I 1968 blev mange unge politisk aktive eller 'ungdomsoprørere', som den datidige floskel kaldte alle under 30 med interesse for andet end deres egne navler. Nogle søgte tilflugt i stoffer eller orientalske religioner, men islam blev aldrig et hit. Derfor gik den unge danske jurist og senere diplomat Ole Wøhlers Olsen også her sine helt egne veje, da han i 1968 konverterede til islam. Han havde ikke set den store religiøse åbenbaring. Men Ole Wøhlers Olsen interesserede sig stærkt for den arabiske verden og havde lært arabisk. Derfor var omvendelsen et næsten logisk skridt, fortæller han til journalisten Lally Hoffmann i bogen 'Beduin i laksko', hvor den nuværende danske ambassadør i Syrien og i få måneder sidste år dansk guvernør i Basraregionen i Irak beretter om sit liv og det, han har brugt det til. »Jeg kunne lige så godt melde mig ind i klubben, om jeg så må sige, og gå ind i det broderskab, det fællesskab, der eksisterer i islam - og som jeg havde været så tæt på under de mange rejser allerede på det her tidspunkt. Det var det rigtige at gøre, synes jeg«. Pilgrimstogt til Mekka på cykel Det lyder ikke spor mystisk, og han får også flettet ind, at Koranen indeholder en række gode moralprincipper. Det hele er fjernt fra den ejendommelige blanding af frygt og fascination, som islam udøver i disse år, men Ole Wøhlers Olsen er på mange måder en meget ligefrem og praktisk orienteret mand. Han elsker for eksempel at cykle. Så hvad var mere naturligt at vælge end cyklen som transportmiddel, da han som 51-årig muslim skulle på pilgrimstogt til Mekka? Det har ambassadøren sikkert fortalt mange historier om i Eventyrernes Klub, hvor han er et af medlemmerne, og pilgrimsfærden på de 870 km fra ambassaden i Riyadh i Saudi-Arabien til indgangen til moskeen i Mekka er levende beskrevet. I det hele taget elsker Ole Wøhlers Olsen at fortælle historier, men han er også god til at give dem perspektiv og sætte oplevelserne ind i sammenhænge, så det ikke ender i rent midaldrende drengerøv. »I ørkenen føler man friheden, men man føler også, hvor uendelig lidt man betyder i forhold til resten af verden. Du er ingenting. Du er bare en lille plet ude på et stort, stort område. Hvis man har et opblæst ego, så er det i hvert fald et godt sted at gå hen og blive kureret - medmindre man er profet, fordi der møder man så Djævelen og så Gud. God is not the only one out there, som de siger, Gud er ikke den eneste derude«. Forståelse af den arabiske verden Hele bogen igennem taler Ole Wøhlers Olsen meget om de mennesker og de dele af verden, der befinder sig uden for de privilegeredes strøm. Han har haft diplomatiske poster i flere arabiske og sydamerikanske lande, og bogen er båret af en kærlighed til de kulturer og sprog - herunder arabisk og spansk - som Ole Wøhlers Olsen tidligt lærte sig. Han har mere end et overfladisk kendskab til de lande, hvor han har repræsenteret Danmark, og derfor er bogen også et godt bidrag til forståelsen af især den arabiske verden. Det gælder både kulturen og de politiske traditioner og systemer, USA netop nu har så svært ved at forstå og arbejde med i Irak. Det var derfor, han efter afslutningen af Irakkrigen blev udnævnt til guvernør for Basraregionen i den sydlige del af landet. Den del af karrieren kom kun til at vare få måneder, for USA og Storbritannien overtog hurtigt ledelsen selv. Men Ole Wøhlers Olsen giver i bogen sine erfaringer og vurderinger videre, og de er ikke positive for USA. Kritik af USA i Irak I et meget lidt diplomatisk sprog konstaterer han, at USA slet ikke har forberedt sig på den proces, der gik i gang mandag i Irak med den såkaldte magtoverdragelse fra USA til en regering, der er udpeget og kontrolleret af USA. »Men det, der hedder after scenario - der havde man ikke lavet en drejebog. Jeg har i hvert fald ikke set den eller har hørt om den, for hvordan man skulle tage sig af den kæmpeopgave, det er at genopbygge et land. Det er jo ikke sådan, at folk bliver demokrater over night, når der aldrig har været demokrati i et land«, siger han i bogen, men understreger samtidig, at modernisering og åbenhed også vil kunne lade sig gøre i den arabiske verden. Der er andre meget kritiske kommentarer om krigen og risikoen for øget terrorisme som en af dens konsekvenser. Samtidig bebrejder Ole Wøhlers Olsen den danske regering, at den med tilslutningen til Irakkrigen brød med den linje, samtlige vores nabolande og nærmeste samarbejdspartnere fulgte. Det er ikke sædvanlig forsigtighed fra en fungerende ambassadør på en central post, men det er velgørende og bidrager til at styrke og kvalificere debatten. Ole Wøhlers Olsen har også et skarpt blik for den aktuelle tidsånd i fædrelandet, nemlig tendensen til at stikke hovederne i de nærmeste strudsehuller og ellers udråbe os selv til verdensmestre. Den slags ender altid meget galt, skriver han med flere historiske henvisninger. Savner vi noget? Vi kunne måske godt have hørt lidt mere om livet i de diplomatiske cirkler og især nogle vurderinger af diplomatiets rolle i en verden, hvor informationer og viden cirkulerer i rasende fart. Men beduinen i laksko kommer vidt omkring og gør os meget klogere - på ham og især på den verden, han arbejder i og er en del af.