Engang i 800-tallet fandt en eneboer i det øde Galicien en sarkofag, der ifølge legenden indeholdt apostlen Jakobs knogler. Jakobs legeme skulle være blevet ført dertil fra Jerusalem, hvor apostlen havde lidt martyrdøden. Relikviekulten var energikilden bag middelalderens pilgrimsrejser, og en helligdom bygget i Compostela over Sankt Jakobs relikvier blev et af det kristne Europas allerstørste mål for pilgrimme. De seneste 20-25 år er pilgrimmenes antal vokset stærkt, hjulpet godt på vej af kirken og turisterhvervet. Og måske også af en længsel efter »frihed, enkelthed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed«. Masser af gode omveje Man skal stå tidligt op for at følge med Jørgen Johansen, der ikke skyer nogen omvej, hvis den leder til en god historie. Bogen er ikke en utilitaristisk guidebog, men en smukt illustreret og personligt argumenterende lystrejse i europæisk middelalderhistorie – med afstikkere til den spanske borgerkrig og nutiden. Pilgrimsfærden til Sankt Jakobs grav ved verdens ende har Jørgen Johansen nu viet hele fem bøger. Det nye, i forhold til hans tidligere bøger om Santiago, som er det spanske navn for Sankt Jakob, er omtalen af flere mindre kendte pilgrimsruter fra Frankrig og Spanien til byen Santiago de Compostela. Bogens styrke er Johansens suveræne greb om stoffet og sprudlende glæde ved at opsøge alle disse erindringssteder og lade fantasien befrugte belæstheden. Johansen får stederne til at tale i lange, blomstrende sætninger fulde af indskud og historiske navne. Man kan virkelig se pilgrimme, riddere, taskenspillere og andet godtfolk vandre ad Spaniens gamle stier og snævre gyder. Ikke en personlig pilgrimshistorie Johansens personlige oplevelser på pilgrimsruten spiller kun en lille siderolle i bogen. Man må tro, at forfatteren ikke selv er religiøs, og det står klart, at han kun færdes på Caminoen som tilskuer – og per bil. ’Vejene til Santiago’ er kulturhistorie, ikke en personlig pilgrimsberetning. Selve indbegrebet af pilgrimsrejsen, siger Johansen, er nu som før længslen. Længslen, som styrer pilgrimmen mod det særlige sted, der giver mening. Denne anmelder er ikke enig med forfatteren, når han synes at lade nutidens ikketroende pilgrimme være drevet af den samme længsel som middelalderens. »Ingen vej uden mål«, sagde og siger den troende med tanke på det hinsides, og derfor kunne Margrete I i 1411 give penge til klostre i Esrom og Sorø, for at de skulle sende pilgrimme på valfart og således sikre sin vej til saligheden. Nutidens ikketroende vandrere siger »vejen er målet«, tilfreds med det dennesides. Tolerance som grundværdi Det er i forsvaret for ideen om tolerance som en europæisk grundværdi, at ’Vejene til Santiago’ for alvor brænder igennem.
Pilgrimmen, argumenterer Johansen, synliggør en modsætning i den europæiske idealdannelse: »her løber ideen om den fredelige pilgrim på vandring gennem verden sammen med ideen om den aggressive kriger, der rydder alt til side for at bane vej for generobringen af verden, som skal være kristen«.
