Under Mao pulsede fabrikkernes skorstene lystigt den fuldfede sorte røg ud i verdensrummet, triumferende, gjaldende: Her kommer vi med den nye tid! På datidens laklækre billeder, hvis æstetik ikke alene var godkendt, men dekreteret fra centralt politisk hold, tog industrialiseringen sig prægtig ud, og fremskridtet var virkelig enhver pris værd. Ikke nogen fremmed tanke heller i dagens topkyniske Kina. Men i 'The Chinese', en helt ny samling af fotos fra Kina fra midt i 1990'erne og frem, slubrer røgen gråt og retningsløst af sted, og fabrikkernes labre, glinsende krom er afløst af en fornærmende grå anonymitet. Taoismen eroderer 'The Chinese' er fotografen Liu Zhengs meget personlige projekt: Hvem er det, jeg deler skæbne med i dette gigantiske rige? - Hvad har vi tilfælles? - Og: Skal vi det samme sted hen? Presserende spørgsmål i et land, der udvikler sig hurtigere end vel noget andet land i disse år. I bogens efterord citeres Liu Zheng for, at arbejdet med at tage billeder, et arbejde der tog syv år og omfattede rejser til de allerfjerneste egne af Kina, kastede ham ned i en dyb depression på landets og folkets vegne. »Jeg fik den mistanke, at jeg havde lokaliseret en slags dybereliggende syge i den kinesiske folkekarakter og havde udstillet den i mine billeder. Den mest indlysende forklaring ligger i den oplagte modsætning mellem den traditionelle kinesiske kultur og de omvæltninger, det nye åbne og moderniserede Kina bringer med sig«. Zheng opdagede, at de årtusindgamle taoistiske principper om at leve sit liv i nøjsomhed og ærlighed var stærkt i færd med at erodere for at blive afløst af det gode gamle vestlige begær efter at besidde. Den tykmavede selvglæde 'The Chinese' er en kradser. Den sigter aldrig efter det folkloristisk maleriske, den viger uden om klicheen om Kina og viser os - helt bogstaveligt - råddenskaben og ligene, luderne og lommetyvene, pusherne og børnearbejderne, menneskelige deformiteter og vanvittigt armod. Den viser os de døende tillige med den nye middelklasses tykmavede selvglæde, og hvis man skal have en indvending mod den, kunne det være, at der måske er en munk eller to for meget med; man kan stirre sig blind ind i disse pragmatiske, neutrale munkeøjne uden at blive meget klogere, og der er noget sært desorienterende, noget rumlende uhyggeligt over at kigge ind i et par øjne uden alligevel at kunne få øjenkontakt. Jeg vil heller ikke afvise, at her er et billede eller to for meget fra Pekingoperaen med ældre herrer klædt ud som kvinder og badeværelsesfliser som baggrund. Fostre i affaldsspand I et billede, taget i det mest ekstreme frøperspektiv jeg mindes at have set, tårner formand Mao op over et arrangement af brave kinesiske soldater i en positur, der er helt gængs fascistisk ikonografi, men Zhengs overdrevne vinkel gør, at Maos ansigt bliver til ubestemmelig babymos over den absurd imposante brystkasse. Så skulle han være pillet ned, og det er ikke særlig mærkeligt, at Liu Zheng er blevet kaldt forræder af flere kinesiske kritikere. På et andet billede ser vi en europæisk forretningsmand kryste en spinkel kinesisk pige i silkekjole til sig, mens han griner, og over for dem, næsten skjult bag en stuebirk, smiler en europæisk kvinde med overvenlig nedladenhed. Et billede viser en fire-fem fostre i en affaldsspand, og man gyser og håber, at det ikke er ufødte pigebørn, der blev fordrevet, fordi det eneste sikre at sætte i verden er drengebørn i et land med en hårdt håndhævet etbarnspolitik. Fortiden som kitsch Nogle af bogens mest rystende billeder fortæller mere end én sandhed om Kina, og det er dem, der er taget iforskellige vokskabinetter i diverse provinser. Der er en sadomasochistisk fryd over rædselsscenariet fra Nanjing, hvor en overvældende livagtig mor ligger voldtaget og myrdet med sit lille barn ved siden oven på en bunke lig, massakreret af japanerne i 1937, og det er umuligt at gætte, hvad det må have kostet vokskunstneren bag setuppet i Harbin af to japanske læger, der udfører eksperimenter på en skrigende kinesisk mand. Dræbende livagtigt. Eller hvad med voksarrangementet af soldaten, der lystent er ved at knappe op for chémisen på en kejserlig konkubine? Bogen bekræfter, om end slet ikke så entydigt som Liu Zhen selv synes at mene, at kineserne er deres egne værste fjender. Kulturløsheden lurer hele tiden lige uden for billedfeltet, og mange billeder stiller skarpt på et folk, der svæver frit i rummet, uden bånd til fortiden, hverken den traumatiske nylige fortid eller den harmonisk orienterede fjernere fortid. I 1994 tog Liu Zhen et billede i Beijing af en gammel bonde, der stikker sit hoved igennem en pompøs anretning, der forestiller en kejser i al sin pragt, og hullet, bonden stikker sit hoved igennem, er kejserens hoved. Fortiden som kitsch, som tegneserie. Hvorfor kan Kinas skæbne ikke tegne lidt lykkeligere? Og hvorfor er forskellen mellem Beijing og Miami hastigt ved at udlignes?