En vintermorgen i 1959 trådte den 30-årige matematiker John Forbes Nash Jr. ind på lærerværelset på Massachusetts Institute of Technology (MIT) med New York Times under armen. Med sin egocentriske adfærd, sin indelukkethed og sine mærkelige, men epokegørende visioner var han ofte blevet mødt med hovedrysten af sine kolleger. Den morgen forstod ingen ham. Nash var et matematisk geni fra Bluefield, West Virginia. Han var smuk, arrogant, utrolig excentrisk og ambitiøs, en enspænder med en kølig udstråling. Han var stormet ind på den matematiske scene i 1948, kun 19 år gammel, og havde i løbet af de næste ti år - med geometrikeren Mikhail Gromovs ord - manifesteret sig som »den mest bemærkelsesværdige matematiker i den anden halvdel af århundredet«. Han var optaget af strategispil, økonomisk rivalisering, computerarkitektur, universets form, imaginære rums geometri og primtallenes mysterium. Hans opsigtsvækkende teorier opstod som følge af stærke intuitive 'glimt', han så visionen først og beviste den bagefter. I 1949, da han var 21, havde han skabt grundlaget for den spilteori, der skulle gøre ham berømt. Ingen var mere besat af originalitet, mere antiautoritær eller jaloux vogtende over sin uafhængighed end Nash. Som ung på Princeton var han omgivet af det 20. århundredes ypperstepræster inden for videnskab - Albert Einstein, John von Neumann og Norbert Wiener - men han tilhørte ingen skole, blev ingens discipel, men arbejdede altid alene. Nash levede i sin egen virkelighed, sådan som han havde gjort det i sin barndom og ungdom, ensom og introvert ude af stand til at knytte venskaber. Hans bedste venner var de videnskabsbøger, faren gav ham, hans store passion var at eksperimentere. Da han var tolv, havde han forvandlet sit værelse til et laboratorium. Fra det ydre rum Da Nash den morgen i 1959 trådte ind på lærerværelset på MIT, pegede han på en artikel på forsiden af New York Times og spurgte ud i luften, om nogen havde læst den. Så forklarede han den: Artiklen var en meddelelse fra fremmede væsener i det ydre rum, som kommunikerede til ham gennem avisen. Budskabet, som kun var henvendt til ham, var krypteret, der var ikke andre end ham, der kunne afkode det. Han var udset til at dele hemmeligheden om verden. Hans kolleger så på hinanden, de troede, han drev gæk med dem. Et par måneder senere sad Nash apatisk i en stol på et hospital og stirrede tomt på et punkt foran Harvard-professoren George Mackeys venstre fod. Nash sagde ingenting, men skubbede nu og da sit lange mørke hår væk fra panden. Trykket af stemningen udbrød Mackey endelig: »Hvordan kunne du, en matematiker, en mand, der hengav sig til fornuft og logisk bevisførelse ... hvordan kunne du tro, at væsener fra det ydre rum sendte dig meddelelser? Hvordan kunne du tro, at du skulle rekrutteres af fremmede væsener til at frelse verden? Hvordan?«. Nash så op og fikserede Mackey med et koldt og lidenskabsløst blik. »Fordi«, sagde han, »de ideer, jeg fik om overnaturlige væsener, kom til mig på samme måde som mine matematiske ideer. Derfor tog jeg dem alvorligt«. Fra den dag var det matematiske geni John Forbes Nash Jr. tabt for omverdenen. De ideer, der kom til ham, var ikke længere forbløffende matematiske visioner, men ideer opstået i en paranoid skizofren hjerne. Mærkelige breve adresseret til fremmede landes ambassadører i Washington dukkede op i afdelingen, hvor Nash var ansat. Nash havde skrevet dem. Han var ved at danne en verdensregering og ville tale med ambassadørerne om det og siden med