Trækopfuglen kender vi fra japaneren Haruki Murakamis smågeniale roman fra 1997. Men den slags kvalitetslegetøj var vores Andersen jo også højst leveringsdygtig i. Andersens trækopfuglekrønike foregår i Kinesiens land, hvor kejseren som bekendt er kineser. Det er ham, der foretrækker den kunstige, diamantbesatte nattergal med det usikre valseværk frem for den ægte sanger fra de grønne skove - indtil han kommer på bedre tanker på dødslejet. Ufarlig genre 'Nattergalen' fra 1843 er Andersens urmyte, og temaet foregribes i 'Svinedrengen' fra 1842, hvor kejserdatteren afviser den forklædte prins og hans gaver: rosen og nattergalen: »Fy, Papa!«, sagde hun, »den er ikke kunstig, den er virkelig!«. »Fy!« sagde alle Hoffolkene, »den er virkelig!« ... »Ja, lad saa den Fugl flyve«, sagde Prindsessen ... Folkloristerne har det lige omvendt med Andersens trækopfugle, fordi de ikke er 'virkelige'. De mener, at Andersen med sin - senere reviderede - titel 'Eventyr fortalte for Børn' trak genren ind i børneværelset og gjorde den ufarlig. Ganske vist talte også brødrene Grimm om 'Haus- und Kindermärchen', men - siger folkloristerne - hvad folket fortalte i krostuer, bindestuer og ammestuer flød af helt andre kilder og safter end børnemælk. Banal livsvisdom Da Laurits Bødker i 1954 udgav 'Skæmtsomme eventyr', angreb han Andersen for at infantilisere genren: »Hans eventyr er måske nok litterære kunstværker, men set fra et folkloristisk synspunkt har de ingen værdi, fordi de erstatter traditionens rappe handlingsgang og kvikke replikskifte med søde naturskildringer og banal livsvisdom (...)«. »Resultatet er, at de voksne smiler bedrevidende til hinanden og erklærer, at hvad Andersen gør er altid det rigtige - mens børnene falder i søvn eller forlanger at høre en ny historie om Supermanden Tarzan«. Sand oprindelighed Min kollega Knud Wentzel, der har gjort en vigtig indsats for at genoplive og nyfortolke folkeeventyr, fortsætter i samme rille, når han i Weekendavisen 18.3.2005 undsiger 'HCA-2005-showet': »Det er Andersen-eventyrenes faste sympatiudløsende varemærke at identificere sig med oprindeligheden over for de rige og fine, at tale for de fattige og uuddannede, det naturlige, barnet, folkedigtningen, jfr. 'Den grimme Ælling', 'Klodshans', 'Kejserens nye Klæder', 'Nattergalen' og brugen af den i samtiden lavlitterære eventyrgenre«. »Det fremføres med den udtalte idé, at oprindeligheden står sandheden nærmest, at den med sin frigjorthed fra dannelsens og kunstfærdighedens indskrænkethed udgør den rette autoritet, er den smukkeste af alle svaner, får prinsessen, afslører den ene kejser og genopliver den anden«. Guld fra urdybet Nej, mener Knud Wentzel, folkeeventyret er det oprindelige - og det, Andersen bygger på. Det har udfoldet sig stort set til alle tider og i alle analfabetiske almuekulturer. Det ligger ikke under for kulturlighedens begrænsning. Det er ikke bundet historisk eller geografisk. Det er tværtimod Andersen-eventyret, der er den kunstige nattergal, den raffinerede kunstfugl med den forudsigelige sang, der fortrænger den sande oprindelighed. Det er vittigt sagt af Knud Wentzel, og naturligvis anerkender han Andersens »forrygende sprogkunst«. Men det er stadig folkloristernes gamle modstilling af den oprindelige folkelighed over for digternes kunstfærdighed - det ægte guld fra urdybet over for alkymisternes laboratorieprodukter. Og set i historisk langperspektiv er sagen nu mere kompliceret - og raffineret. Ironien er jo, at begge parter påberåber sig 'ægtheden' - og begge parter har ret. Sandt nok: ingen spillede rollen som Naturens Muntre Søn Af Folket bedre end skomagersønnen fra Odense, men han havde jo både navlestrengen tilbage til almuens eventyr og geniet for selv at konstruere nattergale. Afsæbede mytedannelser Folkeeventyr eller