Denne bog er en guldgrube. Det er måske synd at slynge sådan en kliché ud om en bog, der udmærker sig ved originalt sprog uden klichéer. Men klichéer har én force, de er tydelige. Og det kan ikke siges for tydeligt, at denne samling 'Kritiske essays' er guld værd. Udgiveren med det krævende navn Rasmus Øhlenschlæger Madsen har haft et klart sigte. Det er ikke mindst derfor, hans bog er blevet værdifuld. 'Essays' kan være så meget. For eksempel er der i det 20. århundredes danske litteratur en tradition for feel good essays, hvor skribenten tænker højt over vejret, katten eller menneskenes uforbederlige dårskab. Dem har Madsen set bort fra. Samlingen her domineres af essays, der vil gribe ind, sætte problemer til debat, blande sig. At ønske en ændring Det lyder venstreorienteret, men er det ikke nødvendigvis. Spændvidden går fra Georg Brandes' påvisning af ingredienserne i den cocktail af nationalisme og krigsbegejstring, som blev rystet sammen i 1910'erne, til Søren Krarups påvisning af den linje, han mener går fra oplysningstiden over Orla Lehmann til Lenin, fascismen og Danmarks Radio i 1980'erne. Ret kan de jo ikke have begge to, Brandes og Krarup. Men denne bog er ikke sat sammen med de rigtige meninger som målestok. Rasmus Madsen har valgt blandt folk, der vil have noget ændret, uanset hvad det er, hvis bare de kan skrive, det vil sige, argumentere effektfuldt, konkret, billeddannende, med en original sammenstilling af uensartede elementer, for at citere redaktørens efterskrift, der selv er et glimrende essay. Fra Scherfig til Ditlevsen Samlingen begynder med den unge Johannes V. Jensens forelskede hyldest til maskinerne i anledning af verdensudstillingen år 1900 og slutter med Carsten Jensens aflæsning af Camp Eden i Irak som et billede på hans selvforelskede fædreland. Blandt emnerne undervejs er konservatismen ved Valdemar Vedel og Harald Nielsen fra mildt sagt hver sin vinkel, reklamerne ved Kai Friis Møller og krigen, som ikke kun Georg Brandes, men også Hans Scherfig, Kjeld Abell, Martin A. Hansen, Elsa Gress og Inge Eriksen ræsonnerer over. Et andet dominerende motiv blandt de kritiske essayister er kønsroller. Her er Lise Sørensens klassiker om digternes damer, den 29-årige Suzanne Brøggers vitriolske syn på den langvarige pardannelses muligheder og Thit Jensens slag for 'frivilligt moderskab', altså prævention. Det sidste er måske i yderkanten af essaygenren, til gengæld et grunddokument i århundredets historie om skribenter, der ville 'gribe ind'. Og så er der Tove Ditlevsens 'Flugten fra opvasken', som ikke kun er et vittigt indlæg i kønsrolledebatten, men også hele bogens morsomste tekst. Mellem virkelighed og fiktion Der er tekster, som lister en temmelig omfattende viden ind i hovedet på læseren, så elegant, at man knap nok opdager, man bliver belært. Det gælder Poul Henningsens essay om 'Kubismens politiske indhold', der ikke kun slår et slag for den ny stil, men også får sagt meget om, hvordan billedkunstnere overhovedet bærer sig ad med at forholde sig til deres tid eller lade være. Og det gælder Jørgen Bonde Jensens 'Magasin du Nord', der begynder som et rigtigt feel good essay med fortælleren og hans små hverdagsoplevelser i centrum, for så lige så stille at brede synsvinklen ud til både tyske byguerillaer og 1970'ernes teorier om vareæstetik. I kraft af essayets grænsegængeri mellem virkelighed og fiktion bliver et godt udvalg som det her både et stykke litteraturhistorie og et stykke danmarkshistorie. Hvilket rejser spørgsmålet, om disse kritiske essayister kom til at betyde noget for historien uden for litteraturen. Lykkedes det dem at gribe ind? Ikke alle får ret Georg Brandes brugte det latterlige duelvæsen som bevis på, at menneskeheden faktisk kan udvikle sig til det bedre. »Kunne duellen dø selvdød, er det også tænkeligt, at krigen en dag dør på samme måde«, skrev han. Krigens død har vi jo endnu til gode. Måske har det også strejfet ham, at dueller trods alt ikke var mere uddøde, end at hans egen bror havde siddet i fængsel for at duellere. PH fik ikke overbevist danske arbejdere i længden om kubismens velsignelser, og Suzanne Brøgger ikke engang sig selv om parforholdets forbandelse. Den essayist i hele samlingen, der har drevet det videst i retning af virkeliggørelse, er den Søren Krarup, der dengang var et guds ord fra landet og nu har en statsminister i snor. Man mister lidt af illusionen om skønånders visdom af at læse denne bog. Eller, som redaktøren udtrykker det, kritiske essayister har »historisk lige så ofte taget fejl, som de er endt med at få ret«. På den anden side, at få magt er ikke det samme som at få ret. Og magt over en hel del af sindene har de fleste af disse essayister i hvert fald haft i et stykke tid. Også derfor er denne bog danmarkshistorie.