Ved første øjekast blev jeg bekymret. En stor, tyk bog om livet med vandrefalken. Det er nok et orgie af fotos tilsat en flok begejstrede og indforståede kommentarer. Til alle fuglevennerne. Siden blev jeg glad. Det er en stor, tyk bog, og den handler ganske rigtigt om forfatterens, Niels Peter Andreasen (NPA), liv med vandrefalken, men den er slet ikke indforstået.
LÆS OGSÅ Stor pengegave skal få otte fuglearter til at yngle
Den er en smuk, til tider fængslende beretning om 50 års glødende interesse for den rovfugl, der siges at være det hurtigste dyr i verden. Når den angriber sit bytte i et styrtdyk, kan den komme op på svimlende 389 km i timen. Og så kan forfatteren både fotografere, tegne og skrive og ikke kun til husbehov. Der er kvalitet på hver eneste side, også i layoutet, hvilket er noget af en præstation, når så mange forskellige udtryk skal hænge sammen i en bog. Når dagbogsnotater og skitser og fotos fra længe før den digitale tidsalder ender med at blive til et helstøbt værk, der hæver sig langt over de fotopralebøger, man oftest ser inden for området. Fugleverdenens ikon for menneskets påvirkning af naturen Men hvorfor vandrefalken? Hvorfor ikke om livet med tårnfalken eller musvågen? Det er, fordi vandrefalken er blevet fugleverdenens ikon for den menneskelige påvirkning af vores natur. Den har altid ynglet i Danmark i meget beskedent omfang, og Møns Klint har været et af de faste ynglesteder. N. P. Andreasen har altid boet på Møn, og så hænger det sammen. Han blev besat af vandrefalken allerede i 1961, da han som soldat var på øvelse ved Møns Klint. »Jeg låner en kikkert af min befalingsmand … den er meget bedre end min fars, som jeg plejer at bruge … der flyver en rovfugl op over klinten … jeg får lige fanget den i kikkerten og er en smule forvirret … indtil nu kender jeg tårnfalken og spurvehøg og musvåge … men denne her er ny … jeg noterer mig den blygrå farve på oversiden, den lyse underside med tværstriberne og den mørke tegning på siden af hovedet. Det må være den. Det er den første gang«. Sådan skriver han. Præcist og uden falbelader gennem hele bogen. Også da vi får repeteret de skrækkelige somre i 1969-70, da reden på klinten bliver plyndret af falkejægere. NPA står i spidsen for den døgnbevogtning, der etableres i de følgende år, men røverne bliver aldrig pågrebet. Og de skrækkelige år umiddelbart efter, da det går op for alle, at det tavse forår har nået vandrefalken. Æggene er ødelagt af miljøgifte, vandrefalken opgiver at yngle, den udryddes som art i Danmark og er truet i hele verden. Fokus på falken ved Møns Klint I de følgende 20 år får vi smukke eksempler på NPA’s rejser til andre dele af verden, hvor der stadig findes vandrefalke. Det adskiller sig ikke væsentligt fra andre eksotiske rejseberetninger, så det er fint, at bogen vender tilbage til Møn i 1995, da der atter ses vandrefalk ved klinten. Her ligger bogens tyngde og hovedparten af siderne.