kunsteventyr? Diskussionen har glødet siden 1850'erne, da vores folklorister - inspireret af brødrene Grimm i Tyskland og anført af Svend Grundtvig - for alvor gav sig til at indsamle og udgive 'Gamle danske Minder i Folkemunde' og 'Danske Folkeæventyr efter utrykte Kilder'. Sådan hed 'unge' Grundtvigs kildesamlinger fra 1854-61 og 1876-84. Debatten opsummeres i Torben Brostrøms fine bog 'Folkeeventyrets moderne genbrug' (1987), og det intertekstuelle samspil mellem folke- og kunsteventyr behandles både her og i Paul V. Rubows pionerværk 'H.C. Andersens Eventyr' (1927/1943). Rubow fortsatte sine studier i eventyrenes forhistorie, idé og form over de næste 40 år med stadig nye bidrag, spredt i mange essaybind frem til det posthume 'Den korte Kunst' (1978). Han forenede inspiration fra komparatismen, mellemkrigstidens formalisme og folkloristik fra Axel Olrik til Vladimir Propp, og med underfundig lærdom afdækkede han litterære krydsforbindelser og afsæbede mytedannelser, længe før nogen havde døbt det 'intertekstualitet' og 'dekonstruktion'. Poetikkens leddyr Rubows grundsyn var, at al eventyrdigtning udgår fra folkeeventyrene, der som »Poetikens Leddyr« samler den mundtlige folkelige fortællings formler og stereotyper i kæder. Men de blev tidligt blandet op dels med andre folkelige genrer: sagn, myter, legender, fabler, dels med de enorme fonds af orientalske eventyr, fortællinger og skæmtehistorier, der kan følges hele vejen fra Det gamle Testamente, 'Odysseen', Herodots historie og Apuleius' 'Det gyldne Æsel' over '1001 Nat', Boccaccios 'Dekameron', Chaucers 'Canterbury Tales', renæssancens novelle- og anekdotesamlinger og folkebøger frem til 1600-, 1700- og 1800-tallets mere slebne fortællere på vers og prosa: La Fontaine, Perrault, Mme d'Aulnoy, Gozzi og de store eventyrsamlere og -redaktører, fra Musäus og brødrene Grimm i Tyskland til Asbjørnsen og Moe i Norge. Kejserlige sangfugle Det bliver alt sammen Gemeingut på fortællekunstens tidligt globaliserede fællesmarked. Gennem årtusinder skvulper alskens fortællestof - folkeligt og 'litterært', mundtligt og trykt - rundt mellem hinanden. Også folkets fortællere opsuger temaer, detaljer og greb fra de 'litterære' kilder, og genfortællere, og udgivere har rørt rundt i gryden med den store slev, så det er umuligt - og ligegyldigt - at afgøre, hvad der kommer hvorfra, hvem der har 'påvirket' hvem. Både den folkelige nattergal og trækopfuglen er for længst kommet i tjeneste i den verdenslitterære lysthave som kejserlige sangfugle med silkebånd om benet - og klonet med hinanden. Og selv de, der mente at markedsføre almuens ægte varelager direkte fra fad - det er folkloristikkens egen »overtro i sagn- og eventyrstudiet«, mener Rubow - tenderede imod at filtrere, normalisere og frisere. Selv de mest engagerede optegnere - uden båndoptager! - ændrede bevidst eller ubevidst, under nedskrivningen eller ved renskrivningen. Især dæmpede de folkeeventyrets drastiske og uanstændige former. Rubow siger om Svend Grundtvigs populære genfortællinger af eventyropskrifterne: »Grundtvigs Manér var ypperlig, om end noget kunstigt almueagtig og noget drævende ... lidt professoragtig«. (Berlingske Aftenavis 12.10.1964). Alkymi af første skuffe Ingen vil benægte folkeeventyrets sproglige kraft, inde bag professorpoesien med almuesmag. Men det er to slags sprog over for hinanden. Der er jo en ny kraft i Andersens geniale prosakunst, og den blev skabt praktisk talt fra scratch. Hvad der i 1835 forelå af forbilleder for en dansk skrivekunst med prosarytme, var stort set kun ældre bibeloversættelser, Oehlenschlägers eventyrgendigtninger, Blichers første noveller og Sibberns brevroman om Gabrielis. Andersens mirakuløse fortællekunst var jo alkymi af første skuffe, og faktisk blev omskabelsen udført af en naturens muntre søn, et geni med direkte tilgang til fantasiens og sprogets primærprocesser. Litterære lån Det kreative mirakel - og det intertekstuelle spil mellem folke- og kunsteventyr - kan følges i et af de bedre tilskud til jubelåret: Jesper Tvedens skolebog 'Hvad sproget gør...'