For 68 år siden, i december 1935, blev Lauge Koch, Danmarks store Grønlandsforsker, involveret i en bitter strid med elleve danske kolleger, alle geologer. Det startede med en yderst kritisk anmeldelse af Kochs bog 'Geologie von Grönland' i geologernes fagtidsskrift. Her fra udviklede sagen, der fra første færd var forsidestof, sig til en af de største skandaler i dansk naturvidenskabs historie. Juridisk sluttede sagen tre år efter, da Højesteret afgjorde den med en tvetydig kendelse, men for Koch sluttede den aldrig. Selv om han fortsatte sit arbejde, var han til sin død i 1963 frosset ude af forskningsmiljøet omkring Geologisk Institut i København. 'De Elleve' som Kochs kritikere hurtigt kom til at hedde, havde kaldt Kochs bog 'tendentiøs og urigtig' og præget af 'ubehandlede emner'. De beskyldte den for at være fuld af 'misforståelser og ikke beviste påstande', 'vildledende argumentation', 'fortielser og urigtige citater, 'meningsløsheder og selvmodsigelser' etc. Dolkestødet blev ikke kun sat ind på dansk grund. 600 eksemplarer af en engelsk version af anmeldelsen blev distribueret til den internationale forskningsverden.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























