersonerne i den store amerikanske fortælling. De fattige, sorte, undertrykte, eller de som blot normalt stod lidt uden for mediernes projektørlys, men som var mindst lige så interessante og ofte gav bedre muligheder for at fortælle historien. Noget især arbejderdrengen fra Queens, Jimmy Breslin, excellerede i, da han begyndte at skrive for New York Herald Tribune i begyndelsen af 1960'erne. Et klassisk eksempel på at flytte fokus et par takker fra hovedbegivenheden, for i virkeligheden derved at give den mere perspektiv, er Breslins historier om John F. Kennedys død. Frem for som de tusinder af andre journalister at fokusere på selve begivenheden valgte Breslin, der ankom til Dallas samtidig med, at Kennedy blev skudt, at zoome helt ind på den 34-årige læge, som skrev dødsattesten og senere på Clifton Pollard, graveren, der gravede Kennedys grav. »Det var en ære« som Pollard sagde til sin chef, da han undskyldte, at Pollard blev kaldt på arbejde en søndag. VAROOM! VAROOM! Men der var naturligvis mere i new journalism end at skrive, hvad folk sagde og fokusere på bipersonerne, og en af dem, der tydeligst demonstrerede det, var Tom Wolfe - manden, der opfandt betegnelsen New Journalism i en antologi i 1973, og på mange måder er selve indbegrebet af bevægelsen. Wolfe lod sig inspirere af den russiske avantgardelitteratur fra 1920'erne, og især Eugene Zamiatins måde at bryde sætninger på nye måder og bruge rige mængder af udråbstegn for derved bedre at kunne gengive, hvordan mennesker rent faktisk taler, tænker og oplever. »There goes (VAROOM! VAROOM!) that Kandy-Kolored (THPHHHH!) tangerine-flake streamline baby (RAHGHHHH!) around the bend (BRUMMMMMMMMMMMM ...)«, lød eksempelvis overskriften på Wolfes artikel om et motorshow, han dækkede for Esquire. Og ikke bare gik Wolfe nye sproglige veje. Mere end nogen anden forsøgte han konstant og meget synligt at indfange tidsånden. Han hudflettede de velgørende cocktailparties i herskabslejlighederne på Upper East Side og levede med hippierne i Californien og forsøgte gennem sine - meget lange - artikler at passe alle tendenserne sammen til et større hele. Alt sammen baseret på reportage, reportage og atter mere reportage. Som andre af new journalism-pionererne brugte Wolfe uger og måneder sammen med de personer, han skrev om, og blev om ikke decideret venner med dem, så en del af gruppen, for derved at kunne komme helt ind i hovedet på dem og beskrive deres tanker, følelser og motivationer. En ekstremt krævende disciplin, hvis ikke det skulle gå over i fiktionens verden, hvad Wolfe og hans kolleger da også løbende blev beskyldt for. Gonzo-journalistikken Ude på grænsefladen mellem journalistik og fiktion fandt man da også new journalism-bevægelsens enfant terrible, Hunter S. Thompson. Han skabte i 1965 sit navn og berømmelse med bogen 'Hell's Angels', hvor han efter at have tilbragt måneder med motorcykelgruppen, overværet gruppevoldtægter og selv fået så mange bank, at han var lige ved at dø, skrev den mest indsigtsfulde og rent journalistiske bog om rockerne og det fænomen, de repræsenterede. Men endnu mere end de øvrige new journalism-pionerer gik Thompson til ekstremer. Han drak og tog stoffer i en grad som få kunne hamle op med og det sneg sig i stigende grad ind i hans artikler, kulminerende med 'Fear and Loathing in Las Vegas', hvor Thompson udviklede hvad der startede som en reportagerejse for Sports Illustrated til et legendarisk psykedelisk trip. Gonzo-journalistikken var født som new journalism-bevægelsens uægte barn, men det var langtfra alle som elskede det. Mange mente, at Thompson gik for vidt, ikke mindst året efter, da han i forbindelse med præsidentvalget i 1972 i lodret modstrid med sandheden skrev, at den demokratiske kandidat Ed Muskie tog ibogaine, et sydamerikansk narkotikum kendt for at fremme den seksuelle formåen. Bevægelsens død Er den slags acceptabelt, eller hører det ikke nogen steder hjemme i seriøs journalistik? Mange mente - og mener formentlig stadig - at Thompson var den ultimative helligbrøde, og med til historien hører derfor også de blade og redaktører, som lod de unge eventyrere lege og genopfinde de journalistiske former. Ingen har i den forbindelse en større del af æren end Clay Felker, der på ruinerne af den hedengangne avis New York Herald Tribune i 1967 startede New York Magazine og i nogle få gyldne år samlede de allerstørste new journalism-stjerner der. Indtil en af den moderne medieverdens onde fyrster, Robert Murdoch og hans News Corp. i 1976 købte og mainstreamede New York og derved ødelagde just det, der gjorde det unikt. Med Murdochs overtagelse af New York var new journalism som bevægelse mere eller mindre død. Men skaden var sket, og selv om new journalism-pionererne og deres publikationer fortonede sig, havde de ændret måden at skrive og rapportere på overalt også herhjemme, hvor journalister som Lasse Ellegaard og Morten Sabroe i årtier har videreført det med stor succes. Usikker fremtid Hvad bliver så den nye new journalism? Er det de hastigt omsiggribende weblogs, der vil revolutionere, hvordan vi skriver og tænker historier i fremtiden? Eller snarere de stærkt segmenterede aviser og magasiner, der opgiver enhver prætention om at dække og beskrive hele tilværelsen? Hvem ved, men at dømme efter Weingartens beskrivelse af de gamle journalistiske slumstormere er en ting sikkert. Det bliver ikke i de traditionelle aviser, at udviklingen begynder. Snarere dér den slutter.