Mens mange ældre stadig husker chokket, da Radioavisen 10. august 1963 meddelte, at Hal Koch pludselig var død på Molsfærgen kun 59 år gammel, er han næppe særlig kendt af nutidens ungdom. Historieløsheden har også ramt en af de centrale personligheder i det danske demokratis histories eftermæle. Det rådes der nu bod på med historikeren Jes Fabricius Møllers velskrevne biografi om Hal Koch, præstesønnen født 1904, teologisk professor, kirkehistoriker, debattør og folkeoplyser. Ikke uventet gøres der meget ud af Hal Kochs folkelige og politiske indsats først og fremmest som formand for Dansk Ungdomssamvirke under den tyske besættelse. Det personlige drama om Hal Kochs tvivl om, hvorvidt han under besættelsen burde bryde ud i det store nej til den danske regering og samarbejdspolitikken og dermed udløse en åben konflikt med besættelsesmagten, læses mest mellem linjerne. Kritik fra alle sider Det nej lød aldrig fra Hal Koch. Det var aldrig det rette tidspunkt, og da tidspunktet endelig kom, var beslutningen truffet af andre. Hal Koch valgte brobygningen mellem offentligheden og regeringen som formand for Dansk Ungdomssamvirke. Som andre balancekunstnere fik han kritik fra begge sider, og hans indsats var ikke uden fare for hans eget og familiens liv. For Hal Koch var det afgørende, at ikke mindst de unge følte et demokratisk ansvar og identificerede sig med det danske demokrati som en modsætning til nazismen. Om det så var det rette standpunkt, afsiger forfatteren ikke dom over. Der er nu ingen grund til at mistænke Hal Koch for blot at vælge den lette løsning. Derfor havde der heller ikke været grund til at nedtone, hvor hårdt K.E. Løgstrup går til Hal Koch i den væsentlige og offentliggjorte brevveksling mellem de to. Kamp om sjælene Løgstrup lægger ikke skjul på, at holdningen til den tyske besættelse og samarbejdspolitikken for ham var et spørgsmål om ja eller nej til kampen for æren og sandheden. Når man har læst biografien sidder man tilbage med det indtryk, at Hal Koch frygtede nazificering af danskerne mere end den nationale ufrihed. Det er da også et af Løgstrups angrebspunkter. Han mener nærmest, at Hal Kochs kamp om sjælene og hans kamp mod nazificeringen er skyggeboksning. Mens mange danskere pludselig blev frihedskæmpere med armbind 6. maj 1945, vedgik Hal Koch ærligt, at han selv og andre repræsentanter for tiden før 29. august 1943 ikke kunne tage æren for den senere udvikling. Til gengæld trådte Hal Koch op imod Rigsdagen, da han protesterede mod retsopgøret. Men heller ikke i den sag var Hal Koch så radikal og skarp som vennen Løgstrup. Alligevel burde retsopgøret og Hal Kochs skrifter om opgøret have været beskrevet fyldigere. Demokratiet er ikke en selvfølge Hal Koch er hele vejen igennem realpolitiker og brobygger. Han er ikke radikalitetens talsmand. Det ses også i bogen ’Hvad er demokrati?’.
I kritikken af blokpolitik går Hal Koch så vidt, at han nærmest gør samtalen til både mål og middel og helt nedtoner, at demokratiet netop er retten til at dele sig efter anskuelser. Om man er enig med Hal Koch eller ej, så er de dilemmaer, han levede med, og i sindets dyb utvivlsomt sloges med, stadig aktuelle. Hans indsats for vedvarende at minde om, at demokratiet ikke er en selvfølge, har også bud til nutiden. Biografien omtaler alle dele af Hal Kochs virke fra universitet til Krogerup Højskole og formandskabet i Ungdomskommissionen efter krigen, hans omfattende skribentvirksomhed og glimt fra privatlivet med hustruen, kirkeminister m.m. Bodil Koch. At Hal Koch var en vidtfavnende personlighed og begavelse, der nåede meget, skal de, der ikke levede i hans tid, læse biografien for at forstå.
