Egon Clausen er forfatter til fine erindringsbøger om en indremissionsk vestjysk barndom og en eminent P1-medarbejder, der forener engagement og underfundighed. Men i hans skrift 'Den skadelige kanon' - første bind i Tiderne Skifters velkomne pamfletserie - er den dialektiske underfundighed afløst af den bastante kanonade. Egon Clausens krig gælder alle typer kanon, hulter til bulter: Både den litterære til danskundervisningen i folkeskole og gymnasium, de kulturministerielle udvalgs bud på 84 danske hovedværker fra syv kunstarter, et Bertel Haarder-forslag om nøgleperioder og -begivenheder i danmarkshistorien samt et provsteforslag til salmekanon. Os og De Andre Clausen bringer straks det store historiske skyts i stilling: »kanonisering af tekster« - fra romerkirken år 367 til den danske salme- og koralbog, ikke at forglemme Sovjet og Nazityskland - »har altid handlet om at udøve magt over andres tanker« og har altid »ført til krige, massakrer og kætterbål«. Selv i vores fredeligere samfund kan han kun se kanondannelse som udtryk for statslig styring og folkeopdragelse »til et ganske bestemt kultursyn« og som kulturelitens forsvar for sin magtposition. Alt sammen, mener han, med det formål at kunne sortere og sætte skel mellem Os og De Andre - og dermed »redde dansk kultur fra undergang og multikultur«. Stempeltænkning Basalt set er kanontanken for Clausen udslag af »skræmmende nationalisme«, fostret af »nationalkonservative« og »gammeldanskere«, og under fremrykningen sprutter han som et stalinorgel både mod skønlitteraturens sakrale status og mod borgerlig-romantiske dannelsesidealer omkring en stendød national enhedskultur. Hans ideal er et globalt kulturfællesskab, der går fra Harry Potter og 'Ringenes herre' til det kreative og dialogskabende internet. Det er alt sammen godt nok og i bedste mening, og undervejs i Egon Clausens polemiske tour de force falder der præcise og vittige bemærkninger om pædagogik, sproglig kompetence og dæmonisering af venstrefløjen. Problemet med hans krig er bare, set med min feltkikkert, at han rammer ved siden af og skyder sig selv i foden. Han er så besat af sit antiautoritære ungdomsoprør, at han ender i stempeltænkning og overser, hvorfor fornuftige fagfolk kan mene noget andet. Men Undervisningsministeriets kanonudvalg med bl.a. Thomas Bredsdorff, Jørn Lund, Johannes Riis og Marianne Zibrandtsen er jo ikke den rene åndsformørkelse, og fordi Bertel Haarder har sagt noget i 1987, kan det vel godt være rigtigt? Paranoid skyttegravskrig Det er nødvendigt for historiesynet og for evnen til at overskue verden, at vi genindfører det kronologiske princip, som 1970'ernes undervisningsreformer hældte ud med badevandet. Og der er jo - som allerede Georg Brandes skar ud i pap - forskel på nationalfølelse og 'fædrelanderi'. At etablere en rimelig kanon af vores bedste værker behøver ikke at være et dannebrogsfarvet trick til at jorde indvandrere. Det kan tværtimod skabe et referencefællesskab i en opsplittet tid, også for etniske danskere - og dermed skabe mere lige muligheder i uddannelsessystemet. Den amerikanske debat efter Allan Blooms dommedagsprofeti 'Vestens intellektuelle forfald' (1986) viste jo også, at en kanon kan bruges til at modvirke cultural illiteracy, kulturel analfabetisme - forudsat at den er åben, også for det multikulturelle samfunds nyskabelser, og står til løbende debat og udskiftning. Egentlig er det vel bare sund fornuft: Hvorfor lade en højtråbende højrefløj rende med flaget og få monopol på respekt for kundskaber og formidling af kulturarven? Hvorfor ikke droppe den paranoide skyttegravskrig og sidde med ved forhandlingsbordet? Regeret bliver der jo alligevel, som en anden klassiker sagde. En postmoderne drøm En national kanon under stadig diskussion behøver ikke - som Egon Clausen insinuerer - være udtryk for statsstyret »sandhed med stort S«, og den kan aldrig udelukke moderne verdensborgerskab. Tværtimod tyder alt på, at Clausens 'postmoderne' drøm om »hver mand sin kanon« her i vores »foranderlige og forunderlige verden« vil medføre mere - ja, undskyld branderen - kanonforvirring. Sandt at sige har 'kanondebatten' hidtil mest været et søslag i et glas vand. Men det kan jo ændre sig, hvis kulturministeren - som i sin tale på de konservatives landsråd i søndags - prøver at misbruge fornuftige folks kanonarbejde til sin nydekreterede 'kulturkamp' mod påstået muslimsk underminering.