I dag er Spanien ikke alene et velfungerende demokrati. Det er på mange måder et af de mest vitale samfund i Europa med modige politikere, en skarp, men civiliseret samfundsdebat og et sprudlende kulturliv. Det samme land var indtil 1976 styret af sejrherren fra den spanske borgerkrig, general Francisco Franco. I kraft af blodig undertrykkelse og støtte fra USA formåede han at holde Spanien i et jerngreb i næsten 40 år: Den politiske opposition var forbudt. Censuren overvågede kulturlivet og medierne, selv om der kun i diktaturets sidste år opstod ansatser til en uafhængig og kritisk presse. Det hele foregik samtidig med, at millioner af turister fra begyndelsen af 1960'erne strømmede til landet. Det er historien om indledningen på denne tragedie, den britiske historiker Antony Beevor fortæller i bogen 'Den spanske borgerkrig', hvis første udgave udkom allerede i 1982.
Fastholder overblikket
Den omfattende nye spanske og internationale forskning og adgangen til nyt materiale i arkiverne, ikke mindst de russiske, har givet ham mod på at skrive en ny udgave. Og det fortjener han ros for.
Antony Beevor kommer nemlig hele vejen rundt, fra de menneskelige dramaer og det helt ubændige had, Francos nationalister og republikanerne havde til hinanden, til det internationale spil, der gjorde borgerkrigen til et blodigt forspil til Anden Verdenskrig.
Det gør heller ikke noget, at Antony Beevor, der også har skrevet meget populære bøger om slagene om Stalingrad og Berlin, er en glimrende formidler. Han har sans for detaljen, der overrasker og chokerer os, og han formår samtidig at fastholde overblikket og de store linjer.
Nationalister er ikke identiske med fascister Detaljerne er f.eks. beskrivelsen af fanatismen på begge sider. På den republikanske side - socialister, kommunister og liberale borgerlige - blev modstanderne og især den katolske kirke fremstillet som hensynsløse udbyttere og blodsugere, der havde fået hæren til at iværksætte et kup mod den lovligt valgte venstrefløjsregering. Nationalisterne fremstillede konsekvent modstanderne som hensynsløse, kommunistiske horder, der ikke holdt sig tilbage fra at voldtage og myrde kvinder og selv børn. I bogen gør Antony Beevor meget ud af at fremhæve fanatismen på begge sider. Han mener ikke, at borgerkrigen var uundgåelig. Men klassekampen og de ideologiske spændinger i det spanske samfund frem til venstrefløjens sejr ved valget i 1936 lagde en solid bund for det militærkup, der udløste borgerkrigen. Beevor forklarer samtidig, at nationalisterne - og det efterfølgende Franco-styre - kun i ringe grad havde en egentlig fascistisk karakter.
