Montgomery og Patton bøjede sig over kortet, der var bredt ud over køleren på Montys stabsbil.
Det var sommeren 1943, og solen hamrede ned over Sicilien, de to militærchefer og resten af den allierede invasionsstyrke. Briten og amerikaneren nåede til en form for enighed om de videre mål, og få uger senere var de tyske tropper fordrevet fra middelhavsøen til det italienske fastland.
Omdiskuteret invasion
Landgangen fik Benito Mussolinis fascistiske styre til at kollapse indefra. »Benito e finito«, gjaldede det i de italienske gader.
Før det nåede så vidt, havde invasionen været temmelig omdiskuteret på topniveauet. Stalin forlangte, at Storbritannien og USA fik åbnet den anden front i Europa, der kunne aflaste russerne i øst.
LÆS OGSÅBlodet flyder i Anthony Beevors D-dag-bog
Og med 'den anden front' mente den sovjetiske diktator Frankrig. Men Churchill og hans folks argumenter for at angribe Italien, Hitlers svage sydlige forbundsfælle, vandt gehør i de amerikansk-britiske drøftelser.
Sultende sicilianere
Sådan gik det til, at en stor allieret invasionsstyrke nu kæmpede sig vej over det brandvarme Sicilien. Soldaterne var trætte og beskidte, og nogle kunne ikke mere. Den primitive Patton trak en menig med granatchok ud af et felthospital og overfusede den ødelagte mand for at få ham til at kæmpe videre. Træfningerne var hårde.
Nogle amerikanske styrker tog hævn for tyskernes lureminering af lig og skød krigsfanger ned. Amerikanske øjenvidner beskrev øen - som var hærget af malaria - som meget forarmet. Sultende sicilianere tiggede, desperate kvinder solgte deres krop for en dåse bønner. Værk om hele Anden Verdenskrig
Detaljerne er hentet fra Antony Beevors nye storværk. Her udfolder den produktive britiske militærhistoriker med sine levende beskrivelser af Husky, landgangen på Sicilien, sin evne til at fortælle historien om slagene fra det strategisk-politiske topniveau over officererne i felten til de menige soldaters oplevelser og vilkår.
Denne gang foregår det inden for den helt store ramme i et værk om hele Anden Verdenskrig.
Det er et ambitiøst forehavende, ikke mindst fordi Beevor også gerne vil føje nye facetter til forståelsen af verdenskrigen. Det gælder hans fokus på krigen om Kina, som - og det har han indiskutabelt ret i - ofte overses.
En international borgerkrig
Beevor tager konsekvensen heraf og lader det sovjetisk-japanske slag ved Khalkhin Gol, som indledtes i maj 1939, være den egentlige begyndelse på Anden Verdenskrig. Konflikten i Kina alene skulle koste millioner af mennesker livet.
Samtidig var det store land i borgerkrig. De japanske besættelseshære mødte i deres snart afskyvækkende grusomme krigsførelse to indbyrdes stridende modstandere, nemlig Chiang Kai-sheks nationalistiske styrker og Maos kommunistiske undergrundshær.
Det knytter an til Beevors indledende pointering af, at Anden Verdenskrig ikke blot blev udkæmpet mellem nationer, men samtidig var en international borgerkrig mellem højre- og venstrekræfter. Det er en vigtig indsigt, som bogen dog ikke rigtigt udtømmer.
En tid af jern
Årene 1939-45 blev »en tid af jern«, som Beevors kronvidne til kampene og de tyske forbrydelser på østfronten, Vasilij Grossman, skrev.
Bogen citerer Stalin for i efteråret 1941 at have sagt, at krigen ville blive vundet af det land, der kunne producere flest maskiner. En træffende iagttagelse af den piberygende massemorder. Men det er nu ikke produktionstal fra sovjetisk jernindustri eller stof om kvindernes indsats ved samlebåndene på General Motors, der tynger bogen.
Der er mange stimulerende tråde såsom kampen om råstofferne og deres vitale betydning for såvel tysk som japansk militaristisk ekspansionspolitik, men der er med et par undtagelser ingen tematiseringer i bogen.
Kronologisk gennemgang
Kronologien styrer, og Beevor beretter ikke om den totale krig med alle de vinkler, det ville kræve, men prioriterer selve den militære konflikts historie fra Østasien over Stillehavet til Nordafrika og Europa med et hav af atmosfæreskabende og ikke sjældent også grufulde detaljer.
Det er straks tungere at goutere omtalen af det besatte Europa og holocaust. LÆS INTERVIEW»'Saving Private Ryan' er én lang kliché«
Om Danmark hedder det for eksempel, at Erik Scavenius var tyskvenlig, hvad han ikke var (»Scavenius er overhovedet ikke venlig«, som Stauning så fyndigt formulerede det). Det er ikke den eneste smutter i den af gode grunde ultrakorte sidehistorie, de danske forhold udgør.
I korte kapitler om endlösung undrer man sig, når Beevor blandt andet finder det relevant at referere påstande om, at nazisternes jødeudryddelse var influeret af antisemitten Henry Fords samlebåndsteknikker. Beevor konkluderer, at det er der ingen beviser for - så hvorfor spilde tryksværte på udokumenterbare påstande i en i forvejen meget stor bog?
Velgørende nuanceret syn
Antony Beevor præsenterer en hel række af de politiske og moralske dilemmaer, tiden var så rig på, og repræsenterer et velgørende nuanceret syn på krigen, der bygger på en grundopfattelse af, at den var styret af en pose hård realpolitik.
Forestillingen om Anden Verdenskrig som 'den gode krig' får kritisk dybe ridser, når den ene halvdel af Europa måtte »ofres til det stalinistiske svælg for at redde den anden halvdel«, som Beevor konstaterer sidst i bogen, hvor han også velanbragt advarer mod tilbøjelighederne til at drage billige paralleller mellem dengang og nu - mellem for eksempel Pearl Harbor og 11. september - ikke mindst fordi »ledere af demokratier kan blive fanget af deres retorik fuldstændig ligesom diktatorer«.
Oversat fra engelsk af Anders Juel Michelsen efter 'The Second World War'. Lindhardt og Ringhof. 898 sider, 399,95 kroner.
Blomstrer narrativt
Det er en langt vanskeligere opgave, Beevor har stillet sig med 'Anden Verdenskrig', end han gjorde med sine tidligere udgivelser. Skønt bogen ikke lykkes på samme måde som bøgerne om Stalingrad, Berlin og D-dag, kan de mange Beevor-fans godt glæde sig til at gå i lag med endnu en kilotung udgivelse fra briten, for de vil sætte pris på de heldigvis store bidder af bogen, hvor forfatteren blomstrer narrativt i sit foretrukne terræn:
Antony Beevor er hjemme på slagmarkerne og ved generalstabskortene, hvor han brillerer med fortællekraft, imponerende overblik og evnen til at forene den globale storkonflikts kampe i en samlet militærhistorisk fortælling.
Storværk giver et imponerende overblik over Anden Verdenskrig