statslederne i de forskellige lande. Omtrent samtidig skrev lederen af den matematiske afdeling på Chicagos Universitet, Adrian Albert, til Nash og tilbød ham en prestigefyldt stilling. Nash afslog: Han havde sagt ja til jobbet som kejser af Antarktik. Ind i mørket John Forbes Nash havde giftet sig med den smukke 26-årige fysikstuderende Alicia Esther Larde, der var vokset op i San Salvadors aristokrati, og som 11 år gammel kom til USA med sine forældre. Kort forinden havde Nash forladt en fem år ældre sygeplejerske, Eleanor Stier, med hvem han fik en søn, John David, som aldrig ønskede at knytte forbindelse med sin fjerne far. Forholdet til Stier havde vist hans svingninger: Han skiftevis foragtede og kurtiserede hende. Alicia Larde følte sig isoleret i forstaden og var frustreret over ikke at kunne etablere en videnskabelig karriere. Hun var gravid og håbede, at det kommende barn kunne bringe dem nærmere hinanden, men John Nash blev stadig mere kold og fjern. Det ene øjeblik var han irritabel og hypersensitiv, det næste fuldstændig trukket ind i sig selv. Han klagede over, at han blev aflyttet, sad vågen om natten og skrev mærkelige breve til De Forenede Nationer. Da han en dag malede sorte pletter på væggene i deres soveværelse, tvang hun ham til at sove i stuen. »Alicia ville redde hans karriere og bevare hans intellekt«, sagde en af hendes veninder. »Hun var bange for, at deres tilværelse skulle bryde sammen, hun var utrolig stærk«. Alicia betroede sig til Jerome Lettvin, som var tidligere psykiater og researchede neurofysik på MIT. Han anbefalede hende, at hendes mand fik elektrochok, men hun afslog. Intet skulle ødelægge hans hjerne. Ingen medicin, ingen chokbehandlinger. John Nash begyndte at true Alicia. Hun blev bange for ham og bange for, hvad han ville gøre ved barnet. I april 1959 fik hun ham tvangsindlagt på McLean Hospital, hvor også Sylvia Plath, Ray Charles og digteren Robert Lowell havde været indlagt. Han var rasende på sin kone - »Min egen kone!« - der havde fået ham indlagt. Han ville skilles, tage magten fra hende. Til en af sine besøgende kolleger sagde han, at han var Guds venstre fod, og at Gud gik på Jorden. Diagnosen 'paranoid skizofreni' blev hurtigt hæftet på ham af hospitalets psykiatere. Et iskoldt univers Da Nash, en uge efter at Alicia havde født sønnen Johnny, blev udskrevet efter 50 dages indespærring, kom han ind på den matematiske afdelings lærerværelse, hilste glad på alle og sagde: »McLean var et vidunderligt sted. De havde alt, undtagen frihed!«. Kort efter tog han sin afsked fra MIT, fordi hospitalet havde medvirket ved hans tvangsindlæggelse. Han rejste til Europa med Alicia; de skiltes i Geneve, hvor han boede alene på et billigt hotel i fem måneder, og hvor han af frygt for at blive indkaldt til militærtjeneste sendte breve til officielle kontorer om, at han frasagde sig sit amerikanske statsborgerskab og ønskede at få flygtningestatus og blive erklæret flygtning fra »alle NATO-, Warszawa-, Mellemøst- og SEATO-pagt-lande«. Han åbnede bankkonti i forskellige lande i et forsøg på at organisere et forsvar imod en invasion af fremmede væsener. Han smed sit pas væk og betragtede sig som fædrelandsløs. Hans tilstand blev værre, han »følte sig hjælpeløs i et iskoldt univers«. 