»Mens sana in corpore sano«, lyder Juvenals velkendte sundhedsforskrift: En sund sjæl i et sundt legeme. Men skønt der er noget besnærende selvfølgeligt ved den gamle romers sanitære bonmot, afføder det samtidig et klassisk metafysisk problem: Er sjæl og legeme gjort af forskelligt stof, eller er det i bund og grund meningsløst at adskille de to? Den moderne naturvidenskab er ikke i tvivl: 'Sjælen' er en køn filosofisk abstraktion, og ethvert psykisk fænomen har til syvende og sidst sit udspring i hjernevindinger og neurale netværk. »Al Begeistring, Glæde, Smerte, selv den materielle Stræben er, sige de Lærde os, Nervesvingninger«, noterede en observant H.C. Andersen allerede i 1861, og også i dag lever vi i materialismens ubestridte tidsalder. Emotionel hjerne For den franske psykiater David Servan-Schreiber er sjælens og legemets enhed et pirrende, men indiskutabelt faktum: Vores følelsesliv har til huse i dybtliggende og gamle dele af centralnervesystemet, og den menneskelige eksistens former sig som en evig pendulfart mellem den 'emotionelle hjerne' og hjernebarkens mere køligt analyserende kontrol. Som hos Freud er mennesket således fanget mellem lyst og realitet, og skønt følehjernen er nært knyttet til så basale fænomener som blodtryk, temperatur, sult, tørst, søvn, seksuallyst, aggression og hengivenhed, er dens fysiologi endnu relativt uudforsket, ligesom vi ved forbavsende lidt om dens samspil med andre dele af organismen. Ifølge Servan-Schreiber er følehjernen en slags pendant til psykoanalysens ubevidste - en dynamo for følelser og drømme og et ordløst lager for emotionelle traumer og uforløste behov. Følehjernen udgør - hævder han - et overset knudepunkt i den menneskelige biologi, og ved aktivt at inddrage den i psykiatrien er det muligt at behandle ubalancer som tungsind, angst og stress. Følelsesorienteret lægevidenskab I 'Behandling af stress, angst og depression uden medicin eller terapi' introducerer Servan-Schreiber en »ny følelsesorienteret lægevidenskab«, som med få og små midler forsøger at skabe legemlig ligevægt og harmoni. Det drejer sig kort fortalt om at få følehjernen i tale - at hæve følelsesmæssige blokeringer ved at aktivere kroppens iboende reparationsmekanismer. Og virkemidlerne er enkle: meditative åndedrætsøvelser, lys, akupunktur, kærlig omsorg, fysisk træning, fornuftig (det vil her sige fedtsyreholdig) ernæring og aktiv genskabelse af REM-søvnens hastige øjenbevægelser. Som hos svenske Susanna Ehdin handler det om »kroppens selvhelbredende potentialer«, og det er forfatterens mangeårige erfaring, at de enkle metoder ofte overtrumfer psykofarmaka og langvarige psykoterapiforløb. Grøde i lægevidenskaben David Servan-Schreibers bog er velskrevet og læseværdig. Den inviterer til nysgerrig genudforskning af organismens mange mysterier, og uanset om man køber dens konklusioner eller ej, er ræsonnementerne anstændige og ofte tankervækkende. Vi har at gøre med et seriøst stykke brobyggeri mellem (tilsyneladende) uforenelige kropsopfattelser og sundhedsbegreber, og den ihærdige entreprenørindsats stimulerer. Forfatteren er tydeligt rundet af sin biomedicinske opdragelse, og videnskabelige studier fylder godt op i den omfangsrige bibliografi. Jo, der er grøde i lægefaget i disse år. Og det er ikke så tosset endda.