Hvis nogen skulle mene, at alt i Danmark altid er på det jævne, at landet ikke kan rumme storhed, behøver man blot at henvise til Grundtvigs Kirke. Der er ikke meget jantelov over den. Men, kunne nogen svare igen, i det middelmådige danske åndsliv var kirken og den omgivende bydels arkitekt P.V. Jensen-Klint også en særling, en genial undtagelse. Både ja og nej er den interessante dom, som Thomas Bo Jensen giver i sin bearbejdede ph.d.-afhandling over Jensen-Klints arkitektur. Kantet person Bogen er fint doseret med dramatiske beskrivelser - den indleder med, at den aldrende arkitekt falder i mosen og nær omkommer - men først og fremmest er det solid forskning, der sætter Jensen-Klints arkitektur ind i sin historiske kontekst, de hjemlige og internationale forbilleder og den indflydelse, Jensen-Klints værk siden øvede på moderne dansk arkitektur. Ifølge bogen er det arven fra Jensen-Klint, der gjorde, at Danmark ikke blev oversvømmet af modernismens stedløse internationale stil, men i stedet fik en lokalt forankret human modernisme. Men Thomas Bo Jensen er ikke kun lydhør for konteksten, også det exceptionelle i Jensen-Klints personlige projekt og ikke mindst det besværlige i hans kantede person udfolder bogen. Konstruktiv tvivl Peder Vilhelm Jensen-Klint (1853-1930) var en søgende sjæl med stærke moralbegreber og nagende tvivl om sit eget værd. Med en udpræget matematisk sans lod han sig først uddanne som ingeniør, men siden fulgte han sin følsomheds kald i den skønne frie kunst; maleri, skulptur og grafik. Det gik ham ikke særlig godt, men han var stædig. Efter flere nederlag i de frie kunstarter fattede Jensen-Klint i 1890'erne mere og mere interesse for arkitekturen og brugskunstens bundne kunstarter. Tvivlen på sig selv flyttede han ud i omverdenen og tingene. Han ville forbedre dem. F.eks. de plisserede lampeskærme, der funktionelt og æstetisk irriterede ham. Familie og venner fik han til at folde lamper, og sønnen Kaare Klints datter Le var særlig god. Det gjorde sønnen senere til en stor forretning, Le Klint-lamper, men det er en anden historie. Altid nyt at se Som arkitekt modnedes Peder Vilhelm først sent. Han var fyldt 40, inden han fik bygget sit første hus, og det var først i hans sidste huse, at hans vision for en ny arkitektur - på en gang moderne og traditionsbunden - blev fuldbragt. Han agiterede mod den akademiske arkitekturs næsten videnskabelige tilgang til historiens stilarter. Den manglede dannelse, sikker smag og selvstændighed. Ved at studere blandt andet danske landsbykirker udviklede han sin egen abstrakte gotik; sparsom i symmetri, sparsom i gentagelse og sparsom i variation og nøjsom i materialepaletten. Variationen er aldrig større, end at man kan genkende helheden i detaljen og gentagelsen aldrig hyppigere, end at der overalt er nyt at se. Riv søpavillonen ned! Ideen til Grundtvigs Kirkes tårn lå klar mange år forinden og går igen i mindre skala i flere af hans kirkebyggerier. Det tredelte tårn er en stærkt dynamisk og harmonisk form. Den opadstræbende pileform med lodrette orgelpiber er fuld af kraft, men let blødgjort i de buer, som gavlenes aftrapninger tegner. Resultatet er, at de fremstår organiske og ikke som de rent matematiske former og krystallinske former, Jensen-Klint var inspireret af. Da Klint havde vundet konkurrencen om et mindesmærke over Grundtvig, var det kun et tårn. Den folkelige opbakningen var stor, og kirkerummet blev tilføjet, men man manglede et sted at placere den! Stakkels Klint havde tidligere agiteret for, at arkitekturen skulle vokse organisk ud af stedet og gjort nar ad bryggeren Carl Jacobsen, der rejste rundt i byen med sine bronzestatuer - det var ikke nemmere at dumpe en kirke. Mange lokaliteter i København blev foreslået, endog at rive Søpavillonen ned og placere kirken overfor på en opfyldning i Skt. Jørgens Sø! Et strejf af det umenneskelige Heldigvis så en konsulent hos stadsingeniøren betydningen af, at den blev lagt i en ny bydel, som Klint kunne have indflydelse på. Det var helt som i middelalderen, hvor en ny by blev anlagt omkring en kirke. Og helt som de gamle landsbykirker ligger den på områdets højeste punkt med koret mod øst og tårnet mod vest. I dag kan man ikke forestille sig Bispebjerg uden kirken og bjergbyen, de fuldender hinanden. Men der er noget køligt abstrakt over kirken (der først stod færdig ti år efter Jensen-Klints død), som ikke præger hans øvrige værker. Den er nærmest for perfekt i sin ubesmittede rumkunst og for meget ude af skala. Som den landsbykirke, der blev til katedral, den er. På den anden side er det også dette let umenneskelige, der gør, at man aldrig bliver færdig med den. Men så er det jo godt at have Thomas Bo Jensens murstensbog at bladre i.