15. december blev han arresteret af politiet. Han nægtede at vende tilbage til USA. Alicia, der boede i Paris, kom til Geneve og håbede at overtale ham til at gøre det. I stedet bad politiet hende tage ham med til Paris. Parret boede i Paris indtil april 1960. Nash lod håret vokse og anlagde sig fuldskæg, han lignede en vagabond. Han blev hentet af det franske politi og eskorteret til Orly lufthavn og tvunget tilbage til USA. Her besluttede Alicia at få ham tvangsindlagt igen. Dagen før politiet hentede ham, viste Nash sig fuld af rifter på universitetet: »Johann von Nassau har været en slem dreng«, sagde han rædselsslagen. »De kommer og henter mig nu«. John Nash blev indlagt på Trenton State Hospital, et sindssygehospital kendt for dets aggressive behandlinger, der omfattede insulinchokterapi. Han sagde senere, at behandlingerne, der stod på fem dage om ugen i seks uger, havde ødelagt hans hukommelse. Men bagefter kunne han arbejde igen. Nash var normal en tid, men fik så igen tilbagefald. Udmattet søgte Alicia skilsmisse fra ham og fik ham indlagt på The Carrier Clinic. Han blev behandlet med Thorazine og kom i terapi hos Howard S. Mele. Efter fem måneder blev han udskrevet og begyndte igen at arbejde på Princeton. Så fik han et nyt tilbagefald. En nat ringede han til sin tidligere fransklærer og bad om adresserne på Andre Gide og Jean Cocteau, han ville skrive til dem. Da han fik at vide, de begge var døde, blev han dybt skuffet. Igen blev han indlagt på Carrier, denne gang et halvt år. Genfærdet Sommeren 1963 blev han og Alicia skilt. Han sagde sit job op og flyttede hjem til sin mor i Roanoke. Han havde været syg i ti år. Han havde opbrugt sin kredit hos sin ekskone og venner, han havde ikke andre steder at være end hos sin mor i en by, hvor ingen kendte ham. Moren døde året efter. Hans søster fik ham tvangsindlagt, og da han blev udskrevet, svor han, at han aldrig ville se hende igen. Så tog han en bus tilbage til Princeton. På Princeton så de studerende »en meget mærkelig, tynd og tavs mand, som gik rundt på gangene dag og nat med indsunkne øjne og et trist ubevægeligt ansigt«. Det var det matematiske geni John Forbes Nash Jr. De kaldte ham 'Genfærdet', som skrev uforståelige meddelelser på tavlerne. Da Alicia i 1970 tilbød Nash at leve med hende igen, var det på grund af medfølelse, loyalitet og bevidstheden om, at ingen anden ville tage sig af ham. Hun kunne ikke vende ryggen til ham og mente, at hans sygdom ville aftage, hvis han kunne leve i et akademisk miljø uden truslen om at blive tvangsindlagt: »Jeg føler nu, at hans mange indlæggelser var en fejltagelse, og er overbevist om, at han kun kan blive rask under helt almindelige og rolige forhold«. Hun fandt et lille træhus i Princeton Junction, hvor Nash flyttede ind som 'logerende'. Nash tog sig af deres søn og vandrede evindeligt op og ned ad Nassau Street og blev drillet for sit vagabondagtige udseende af børnene. Som om det ikke var nok, skulle Alicia udsættes for en ny sorg: Sønnen Johnny var som sin far højt begavet, og alle forventede, han ville udvikle sit store talent for matematik. Men i 1976 blev besøgende på Carrier Clinic mødt af en ung mand med vilde øjne, der, mens han klamrede sig til en bibel, råbte: »Ved du, hvem jeg er? Vil du frelses?