0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man mangler altid noget

En god formidling af Lacans særlige forståelse af subjektet.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvad er det, jeg oplever som »virkelig mig«, min inderste kerne, der gør mig til noget særligt? Hvor kommer denne følelse fra, hvor har den sit udspring? Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan vil nok være mest tilbøjelig til at sige, at en sådan følelse af at have en indre - mere eller mindre uforanderlig - kerne bygger på illusioner. Men samtidig er det en følelse, som har stor betydning for den mentale sundhed.

I 'Det utidige subjekt' beskriver idehistorikeren Kirsten Hyldgaard forbilledligt klart, hvordan humanismen traditionelt sætter lighedstegn mellem subjektet og jeget; der tages udgangspunkt i det unikke enkeltindivid. Omvendt mener antihumanismen, at jeget aldrig kan være den betydningsgivende instans; der findes intet subjekt før forholdet til de andre.

Man afviser, at det enkelte individ skulle være noget særligt, ligesom identitet og personlighed ses som produkter af samspil med omverdenen. Her bliver det, som jeg oplever som min inderste kerne, groft sagt reduceret til en følge af andres påvirkning - i fortid og nutid.


Bogen argumenterer for, at det særlige ved psykoanalysen og måske i særlig grad de dele, som er inspireret af Lacans tænkning er, på den ene side, at subjektet naturligvis ikke kan reduceres til et simpelt produkt af ydre påvirkninger.

På den anden side er subjektet decentreret, som det hedder; vi kan aldrig nå til fuld erkendelse af, hvem vi i virkeligheden er, og hvad der driver os. Som Hyldgaard skriver - med henvisning til Lacan - vil der altid være en rest - det ubevidste - som vi aldrig kan blive bevidste om endsige få under fuld kontrol.

Det ubevidste vil altid til dels styre jeget bag dets ryg. Dels vil individets udfoldelse af, hvad vi opfatter som den individuelle frihed, altid ske inden for rammerne af de herskende politiske og kulturelle forestillinger.

Hos Lacan er disse forestillinger forbundet med, hvad han kalder den store Anden og den symbolske orden, der altid allerede farver vores oplevelse af os selv og verden. Kort sagt er det subjekt, psykoanalysen taler om, altså hverken filosofiens transcendentale, universelle subjekt eller et simpelt produkt af historien.


Ifølge Lacan er mennesket defineret ved en mangel, som manifesteres i en oplevelse af, at der altid mangler 'noget', for at man kan få det perfekte, lykkelige liv. Og vi omgiver os med illusioner om, at denne mangel kan fyldes ud ved at finde den perfekte kærlighed, omgive os med de rigtige ting eller læne os op ad en udpeget autoritet; vi læner os op ad subjekter eller instanser, som vi forestiller os ved, hvem vi er, eller hvordan man realiserer det gode liv - eksempelvis i skikkelse af gud eller forskellige former for terapeuter.

Problemet ved disse 'løsningsstrategier' er, at manglen er uadskilleligt knyttet til dette at være menneske. Der er ikke tale om en konkret mangel, som kan udfyldes.

Som Hyldgaard berører, kan Lacan og en af hans vigtigste arvtagere - den slovenske filosof Slavoj Zizek - tillige tjene som vigtige inspirationskilder for kritik af den herskende harmoni og konsensustænkning.

Ligesom mennesket altid - ifølge Lacan - vil være præget af indre konflikter, vil de moderne vestlige samfund altid være præget af interessemodsætninger og sociale konflikter; uanset hvor meget man forsøger at benægte dette. Forestillingen om en »tredje vej« eller position, befriet for konflikter og politiske ideologier, er illusorisk. Men igen: Måske vi som mennesker har brug for sådanne illusioner.


'Det utidige subjekt' kommer vidt omkring i afsøgningen af Lacan-inspirerede bud på spørgsmålet: Hvad er et subjekt? Det kræver en betragtelig viljestyrke at give sig i kast med at læse Lacan selv, hvis man for alvor vil forstå hans helt særlige univers. Derfor har vi brug for begavede formidlere og fortolkere af hans værk.

Her er Kirsten Hyldgaard en af de absolut bedste. Også selv om der enkelte steder er tegn på, at hun er på dybt vand, når det gælder omsætningen af Lacans ideer til klinisk praksis - hvilket nu heller ikke er helt enkelt. Som bogens undertitel antyder, tager hun fat på meget andet end Lacans udgave af psykoanalysen - men overalt i bogen er Lacan til stede som en diskret og meget kreativ understrøm.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce