Bogen om Vitta Lysgaard sætter anmelderen i en fortvivlende position. Alle ingredienserne til et stærkt portræt er til stede. Men bogen er som den type film, hvor hovedpersonen i kraft af sin unikke performance kan holde seerne fanget og give dem en fornemmelse af, at tiden foran lærredet ikke var helt spildt. Manuskript og instruktør kan være nok så ringe, men hovedpersonen overskygger talentløsheden. Kunst og benzin Vitta Lysgaard er en af de rigeste og mest driftige kvinder i dansk erhvervsliv. Hun har været med til at skabe lavprisbenzinselskabet Uno-X i Danmark, Din-X i Sverige, herning shipping, hun har ejet flyselskab og tv-station blot for at nævne de vigtigste virksomheder. Hun har været en af nøglepersonerne i etableringen af Herning Kunstmuseum med fremragende Cobrakunst og skulpturer fra førende kunstnere. Overmål af tragedier Men hun har ikke haft et let liv. Det har været præget af armod, mismod og - livsmod. Hun blev adopteret af et indremissionsk par, der gav hende salmer, bønner og tæv i opdragelse og smed hende ud af hjemmet, da hun mødte sin første mand. Hun har mistet et barn, haft ufrivillige aborter, oplevet to mænd, der døde af kræft, brækket ryggen og set sin søn synke i dyb depression og efterfølgende begå selvmord, da han sammen med sin mor og fremtrædende forretningsfolk i Herning blev sigtet for insiderhandel i den spektakulære Midtbanksag. Hendes velstand blev skabt i slutningen af 1950'erne, da det mod alle odds lykkedes for den pokerspillende ægtemand, Peder Lysgaard, at ramme en åre til stabile indtægter. Han var en god sælger og fik skabt sig en forretning på salg af dæk og smøreolie. Mismodet ændredes til drømme. Familien blev forpagter af en benzintank for Gulf. Tankstationen blev startskuddet til et lavprisbenzinselskab og et midtjysk erhvervseventyr uden sidestykke. Ringe journalistisk præstation Medmindre det er Vitta Lysgaard, der opsøgte Gitte Dethlefsen, skal forfatteren have ros for at have fundet Vitta Lysgaard og for at få hende til at fortælle om sit liv. Men det er også alt. Den journalistiske præstation er begrædeligt ringe. Det virker, som om forfatteren ikke har fået fagligt modspil i processen. Det er her nødvendigt at minde forlag som Gyldendal om, at det har et udgiveransvar, og at det i dette tilfælde ikke er varetaget tilstrækkelig professionelt. Bogen savner fortællemæssig og sproglig stringens. Den åbner for en masse dramaer, men de bliver afbrudt af ligegyldige eller tilfældige beskrivelser og anekdoter, der kunne være fundet i en kasse med festsange fra en rund fødselsdag eller konfirmation. Logiske brister Vitta Lysgaards meget dramatiske liv bliver ikke brugt til at forklare, hvem hun er. Vi ved ikke, om hendes liv - på godt og ondt - har haft betydning for hendes handlinger resten af livet. Læserne må gætte, mens man efterlyser skarpe spørgsmål og livskloge svar. Som læser må man konstatere, at Gitte Dethlefsen ikke har foretaget tilstrækkeligt med selvstændig research. Hovedpersonen får lov til at fortælle uden at blive udfordret. Det giver logiske brister, enorme troværdighedsproblemer og en helt ufattelig mængde kvidder om, hvor smuk, feminin og elegant Vitta Lysgaard er. Det bliver gentaget i én uendelighed. Hvis en mand havde skrevet bogen, ville han blive beskyldt for at være nedladende og sexistisk. Når en kvinde gør det, ender det som ugebladshistorier af lav standard. Uforløst fortælling Den forherligende tone bliver et redskab til at holde historien i gang. Det giver et indtryk af, at der sgu nok gemmer sig en række døde heste i krogene, som vi ikke bliver indviet i. Helt slemt er det i fortællingen om sønnens depression, der bliver udløst af Midtbanksagen. Forfatteren bruger ufattelig mange ord på at fortælle, at han er hæderligheden og ærligheden selv. Det er han måske, men det ville virke mere troværdigt, hvis forfatteren havde evnet at stille modspørgsmål på læsernes vegne, bl.a. udfordret Vitta Lysgaard på det professionelle plan om grænsen mellem broderskab og indavl blandt midtjyske forretningsfolk, og på det personlige plan, om hendes hårde opvækst skyggede for evnen til at se andres problemer. Hun så tilsyneladende ikke sin søns depression. Tilsvarende undres man over, at hun selv bliver behandlet på privathospital, mens mand nummer to udsættes for et fodslæbende offentligt sygehusvæsen, som i forfatterens udlægning er skyld i mandens alt for tidlige død. Bogen er og bliver en uforløst fortælling og journalistisk ringe i forhold til materialet. Men giv den til en drejebogsforfatter, og den vil kunne danne rammen om succesfuld tv-serie på linje med 'Dallas'.