Der anbringes mange børn uden for hjemmet i Danmark. Omkring 13.000 børn på årsbasis, og et stigende antal anbringes med tvang. Sådan har det været i mange år, og med jævne mellemrum er sagen oppe til debat i både medier og de politiske og sociale cirkler. Ikke mindst hvad angår økonomien. Men også ud fra mange andre synsvinkler må det lægge op til kritiske spørgsmål, når et så velbjerget samfund som det danske anbringer så mange børn uden for hjemmet. Er der f.eks. sagligt belæg for anbringelserne - og hvad er egentlig kriterierne for en anbringelse? Hvor galt skal det stå til, før man anbringer - og er det i virkeligheden familien, der er moden til anbringelse mere end barnet/børnene i familien? Det er seriøse spørgsmål, og det er ind i dette problemkompleks, at Peter Fergo retter søgelyset med sin bog, og det er her, han mener at give et kritisk bidrag. Det er imidlertid en noget speciel tilgang, det drejer sig om. Fergo siger nemlig - som overskriften på bogen angiver - at det er psykologerne, der aktivt bidrager til de mange anbringelser. De optræder som forvaltningens redskab. De skriver erklæringer, der passer som fod i hose til en forvaltning, der ønsker at anbringe - ofte imod forældrenes ønsker og barnets tarv. Så når vi har et højt niveau for anbringelser her i landet, så hænger det ikke mindst sammen med ... psykologerne og deres erklæringer.
Fergos 'forskning' er fordomme
Lyt til artiklen
