0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

All the young dudes

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Fotografen Mick Rock er en heldig mand. Ikke alene var han adskillige gange i første halvdel af 1970erne på det rigtige sted på det rette tidspunkt - perioden oplever også den ene revival efter den anden - så hans billeder bliver gang på gang moderne.

Som han selv siger: »For mig handler det at fotografere lige så meget om at skjule som vise. Det er kunsten at fastfryse. Det fantastiske er at fange netop øjeblikket«.

Mick Rock er den fotograf, der bedst har portrætteret den engelske rocks såkaldte 'Glamperiode'. Glitterrock hed det også. »Glam var make-up, spejle og tvekønnethed«, skriver han selv i 'Blood and Glitter', en kæmpe bog med hans bedste fotos fra 70erne.

»Når man ser på mine billeder fra den tid, skulle man tro, jeg var overalt«, fortæller Rock. »Og det var jeg faktisk også. Der var ikke så mange hippe fotografen dengang, og ingen af dem var så interesseret i mascara som jeg«.

Rockmusik har altid handlet om sex, men med glam var det første gang, det handlede om al slags sex.


Mick Rock var i flere år David Bowies officielle fotograf. Det er i sandhed Rock, der har dokumenteret'The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars', som Bowies mesterværk fra 1972 hedder. Og Rock har da også fået Bowie til at skrive forord til bogen.

Bowie påpeger bl.a. hvorfor den engelske glam aldrig slog igennem i USA, bortset fra enkelte storbyer som New York, San Francisco og Los Angeles. Det var ganske vist tiden mellem Alice Cooper og Kiss, men ingen af disse grupper blev betragtet som tvekønnet - »Nothing wrong about our boys!«, som de sagde. Der var intet tvekønnet over dem.

Mick Rocks første pladecover var til den tossede og tidligere forsanger i Pink Floyd, Syd Barretts første sololp - 'The Madcap Laughs' fra 1971 - siden gik det rigtig hurtigt. Rock mødte Bowie fordi han så coveret til 'Hunky Dory' i 1971.

Han opsøgte ham, hvilket ikke var svært på det tidspunkt, da Bowie stort set var ukendt. De blev venner, og Bowie kunne se, at han kunne bruge den homoseksuelle fotograf til at komme videre.


Mick Rock fotograferede Bowie hvor han gik og stod de næste fem år. Flere af hans fotos blev indrykket som annoncer for Bowie. Og Rock fik også til opgave at fotografere Bowies to amerikanske protegeer, Lou Reed og Iggy Pop. Mick Rock lavede de klassiske fotos til henholdsvis 'Transformer' og 'Raw Power'.

Senere fotograferede han bl.a. omslag til og fotos af Queen, Roxy Music, Steve Harley and Cockney Rebel, glam-musicalen 'Rocky Horror Picture Show', den homoseksuelle mimer Lindsay Kemp og Mott the Hoople, for hvem Bowie havde skrevet den ultimative glitter-hymne 'All the young dudes' - og samtidig havde Rock sit kamera med til alle de fester, glitter-slænget holdt.

På den måde bliver 'Blood and Glitter' en krønike fra en af de vigtigste engelske rockperioder overhovedet. En masse mænd med make up, massevis af bøsser, enkelte damer - det var nogen gange svært at se forskel. Her var billeder af alle de nævnte men også Rolling Stones og Mick Jagger i deres 'Angie'-periode med make up og androgynitet.

David Bowie, Iggy Pop, Lou Reed, Freddie Mercury, Bryan Ferry og Steve Harley var glamtidens ikoner - og de lever alle sammen højt på det endnu. Bortset fra Mercury, der i 1975 lakonisk sagde til Mick Rock, »Det vigtigste er at leve vildt og fantastisk. Så gør det ikke noget, hvor længe man lever«.


»Nogle gange«, siger Mick Rock, »er rock mere end bare musik og stjerner. I begyndelsen af 1970erne havde du David Bowie, Lou Reed og Iggy Pop, og de sammenfattede og reflekterede ikke bare populærmusikkens væsen, de repræsenterede også en generel livsstil. De leverede følelser«.

Men pludselig var det slut«, fortæller Mick Rock videre i bogen. »Zeitgeisten skiftede endeligt i december 1975, da Sex Pistols spillede deres første koncert på en skole i Chelsea. Johnny Rotten begyndte koncerten med at skrige »Fuck off you bunch of wankers« (knep af med jer I pikspillere) - så var tonen ligesom slået an.

Nogle år senere, da punkrocken også var forsvundet, sagde Bowie, »Ziggy Stardust fik en uægte mutant-bastard i 1975. Hans navn var Johnny Rotten«. Og ret har han, når man nu over 20 år efter ser billederne af Bowie og Rotten med samme røde hår.


Mick Rock vedblev efter glitter-periodens forsvinden med at fotografere musikere, men nu mere sporadisk, eller måske rettere, nu ikke så markant. Han flyttede til New York i slutningen af 1970erne, hvor han bl.a. fotograferede Blondie, New York Dolls og Ramones.

Han bor der stadig og har det godt. Hans glitter-billeder indbringer ham stadig formuer - for tiden er de i højere kurs end nogen sinde. Han har netop haft en stor soloudstilling i London - og bogen 'Blood and Glitter' er kun ét af hans mange projekter.

Sidste år udkom en bog med fotos udelukkende med Iggy Pop fra indspilningen af 'Raw Power' - og i samarbejde med Bowie er han netop gået i gang med en stor bog om Bowies Ziggy-periode, som skal udkomme næste år på det eksklusive forlag Genesis.

Bogen kommer til at koste flere tusinde kroner. 'Blood and Glitter' kan man få for et par hundrede. Det er et godt sted at begynde, hvis man ikke kender perioden - og for os andre en kærkommen påmindelse. Jeg har genhørt mange gode plader de sidste par uger.

Og for at give Mick Rock selv de sidste ord: »Det var en periode, som vi aldrig troede skulle stoppe. Og nu er det så lang tid siden, at det synes som en drøm. Men det var det ikke - og jeg har billederne der beviser det«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu