Kina rykker tættere og tættere på. Vi hører mest om de økonomiske konsekvenser af privatkapitalismens indtog i Folkerepublikken, og vi gyser ved tanken om, at vi selv snart skal spille andenviolin i den globaliserede verdens økonomiske, videnskabelige, uddannelsesmæssige og industrielle udvikling. Men vores almene kendskab til Kina er minimalt, og spørger man den hårdt prøvede mand på gaden om, hvad han ved om Kinas religioner, er svaret formentlig: absolut ingenting. Religionernes smeltedigel Det er vel ikke overraskende, men det er paradoksalt, når man betænker, at Kinas befolkning er på ca. 1,4 milliarder mennesker, at deres religiøse forestillinger er lige så levende og virkelige, som de kristne er hos os – og at kinesisk kultur bliver stadig mere påtrængende.
Kender læseren mon jadekejseren, Xuanwu eller Wenshu? Omvendt er Gud, Jesus og Helligånden ikke hverdagskost i Kina, men hvor de kristne i århundreder har gjort, hvad de kunne, for at eksportere deres egne guder til Kina, er det – lidt forsimplet sagt – kun grillbarernes forfædrealtre, lidt fengshui på boghandlerens hylde og en omgang qigong på aftenskolen, der afslører de kinesiske religioners bidrag på vore breddegrader.
