Hvis man har hang til mindreværdskomplekser, skal man ikke læse denne bog. Og hvis man ikke kan tåle opremsninger af navne, skal man nok heller ikke.
Men med en cognac i hånden og en vis evne til at skimme, så går det nok - ja faktisk så godt, at man bliver en smule klogere.
Sammen med en lille flok historikere, kunsthistorikere og litterater har børnelæge Jesper Brandt Andersen forfattet et større værk om guldaldermennesket Martin Hammerich, som de færreste af os kender, og som nok heller ikke bliver verdensberømt efter denne bog.
Ikke at der er noget i vejen med bogen - men alle de navne - mein Gott, de trækker tænder ud.
Martin Hammerich levede fra 1811 til 1881, hvor han døde på herregården Iselingen ved Vordingborg. Han blev født til penge og dannelse og døde velhavende og som en meget dannet mand. Så dannet, at der stort set ikke er grænser for, hvad han formåede at udføre op gennem det 19. århundrede.
Da han gik i grundskole - Borgerdydsskolen på Christianshavn - var han så klog, at han skulle på universitetet, så snart han var færdig med skolen. Han fik dispensation til at blive optaget på teologi, da han var blot 16 år, og blev kandidat efter blot fire års studier - selvfølgelig med højeste karakter.
Tiden største personligheder
Familien varvelhavene, faderen var handelsmand og opdrog børnene selv, da hustruen døde i en ung alder. I hjemmet dyrkede man det tyske åndsliv - Holberg, Ewald og Baggesen var inspiratorer, og det betød, at Martin Hammerich blev opdraget i en moderne og progressiv ånd.
Så selv om han spurtede gennem teologien, var den ikke hans kop te. Måske fordi teologi jo ikke lægger op til diskussion, men hævder at dekretere sandheden, måske fordi Martin Hammerich ifølge forfatteren Jesper Brandt Andersen havde »usædvanlige sproglige evner og stigende filologiske interesser«.
Samtiden var fascineret af det orientalske, og Hammerich blev så optaget af indiske myter, at han i 1832 begyndte at studere sanskrit - sammen med den senere så berømte D.G. Monrad, der gik hen og blev både biskop og minister.
Samtidig begyndte Hammerich at frekventere herregården Iselingen på Sydsjælland. Et sted, der omtales som »paradis«, og som har været genstand for adskillige landskabsmalerier fra P.C. Skovgaards hånd.
Her samledes flere af tidens største kulturpersonligheder, og her løb han ind i den purunge Anna Mathea Aagaard, som hans kammerat Monrad havde været forelsket i, siden hun var en ganske lille pige.
Kunne bruge en gennemskæring
Selv om Martin Hammerich var ni år ældre end den lille mø, faldt han også pladask for hende. Og vandt hendes hjerte, giftede sig med hende et par år senere og blev ved hendes side gennem hele livet.
Hvilket tilsyneladende ikke førte til det store drama mellem de to venner - det opstod først langt senere, da Monrad var blevet ’cultusminister’ og Hammerich leder af Borgerdydsskolen.
Kan du følge med? Jeg kunne ikke, da jeg læste bogens første kapitel, der - modsat bogens øvrige – godt kunne have brugt en gennemskrivning eller en beskæring.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til vores digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30?
Få digital adgang for 49 kr./md i 6 måneder
Inkl. adgang til Saxo Premium Studie
Allerede abonnent? Log ind her
