Hvis man har hang til mindreværdskomplekser, skal man ikke læse denne bog. Og hvis man ikke kan tåle opremsninger af navne, skal man nok heller ikke. Men med en cognac i hånden og en vis evne til at skimme, så går det nok - ja faktisk så godt, at man bliver en smule klogere. Sammen med en lille flok historikere, kunsthistorikere og litterater har børnelæge Jesper Brandt Andersen forfattet et større værk om guldaldermennesket Martin Hammerich, som de færreste af os kender, og som nok heller ikke bliver verdensberømt efter denne bog. Ikke at der er noget i vejen med bogen - men alle de navne - mein Gott, de trækker tænder ud. Martin Hammerich levede fra 1811 til 1881, hvor han døde på herregården Iselingen ved Vordingborg. Han blev født til penge og dannelse og døde velhavende og som en meget dannet mand. Så dannet, at der stort set ikke er grænser for, hvad han formåede at udføre op gennem det 19. århundrede. Da han gik i grundskole - Borgerdydsskolen på Christianshavn - var han så klog, at han skulle på universitetet, så snart han var færdig med skolen. Han fik dispensation til at blive optaget på teologi, da han var blot 16 år, og blev kandidat efter blot fire års studier - selvfølgelig med højeste karakter. Tiden største personligheder Familien varvelhavene, faderen var handelsmand og opdrog børnene selv, da hustruen døde i en ung alder. I hjemmet dyrkede man det tyske åndsliv - Holberg, Ewald og Baggesen var inspiratorer, og det betød, at Martin Hammerich blev opdraget i en moderne og progressiv ånd. Så selv om han spurtede gennem teologien, var den ikke hans kop te. Måske fordi teologi jo ikke lægger op til diskussion, men hævder at dekretere sandheden, måske fordi Martin Hammerich ifølge forfatteren Jesper Brandt Andersen havde »usædvanlige sproglige evner og stigende filologiske interesser«. Samtiden var fascineret af det orientalske, og Hammerich blev så optaget af indiske myter, at han i 1832 begyndte at studere sanskrit - sammen med den senere så berømte D.G. Monrad, der gik hen og blev både biskop og minister. Samtidig begyndte Hammerich at frekventere herregården Iselingen på Sydsjælland. Et sted, der omtales som »paradis«, og som har været genstand for adskillige landskabsmalerier fra P.C. Skovgaards hånd. Her samledes flere af tidens største kulturpersonligheder, og her løb han ind i den purunge Anna Mathea Aagaard, som hans kammerat Monrad havde været forelsket i, siden hun var en ganske lille pige. Kunne bruge en gennemskæring Selv om Martin Hammerich var ni år ældre end den lille mø, faldt han også pladask for hende. Og vandt hendes hjerte, giftede sig med hende et par år senere og blev ved hendes side gennem hele livet. Hvilket tilsyneladende ikke førte til det store drama mellem de to venner - det opstod først langt senere, da Monrad var blevet ’cultusminister’ og Hammerich leder af Borgerdydsskolen.

Kan du følge med? Jeg kunne ikke, da jeg læste bogens første kapitel, der - modsat bogens øvrige – godt kunne have brugt en gennemskrivning eller en beskæring. Okay, det er svært at opremse et helt liv på 97 sider, men i stedet for at nævne Gud og hvermand, som lagde vejen forbi Iselingen, burde Jesper Brandt Andersen have skåret nogen fra. Modsatte sig latin Historikeren Kristian Hvidt forstår derimod at skære ind til benet. Det kapitel, han har skrevet, handler i store træk om Hammerichs politiske engagement og særlig tiden omkring valget til den grundlovgivende forsamling i 1848. Men også om studenterlivet i København, hvor en årgang udgjorde godt 150 unge mænd fra hele landet (mod ca. 20.000 i dag), og hvor de store diskussionsemner var forholdet til Tyskland og de politiske omvæltninger i blandt andet Frankrig, hvor folket havde hugget hovederne af de kongelige og afskaffet religionen. For de unge handlede det om at erhverve sig så megen dannelse som muligt, og da det ikke var de økonomiske sorger, der tyngede, kunne de - som i Hammerichs tilfælde - bruge evigheder på at studere. Hammerich var en ener. Da han i 1836 skulle skrive doktordisputats om den nordiske ragnarokmyte, fik han som den første i universitetets historie lov til at skrive på dansk, mod at han ville fremlægge det mundtlige forsvar på latin. Hvilket han selvfølgelig gjorde - latin var jo det akademiske sprog på den tid, men ifølge Hammerich så dødt, at det ikke længere egnede sig til videnskabeligt arbejde og slet ikke til diskussioner. Blandet forhold til fremmedord Forskervejen var ikke Hammerichs drøm, så han rejste ud i Europa - lærte lidt græsk og italiensk til husbehov og kom så hjem til Danmark 15 måneder senere, hvor han fik sin livsstilling som forstander på Borgerdydsskolen på Christianshavn. Samtidig med at han blev valgt til den grundlovgivende forsamling og holdt debataftener med sin kone hver onsdag, hvor borgerskabet kunne troppe op, få et par retter mad og deltage i diskussioner om tidens store litterære og politiske emner. Hammerich var også en ener, fordi han gjorde op med tidens strenge pædagogiske syn, indførte et klasselærersystem og bekæmpede formålsløst terperi. Fremmedord havde han også et blandet forhold til – ifølge Kristian Hvidt var han purist og især en indædt modstander af tyske ord i det danske. I 1867 slog han sig ned på Iselingen, som han havde arvet sammen med konen. Her kunne de dyrke Oehlenschläger, diskutere Kierkegaard og Grundtvig, få besøg af Skovgaard og Constantin Hansen, mødes med Monrad og måske Bindesbøll og optræde som de mest dannede mennesker på egnen. Lige til de døde. Det er næsten for godt til at være sandt. FACEBOOK