0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra tugt til dannelse

I et åbent, demokratisk samfund kæmpes der om magten over folkeskolen, der er en af vore allervigtigste kulturinstitutioner. I et autoritært samfund bliver skolen mål for magthavernes indoktrinering. Ellen Nørgaard fortæller tre historier om kampen mellem moderniteten og traditionen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skolen er en af de vigtigste kulturinstitutioner i landet.

Her overføres viden og tradition fra den ene generation til den næste, her opdrages, her kanoniseres de store mestre, her kæmpes om lighed, her udvælges vindere og tabere - her omsættes værdier.

Derfor er skolen placeret midt i en strid mellem de herskende magthavere og dem, der ønsker indflydelse.

Sådan er det i et åbent og demokratisk samfund som det danske: Skolen er et led i en kulturkamp.

I modsætning til et autoritært samfund, hvor skolen for magthaverne er et led i indoktrineringen og undertrykkelsen.

Hundrede års strid
Og 1900-tallets historie om skoleudviklingen i Danmark er én lang beretning om denne strid. Mellem de gamle magthavere og deres greb om undersåtterne og reformpædagogerne, der så skolen som et led i frigørelsen og kampen for demokratiet.

Striden har bølget frem og tilbage gennem hen ved hundrede år, og vi står stadig med dønningerne efter den, om end modsætningerne i dag formuleres på nye vilkår i det såkaldt senmoderne og globale samfund. Men fronterne er der også i dag.

Personer træder lyslevende frem
Ellen Nørgaard fortæller tre historier fra en vigtig periode i denne kamp mellem tradition og modernitet i skolen. Det er perioden under og lige efter Anden Verdenskrig frem til 1953.

Historierne handler om en specialskole på Nørrebro med navnet Heldagsskolen, om revselsesrettens afskaffelse i det københavnske skolevæsen 1952 (15 år før det skete på landsplan) og om det progressive pædagogiske foreningsliv og deres blade og tidsskrifter.

Det er spændende beretninger, med dokumentation i tidens avisartikler, mødereferater, andet arkivmateriale og interview med nogle af aktørerne fra dengang. Personerne og deres engagement træder lyslevende frem som en film, der oprulles for øjnene af en.

De tre historier er meget forskellige, men handler alle om konflikten mellem tradition og fornyelse. På den ene side stod reformpædagogerne, socialdemokraterne, den venstreorienterede presse og de kulturradikale, på den anden side de borgerlige partier, de kirkelige kredse og lærernes organisation.

Fælles alliance mod tradition og forstokkethed
Temaerne spænder fra synet på barnet, undervisningsmetoder, lærerens autoritet til retten til at bruge spanskrøret. Og der var store navne blandt aktørerne - ikke mindst kvinder som Inger Merete Nordentoft, Anne Marie Nørvig, Astrid Skoldbo og Sofie Rifbjerg.

Inger Merete Nordentoft fremstår i beretningen som en klarsynet og skarp frontkæmper - både på skrift, fra folketingets talerstol og som enlig mor, der trodsede den borgerlige moral og splittede meningerne i den offentlige debat.

Men også mænd som Georg Christensen, Olaf Pedersen, C.C. Kragh-Müller, Thomas Sigsgaard og den unge Henrik Sidenius. I disse år udvikles det, vi forstår som den moderne skole.

Det er overgangen fra rent lektieterperi til at lægge vægt på forståelse, fra kollektiv klasseundervisning til individuel undervisning, fra barnet som lærerens undersåt til barnet som udgangspunkt for en læringsproces.

På sin vis er det historien om barnets 'løsladelse' fra en enorm 'indespærring'. Barnet skal nu ikke tillægges slette og onde egenskaber, men er fra naturens hånd godt, barnets vilje skal ikke undertrykkes - men hjælpes og støttes til udfoldelse.

Alt dette blev der kæmpet om i en alliance mellem reformpædagogerne, psykologerne og de venstreorienterede kulturradikale - mod tradition og forstokkethed.

Hvem vandt? Det kommer an på, hvordan man ser det. På den korte bane sejrede reformpædagogikken i de følgende to-tre tiår.

Skammekrog på idéfilosofisk grundlag
Hvad Henning Fonsmark så malende har beskrevet i bogen 'Kampen mod kundskaber' (fra 1996) - for det var, hvad han så som resultatet af reformpædagogikken: et fald i kundskaber, som vi stadig slås med.

Men på den lange bane strides der stadig. Ellen Nørgard understreger de to vigtige diskurser i konflikten: modernitet over for tradition, tugt over for dannelse.

Der er kommet nye aktører på banen, der er kommet vigtige indspark: undersøgelser som f.eks. PISA, kanoner, nationale test og ikke mindst FN's Børnekonvention (ikke 'børnekommission', som Nørgaard også kalder den i farten, og den blev heller ikke ratificeret i 1997, men i 1991!).

Er det pensum og testresultater, der er det vigtige - eller er det barnets udvikling? Nu er Danmarks Lærerforening på barnets side, mens Venstre - som dengang - står fast plantet i et forsvar for pensum og lektier.

Det drejer sig i dag ikke om retten til at slå børn i skolen, den tid er trods alt forbi, men alligevel er der en duft af fortid i luften: Vi finder nye fortalere for skammekrog, udsmidning og den gammeldags respekt, ikke på psykologisk, men idéf