I allerhøjeste grad forbandet excentrisk, dét var den svenske filminstruktør Bo Widerberg (1930-97) unægtelig, så det er en udmærket titel på denne grundige og velskrevne biografi om manden, der i 1962 trådte fra litteraturens verden ind i filmens og begyndte med at rydde mastodontens skygge af vejen:
Ingmar Bergman var svensk films »dalahäst mot världen« – en national maskot eller pyntegenstand, der ikke gav noget nutidigt billede af Sverige, men imødekom udlandets vaneforestillinger med »fjerne legender, lysmystik, uskrømtet eksotisme«.
»Jeg tror, at en god svensk film lavet af enhver anden end Ingmar Bergman ville gøre utrolig gavn lige nu«, lød første sætning i den artikelserie i Expressen, der efter 1950’ernes to novellesamlinger og tre romaner blev til hans sidste bog, ’Visionen i svensk film’.
Boykottede sin egen Cannespremiere
De følgende 35 år prøvede han at virkeliggøre den vision, og som erklæret beundrer af Truffaut og Jaques Demy blev han selv toppen af en svensk nouvelle våg med film som ’Barnevognen’ (med kollega Jan Troell ved kameraet) og ’Ravnekvarteret’, begge i 1963, ’Elvira Madigan’ og ’Ådalen 31’ i 1967 og 69.
Excentrisk var det f.eks., da han boykottede sin egen Cannespremiere på ’Ådalen 31’, fordi nogle jeansklædte folk fra filmholdet blev afvist ved indgangen – men ikke han selv, der ellers også var i cowboybukser til smokingbegivenheden.
For ikke at tale om året før, da han og filmkollektivet Gruppe 13 skabte politisk skandale med deres dokumentarprojekt ’Den hvide sport’, om apartheid ved verdensmesterskaberne i tennis i Båstad – samme sommer, som brostenene fløj i Paris, og kampvognene rullede ind i Prag.
Naturligt nok følger Bo Widerbergs historie den almene kulturhistorie om, hvordan 1960’ernes opbrud senere størknede, men den store samfundshistoriske indplacering leder man forgæves efter i denne første autoritative biografi.
I stedet for egentlige sammenlignende analyser med samtidig filmkunst ude i Europa – fra Antonioni til Palle Kjærulff-Schmidt, så at sige – må man også nøjes med anekdotiske glimt af Europa og USA’s filmverden.
Grundig research
Biografiens store værdi ligger i den grundige research af personen, af hver enkelt films tilblivelse og modtagelse og vekselvirkning med andre projekter: teaterinstruktion, tv-dramatik osv.
Og så i en privilegeret adgang til dele af stoffet: Filmskribenten Mårten Blomkvist er gift med Widerbergs datter og har haft instruktørens selvbiografiske noter såvel som familiens fotos at øse af.
Det har ikke sløvet hans kritiske sans, men givet ham mulighed for at tale med alle berørte – skuespillere og kolleger, fjender og familiemedlemmer – så bogen er langt mere komplet end instruktøren Stefan Jarls bevægende 1998-portrætfilm om Widerberg, ’Liv for enhver pris’.
Filmens vigtigste gennembrud
Mesterdetektiven Blomkvist finder frem til netop de anekdoter, der f.eks. belyser det livslange modsætningsforhold til det svenske filminstituts grundlægger, Harry Schein – ’Gedden’ kaldte Widerberg ham, og ikke kun på grund af underbiddet.
Fundet af den 16-årige skoleelev Pia Degermark til rollen som ’Elvira Madigan’ overskygger hos den ligevægtige skribent ikke filmens vigtigste gennembrud: farvefilm med modlys og undereksponering, som gav nærbillederne et snævert fokusområde på en bevidst uskarp, ’poetisk’ baggrund – siden hen kopieret af alverdens reklamefilm.
Og satsen fra Mozarts klaverkoncert? Den afløste nykomponeret og færdigindspillet filmmusik få timer før premieren!
Det kunstneriske testamente
Blomkvist anser ’Elvira Madigan’ for Widerbergs »kunstneriske testamente«, der fortæller »mest om hans livssyn og den måde, han selv levede på«.
Selv Sixten Sparres flugt fra kone og børn for cirkusdanserindens skyld kan minde om Widerbergs eget ’serielle monogami’ med sidespring, men grænsen mellem hedonisme og livsappetit er jo tynd.
Widerberg sagde selv: »i filmen ser man det unge par sidde under et træ, hvor de drikker rødvin, spiser ost og friskbagt brød – jeg ønskede, at man skulle kunne mærke duften af det brød. Det var det, jeg ville opnå, at publikum skulle kunne føle denne nydelse«.
Banebrydende for nordiske genrefilm
Også Sjöwall-Wahlöö-filmatiseringen ’Manden på taget’ fra 1976 blev banebrydende for nordiske genrefilm, mens Widerbergs hyldest til ’Joe Hill’ (71) med yndlingsskuespilleren Thommy Berggren blev beskyldt for arbejderromantik ligesom ’Ådalen 31’.
Og filmatiseringerne af Hamsuns ’Victoria’ (79) og Torgny Lindgrens ’Slangens vej’ (86) blev ikke mesterværker trods strålende enkeltscener. Hans sidste film blev ’Lærerinden’ (1995) med sønnen Johan W. i en af hovedrollerne.
Arbejderdrengen fra Malmø boede til sidst i tennisparadiset Båstad og døde på sygehuset i Ängelholm kun et par måneder efter en helt uventet mavecancerdiagnose.
Da hans sidste kone og to af de tre børn var samlet, lød der uventet orkestermusik uden for hospitalsvinduet: ’Internationale’! Instruktøren af ’Ravnekvarteret’, ’Ådalen 31’ og ’Joe Hill’ døde en 1. maj.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
