Ankommer man til Aarhus på den rigtige måde, det vil sige med Kalundborgfærgen, troner ude til venstre på en bakke, umiddelbart syd for byen, et hvidt slot mellem grønne bøgetræer. At palæet skulle være tegnet af Hack Kampmann, arkitekten bag de meget anderledes nationalromantiske, fabulerende rødstensbygninger omkring Bispetorv - toldkammeret, teatret, posthuset, katedralskolen - virker umiddelbart sært. Men Kampmann kunne lidt af hvert og skiftede ubesværet stilart flere gange i karrieren. Tænk bare på slutstenen, Politigården i København, som godt nok formodentlig ikke mindst er Aage Rafns værk. Hack Kampmann var en pragmatisk mand, der forstod kunsten at lytte til sin bygherre: »Der er saa meget her i Verden, man maa sluge«, kan bogen 'Marselisborg Slot' citere ham for. Kritiseret af antiroyalt Politiken Forfatteren er pensioneret gymnasielærer i historie Johan Bender, der angiveligt er i gang med et større værk om Hack Kampmann, og som spin-off har lavet en bog om Marselisborg Slot og dets tilblivelseshistorie. Og det er en god historie. Omkring forrige århundredeskifte voksede byerne i den vestlige verden lige så hurtigt som udviklingslandenes storbyer i dag, og også i Aarhus havde man pladsmangel og havde derfor erhvervet godset Marselisborggårds jorder syd for byen. Nogle fik den idé at forære prins Christian (fra 1912 Christian X) en grund og et sommerhus, alias et ferieslot, så Jylland, der med krigen i 1864 var svundet noget ind og i det nedbrændte Koldinghus kun havde en sodsværtet ruin, også kunne få del i den royale røgelse. Det konservative Aarhuus Stiftstidende gik entusiastisk ind i sagen, mens socialdemokratiske Demokraten gjorde opmærksom på, at Marselisborg Skovene var et yndet udflugtsmål for arbejderfamilier, og frygtede det hele spærret af med adgang forbudt-skilte. Også Politiken var antiroyalt imod og mente, at Stiftstidendes redaktion snarere trængte til et sommerhus ved Middelfart, hvor der også dengang lå et hospital for sindslidende. Nydelig klassicisme Men slottet blev bygget, finansieret ved landsindsamling, og jyske byer donerede indretning af stuerne og fik til gengæld deres byvåben over dørene. Det er ikke Kampmanns bedste hus. Udtrykket er nydelig klassicisme med mere viltre indslag af tidstypisk jugendornamentik, en kombination, der er mindre vellykket end det meget personlige miks af nordisk middelalder og italiensk klosterbyggeri, han ellers for det meste gjorde det i. Men det kan dog bære Benders grundige gennemgang, ikke mindst fordi forfatteren har det hele med fra arkiverne, inklusive de sjove detaljer og kendetegnende episoder, plus en afsluttende perspektivering til nogle af de mange palævillaer og hovedbygninger, som Marselisborg inspirerede til, og hvoraf Hack Kampmann kom til at tegne ikke så få. Besøg hos dronningen Arkitekten stod selv for indretningen efter den tids smag i mættede farver på væggene og rigeligt med møblering, hvorfor slottet efter dronning Alexandrines død for de efterfølgende generationer fremstod så skummelt, at det stod nærmest ubrugt i mere end 20 år. Frederik IX og dronning Ingrid ville hellere være i Gråsten. Heller ikke dronning Margrethe var synderlig begejstret, da hun fik foræret Marselisborg af sin far i 1967, men prins Henrik kunne se mulighederne i det, hun gav rummene lysere farver og er, som hun fortæller i bogen, endt med at befinde sig godt i huset. Dronningens eneste væsentlige anke er, at det er for småt: »Vi kan næsten ikke have gæster boende«. Bogen er godt (og grundigt!) og vidende fortalt og herligt illustreret med masser af Kampmanns egne tegninger og skitser og fine akvareller. Forfatteren bliver lovlig koket og næsegrus beundrende indimellem - ikke mindst under besøget hos dronningen - og man ser frem til, at han når ud på den kritiske distance i den kommende bog om hele Hack Kampmanns værk. FACEBOOK