. Den bygger på den oplagte idé at sammenholde folkeeventyrets former med Andersens - otte eksempler, opstillet parvis, så man først får prøver på det cirkulerende fortællestof, Andersen har hørt, og derpå hans kendte versioner. Nogle af de otte folkeeventyr er yngre end Andersens - indsamlet fra hosebindere, husmænd, gårdmænd og -koner af private meddelere og af den professionelle folklorist Evald Tang Kristensen fra 1850'erne til 80'erne. Andre viser, hvor den mundtlige tradition omvendt har opsuget og genbrugt Andersen. Man ser bogstaveligt den unge digter kante sig ind på sin form, da vandreeventyret 'Ligets hjælp' inspirerer ham til det første, mislykkede prøveskud 'Dødningen' i 1830. Teksten rasler af litterære lån fra romantismens klichékasser, men tonen er der, og da han genfortæller historien som 'Reisekammeraten' (1835), har vi hele samspillet af nye virkemidler: talesproget, fortælletempoet, den romantiske ironi, metaforerne, de poetiske detaljer. Mildner uhumskheder En af Andersens trykte kilder er 'De elleve Svaner' fra Odense-regimentskirurgen Mathias Winthers lille samling 'Danske Folke-Eventyr' (1823), det første forsøg herhjemme i brødrene Grimms ånd. Det fynske forlæg vokser til Andersens 'De vilde Svaner' (1838), i længde og format, med en springflod af poetiske detaljer, hvor metaforikken gør slyngplanter til »broderede Tæpper«. Tilsvarende ser man 'Fyrtøiet' gro ud af eventyret 'Den trekantede Hat' med soldatens magiske trekantede hat, den snu heks, jernmanden, der melder sig, når man tænder tællelyset, og den til løvinde forvandlede prinsesse. Og man ser 'Lille-Claus og Store-Claus', 'Klods-Hans' og 'Hvad Fatter gør er altid det rigtige' blive til, når sproget gør det rigtige med Andersen. I den sidste mildnes skæmteeventyrets fækaliske uhumskheder til den pose rådne æbler, som giver fatter kys og ikke knubs. Også 'Den russiske Prins' har erotiske og latrinære detaljer, som Andersen dæmper stærkt i 'Svinedrengen'. Folkeeventyrets russerprins vil ikke nøjes med hundrede kys af prinsessen, men sove med hende, og da hun sender hofdamer som stand-ins i sengen, vender han »Røven til hende og skider, saa der bliver en forfærdelig Taage«. Det og anden plathed, der »ikke sømmeligt kunde gjengives«, som Andersen skrev i sine senere bemærkninger, omdigtede han så til den vittige fabel om falsk og ægte fornemhed. Brandes' pionerarbejde Jesper Tvedens sammenstillinger fungerer morsomt og pædagogisk. Med let hånd indlægges nødvendige ordforklaringer, og en fin efterskrift giver vejledning i stilistisk analyse af eventyrenes ordstof, metaforbrug, mundtlighed og fortællerforhold. Forkundskaber er som bekendt nyttige, og med dette nøgterne udstyr kan Andersen læses uden falsk modernisering og nedladende normalisering. Forbilledligt. Og hvis man i øvrigt vil vide, hvad der skete, da digteren slog ild med sit fyrtøj og pustede liv i trækopfuglen, kan man gå til Georg Brandes' essay 'H.C. Andersen som Æventyrdigter' fra 1869. Det er et pionerarbejde, den første introduktion til eventyrenes tematik og sprogkunst, en lille genistreg skrevet på kun fire dage af den 27-årige Brandes og trykt over tre numre af Illustreret Tidende. Det gjorde Brandes og Andersen til venner, så den gamle digter snart sad og krøllede de lange ben sammen på Brandes' hybel i Krystalgade og læste nye eventyr højt. Essayet kan læses i Jørgen Knudsens antologi 'Georg Brandes - den mangfoldige', der udkom i går. Sådan står klassikerne i dialog med hinanden, ligesom i de lyse sale i Grundtvigs himmerige. Med venner i lys vi tale.