«. Det var Johnny, som Alicia havde fået indlagt. Han havde pjækket fra undervisningen et år, droppet sine venner, ladet sig kronrage. Han hørte stemmer og troede, han var en stor religiøs skikkelse. Alicia vidste, at han led af samme sygdom som sin far. Johnny blev behandlet, han blev rask og fik sin dr.phil. fra Rutgers i 1985. Han havde en håbefuld karriere foran sig, men sank ind i en dyb skizofreni, ude af stand til at arbejde. I 1994 overfaldt han sine forældre på gaden med en stok. I dag går det meste af Alicia og John Forbes Nashs tid med at tage sig af ham. Langsom opvågnen Da Peter Sarnak, en 35-årig talteoretiker, i efteråret 1990 havde holdt et seminar på Princeton, kom en høj, tynd, hvidhåret mand hen til ham. Han ville gerne læse manuskriptet til hans forelæsning. Sarnak genkendte Nash. Han havde hørt, han var sindssyg, han ville være venlig og gav ham papirerne. Nogle dage efter opsøgte Nash ham igen. Han havde opdaget et virkeligt problem i Sarnaks argumentation, han vidste også, hvordan det skulle løses. Senere sagde Sarnak: »Måden, han anskuer tingene på, er forskellig fra alle andre. Han får nogle øjeblikke af indsigt, som jeg aldrig vil kunne få. Det er meget usædvanlige og helt ekstraordinære indsigter«. John Forbes Nash Jr. var langsomt vågnet op. Det var en udvikling, der strakte sig over mange år. Han har beskrevet kampen mod skizofrenien som en slankekur: Hver gang en irrationel tanke dukkede op, måtte han hårdnakket afvise den. Og det er blandt andet diskussionen, om skizofreni kan kureres, den tidligere økonomiske journalist ved New York Times Sylvia Nasar tager op i sin biografi over John Forbes Nash Jr., 'A Beautiful Mind'. Nasar stiller spørgsmålet, om Nash virkelig var skizofren, eller om det var en bipolar sygdom. Hun mener, at den oprindelige diagnose var korrekt, og finder det sandsynliggjort af, at Nashs søn Johnny også blev skizofren. Nash er en af de meget få skizofrene, der langsomt har oplevet en dramatisk bedring. Det er en dybt bevægende og foruroligende bog, som Sylvia Nasar har dedikeret til Alicia Esther Larde Nash. Man forstår hvorfor: Hun vil hylde hendes styrke, mod og udholdenhed. Bogen har alt, hvad der gør en stor og gribende film, og er netop blevet filmatiseret med Oscarvinderen Russell Crowe som John Forbes Nash Jr. Den får premiere i USA til november. Nobelprisen Sidst i 1980'erne dukkede Nashs navn op i førende økonomiske magasiner, men han selv levede i glemsel. Unge forskere antog, at han var død, andre troede, han lå på sindssygehospital eller havde fået lobotomi, selv de bedst informerede betragtede ham som et genfærd. Så skete det usandsynlige: Harold Kuhn, matematikprofessor på Princeton og Nashs nærmeste ven, opsøgte i begyndelsen af oktober 1994 Nash på universitetet og bad ham gå en tur med ham. De satte sig på en bænk i udkanten af en græsplæne. »Der er noget, jeg vil fortælle dig, John«, sagde Kuhn. Så sagde han, at Nash ville få en vigtig telefonopringning næste morgen klokken 6. Den kom fra Stockholm, fra generalsekretæren i det svenske akademi for videnskaber. Pludselig blev Kuhns stemme grødet af bevægelse: »Han vil fortælle dig, at du har vundet Nobelprisen«. Bag beslutningen om at give Nash Nobelprisen sammen med spilteoretikerne John Harasanyi og Reinhard Selten lå en bitter diskussion mellem to medlemmer af den økonomiske priskomité: Assar Lindbeck og Ingemar Stahl. Den handlede ikke kun om, at Nash muligvis var sindssyg, men også om hans arbejde med spilteori var en Nobelpris værdig. Afstemningen blev den mest nervepirrende nogensinde. »Det var en følelsesmæssig beslutning«, sagde Assar Lindbeck, der advokerede voldsomt for Nash. »De, der fik Nobelprisen, var som regel berømte i forvejen. Prisen var en kroning. Men Nash var glemt, han levede et liv i elendighed. Vi løftede ham op i lyset. Vi lod ham på en måde genopstå. Det var følelsesmæssigt dybt tilfredsstillende«. Det samme er bogen. Jeg kan kun foreslå ét: Læs den. Det er et forbandet godt køb, en pageturner uden sidestykke.