Hvad er det, jeg oplever som »virkelig mig«, min inderste kerne, der gør mig til noget særligt? Hvor kommer denne følelse fra, hvor har den sit udspring? Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan vil nok være mest tilbøjelig til at sige, at en sådan følelse af at have en indre - mere eller mindre uforanderlig - kerne bygger på illusioner. Men samtidig er det en følelse, som har stor betydning for den mentale sundhed. I 'Det utidige subjekt' beskriver idehistorikeren Kirsten Hyldgaard forbilledligt klart, hvordan humanismen traditionelt sætter lighedstegn mellem subjektet og jeget; der tages udgangspunkt i det unikke enkeltindivid. Omvendt mener antihumanismen, at jeget aldrig kan være den betydningsgivende instans; der findes intet subjekt før forholdet til de andre. Man afviser, at det enkelte individ skulle være noget særligt, ligesom identitet og personlighed ses som produkter af samspil med omverdenen. Her bliver det, som jeg oplever som min inderste kerne, groft sagt reduceret til en følge af andres påvirkning - i fortid og nutid.
Man mangler altid noget
Lyt til artiklen
