Sovjetunionen strakte sig fra Baltikum i vest til Vladivostok tæt på Japan i Øst – og fra Kaukasus i syd til Kolyma-regionen oppe ved Polarcirklen, langt mod nordøst. Et enormt rum. Desto mere skræmmende er den knugende klaustrofobi, der omgiver menneskene i Orlando Figes’ ’Hviskerne’. Titlen skyldes Stalintidens totalitære samfund, hvor borgerne levede i stadig frygt for, at nogen hørte dem sige noget, der kunne opfattes som en kritik af kommunismen, Sovjetunionen eller Stalin – hellere hviske eller simpelthen tie end blive stemplet som folkefjende og henrettet eller forvist til Gulag, fangelejrsystemet, som voksede enormt i 1930’erne og opslugte millioner af mennesker. LÆS OGSÅRusserne er stadig vilde med Stalin Terrorens påvirkning af befolkningen og imprægneringen af sovjetrusserne med store doser frygt er bogens kerne. Hvor ’Hviskerne’ er bedst, anskueliggøres den politiske baggrund for Stalinstatens massedrab, forfølgelser og penetrering af privatsfæren, samtidig med at den rummer uafrystelige fortællinger om konsekvenserne for sovjetrussiske familier. Indblik i mentalitet Da den bolsjevikiske veteran Osip Pjatnitskij blev arresteret under den store terrorbølge i 1937-38, som Figes i øvrigt udlægger som et led i styrets krigsforberedelser, skrev hans hustru Julia i sin dagbog, at hun ikke mere var sikker på, at hun kendte ham, hendes mand og faderen til hendes to drenge: »Hvem er Pjatnitskij? En sand revolutionær eller en slyngel? Jeg ved det ikke«. Siden blev også hun og sønnerne deporteret, og Julia døde i en fangelejr ved Murmansk i 1940 uvidende om, at hendes Osip for længst var blevet skudt.
LÆS OGSÅ Bog afslører den grufulde sandhed om Kannibaløen
Julia Pjatnitskaja tilhørte en generation, der gennemlevede enorme afsavn. Ikke så få af dem gjorde det i troen på kommunismens fremtidsvision og hyldede disciplin, hårdhed og loyalitet. ’Hviskerne’ lader læseren få tankevækkende indblik i denne mentalitet.
Den stalinistiske undertrykkelse baserede sig ligesom i Nazityskland på, at borgere overvågede og angav hinanden. Det var effektivt i et Sovjetunionen, hvor massiv boligmangel betød, at familier på fem-seks personer eller flere blev mast sammen i et enkelt værelse i lejligheder, de delte med andre familier.
Følgerne af terror
I disse trange kommunalka’er var der sjældent rum til politisk kritik eller bare et privatliv, mens der til gengæld var bred basis for skæbnesvangre konflikter mellem naboer. Hér kunne væggene virkelig have ører. Det demonstrerer ’Hviskerne’ blandt andet via kort over de stopfyldte lejligheder – da begynder man som kvadratmeterforkælet dansker med ret til at tale og tænke frit at få kvælningsfornemmelser.
Bogen beskriver også en række stædige bedstemødres redning af deres børnebørn, de lidt friere forhold for befolkningen under Anden Verdenskrig, de fornyede stramninger efter krigen med blandt andet antisemitiske bølger og tøbruddet efter Stalins død i 1953.
Endelig belyser ’Hviskerne’ følgerne af terror og fangelejre for de tidligere Gulagfanger og deres pårørende.
