En selvovervurderende pseudointellektuel wannabe med klart grænsepsykotiske træk«. Sådan lyder Anders Lund Madsens vurdering af Michael Jeppesen, efter at han over tre måneder og mere end 200 sider har mailet med Ekstra Bladets bagsideskribent om alt fra kanonslag til frygten for at få erektion under en massage. Holder ikke i bogformat Personligt kunne jeg ikke være mere enig. Efter at have læst de tos mailkorrespondance synes jeg, at Jeppesen er en indbildsk flegnert, for hvem tilværelsen er en lang afpisningskonkurrence, hvor den, der kan banalisere og provokere mest, vinder. Et koncept som muligvis passer meget godt til Ekstra Bladets univers, men ikke holder, når det ophøjes til bogformat. Holder kortene tæt på kroppen Som Jeppesen at mene, at »Holocaust kun er spændende, hvis man var der eller kender nogen som var«, eller at terrortrusler er fedt, fordi det bringer nationen tættere på hinanden, er så åndeligt lavvandet og uden noget, der bare minder om indlevelsesevne, at man ikke fatter, det skal tage en så velbegavet fyr som Anders Lund Madsen flere hundrede sider at droppe Jeppesen i affaldsspanden som en overmoden tomat. At han gør det til sidst, og at bogen ender med, at de to pennevenner er uvenner, er et lidt originalt træk, i et ellers dybt kommercielt projekt, men langtfra nok til at gøre 'Hold masken eller der falder brænde ned' til en vellykket bog. Det er der flere grunde til, men især at ingen af de to forfattere er villige til at give ret meget af sig selv. Nu er det ikke sjovt mere Det er mest åbenbart, når det gælder Jeppesen. Bogen igennem forbliver han inde i sit hermetisk selvopfundne og stærkt selvbevidste univers, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed er uhyre uklar, og hvor han, hver gang Madsen spørger ind til det, glider af med ligegyldige fraser som tennisdirektøren Jan Leshleys forvrøvlede sludder om, at hvis man er god til én ting, er man god til alt. Anders Lund Madsen er langt mere charmerende, og mange steder også oprigtigt ærlig. Men så alligevel ikke helt, når det gælder, i hvert tilfælde ikke når det kommer til hjemmet på Olufsgade, sommerhuset på Bornholm og alt, hvad der handler om familien. Hans Helle og de tre børn er nemlig bare gode, skønne, rigtige og livets eneste mening. Det er næppe hele sandheden, heller ikke for Anders Lund Madsen, og derfor er det også meget sigende først, da Jeppesen trækker tæppet væk under ham med et ganske elegant stunt i Berlin, at Madsen trækker stikket ud og melder fra. Her er Jeppesen kommet lidt for langt ind i Madsens privatsfære, og så er det pludseligt ikke sjovt mere. Punktvis underholdende Men hvo intet vover, intet vinder, og når ingen af forfatterne er villige til for alvor at sætte noget på spil, bliver det bare en lang gang skyggeboksning mod lette ofre, der ikke svarer igen. Det er jo gratis at kalde Hanne-Vibeke Holst for en talentløs tante, Berlingske Tidendes Jens Andersen for en ordtæge og mene, at Camilla Stockmann ikke er sulten nok til at kunne skrive. Det skaber lidt opmærksomhed, virker tilpas gadedrengeagtigt uartigt, og så har man også taget luften ud af kritikken for at kopiere 'Michael Laudrups Tænder'. Og det kan såmænd da sine steder også være meget sjovt som Jeppesen at latterliggøre ejendomsmæglere som selve prototypen på det åndsløse liv, samtidig med man praler med sine ejendomsinvesteringer eller som Lund Madsen igen og igen undrer sig over, at folk gider betale 30.000 kr. for at se ham. Salgbar tomgang Men trukket over 239 sider bliver det ualmindeligt langtrukkent. Uanset hvor mange side 9-piger Jeppesen har til middag, og hvor mange gange Lund Madsen viser sin store interesse for Afrikas fattige, eller hvor mange kendte de to tilsammen kender, sad i al fald denne anmelder en god del af tiden og småkedede sig. Tydeligst er tomgangen, når det gælder Jeppesens eventuelle kæreste Stina, der i mangel af andet substans presses til at fylde mere og mere og mere, men alligevel aldrig rigtig bliver hverken nærværende eller virkelig for os andre. Findes hun mon overhovedet? Og er der virkelig ikke andre måder for forlagene end e-mails eller en kroferie med Karen Thisted til at lokke et par kendte til at give sig i kast med at forfatte en bog? Selv om mailbogen her sikkert kommer til at sælge.