Er man ikke den store fan af USA's 43. præsident, George W. Bush, er dette en besnærende tanke: Ikke bare er manden dum, lederen af den frie verden er i virkeligheden ikke andet eller mere end en marionetdukke i hænderne på mænd, der er klogere end ham selv. Men er det med det håb, man giver sig i kast med de to amerikanske journalister James Moore og Wayne Slaters nye bog 'Hjernen bag Bush' om præsidentens chefrådgiver Karl Rove, bliver man skuffet. For nok er Bush ikke moden til en nobelpris, men han har en vigtig egenskab, nemlig den, at han kender sine begrænsninger. Han er med andre ord klog nok til at vide, at han ikke er klog nok til selv at udtænke en præsidentkampagne. En evne, hans modkandidat Al Gore tydeligvis manglede, hvilket i høj grad prægede hans mislykkede kampagne og hjalp Bush betragteligt. Men mere end Gores overmod har det lige fra den spæde begyndelse i Texas til sejren i 2000 hjulpet Bush, at han havde Karl Rove ved sin side. Og folk, der tvivler på Roves politiske indflydelse, kan med fordel overveje det bemærkelsesværdige i, at der overhovedet bliver oversat en biografi over en præsidentrådgiver til dansk, endda få måneder efter at den udkom i USA.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























