I film og romaner er der som bekendt gerne noget både dragende og frastødende ved det onde. Ondskaben er mystisk og interessant. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Det konkrete onde er ikke fascinerende, men forfærdende og bag selv den mest uhyrlige ondskab, som den der udmøntes under folkedrab, står ikke sadister og umenneskelige monstre, men i det store og hele ganske almindelige mænd. Det er denne virkelighedens triste ondskab, der undersøges i den norske filosof Lars Fr. H. Svendsens sobre bog 'Ondskabens filosofi', og det gøres ud fra den erfaring, at en forståelse af det onde er afgørende for at komme til en forståelse af os selv og vores forpligtelser over andre mennesker. Det konkrete grundlag for Svendsens refleksioner hentes primært fra den omfattende forskning om gerningsmændene som deltog i gennemførslen af holocaust, men Svendsen er iøvrigt uhyre oplyst om det 20. århundredes politiske og moralske katastrofer, og hvad der ikke fik plads i selve teksten kommer med i et nyttigt 742 noter langt appendiks til slut.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























