Todorov med det uudtalelige fornavn Tzvetan er en bulgarsk indvandrer, der blev fransk filosof. Blandt litterater er han kendt for en original bog om det fantastiske og for vist nok at være den første til at bruge ordet ’narratologi’ om fortællekunst.
Men han har andre emner på programmet end de litterære, blandt dem studier i totalitarisme og i koncentrationslejrenes psykologi og filosofi. For fem år siden blandede han sig i den standende diskussion om oplysningen med et kort og klart skrift, som Lars Bonnevie nu har oversat til dansk. Bag bogens fortløbende prosa gemmer sig både et køligt leksikon over oplysningstidens grundbegreber – autonomi, verdslighed, sandhed, humanitet – og et glødende forsvar for oplysningens værdier. Nej, koncentrationslejrene og fascismen er ikke en udløber af oplysningen, hævder han med eftertryk uden at nævne navnene på dem, han argumenterer mod, Horkheimer, Adorno med flere. Oplysningen havde individets frihed og værdighed som centralværdi. Det er derfor, oplysningen gør op med tortur. Bemærkelsesværdig er Todorovs opfattelse af sekulariseringen. Han hævder, korrekt, at oplysningens hovedskikkelser ikke bekæmpede religion, men dens magt over samfundet.
