Den moderne verden er styret af en kunstig forelskelse i fremtiden. Vi lever i usandhed, forført af kætterske videnskabsmænd, der har produceret deres egen virkelighed. Det er præmissen hos præsten Torben Bramming, hvis debatbog runger som lyden fra en virkelighedsfjern lurblæser på forsvarsværket Dannevirke. Vigtig problematik Bramming adresserer ellers en vigtig problematik, og kritikken slår håndfast ned på det moderne samfunds ligtorne: opløsning af fælles værdier og et individualiseret samfund, der efterlader mange hvileløse og fortvivlede. Troen på, at mennesket selv er den højeste myndighed, som perverterede hele verdensdele gennem det 20. århundrede, mest tydeligt med den kommunistiske nedfrysning i Øst. LÆS OGSÅBjarne Reuter genfortæller smukt Bibelen, så vi alle kan være med De erfaringer, man gjorde sig, skabte også behovet for en ny og sekulær etik, som vi kender den fra menneskerettighederne. Men hos Bramming er der kun én sandhed, og den er Gud - vel at mærke Gud, som Bramming synes, han skal være. For det er ikke bare den moderne verden, men også kristendommen, som er blevet inficeret med 'vulgærdarwinisme', og bogens egentlige ærinde synes at være debatten om folkekirkens forfatning, som skal munde ud i et forslag til næste år. Lettere afsindigt Der er brug for at eftertænke og kritisere den hypermoderne overfladeverden, hvor løgn og sandhed kan bytte roller fra dag til dag, og vi har som mennesker i det 21. århundrede brug for en udvidelse af det etiske fundament, som er forudsætningen for, at virkeligheden kan fungere med pragmatiske løsninger. Men tilbuddet fra Ribe er dybest set en total underkendelse af den virkelighed, som er skabt af de mennesker, som står bag udviklingen. Og når forfatteren samtidig besidder en megaloman tro på - i bogstaveligste forstand - at kunne afsløre det store spøgelse i åbenbaringen og standse 'flugten til fremtiden', virker budskabet lettere afsindigt. LÆS OGSÅ Bramming er i sin gode ret til at insistere på, at Jesus er sandheden, selv om videnskaben stiller sine spørgsmål. Men ved samtidig at dæmonisere Darwin og alt, hvad dertil hører, begiver forfatteren sig ud ad et dogmatisk spor, som får ham til at fremstå som et ekko af koret af politiserende Tidehvervspræster, hvis sang man som frisindet kristen må prise sig lykkelig for synes at være klinget af.