Kunsten blev sig selv i 1700-tallet. Den blev sig selv i den forstand, at den løsrev sig fra de institutioner, som hidtil havde givet den mening - religionen og moralen inkarneret i kirken og staten - og blev til en selvstændig geschæft. Praktisk viste det sig ved, at det blev muligt at tale om kunsten som noget, der enten er 'skønt' eller 'hæsligt' - uden først at skulle tage hensyn til, om den nu også var 'sand' eller 'falsk', 'moralsk' eller 'umoralsk'. Og talt blev der om kunsten i stor stil i dette århundrede, for i tæt sammenhæng med selvstændiggørelsen af kunsten opstod der tillige en filosofisk videnskab om den, som tyskeren Baumgarten navngav i 1750 - 'æstetik' kaldte han den. Frugtbar filosofi Hele dette nybrud opsummerer den århusianske idéhistoriker Morten Haugaard Jeppesen i bogen 'Den æstetiske revolution' i løbet af kun en enkelt sætning: »Æstetik er en moderne foreteelse - kunsten har ikke altid været æstetisk, og filosofien har ikke altid haft behov for en æstetik«. Det er denne moderne foreteelse, som er emnet for Haugaard Jeppesens bog, der fokuserer på to af de allermest betydelige skikkelser i æstetikkens udvikling i 1700-tallet: tyskerne Immanuel Kant (1724-1804) og Friedrich Schiller (1759-1805). Bogens ærinde er at vise, hvor frugtbart det er at læse deres æstetiske tanker som svar på den begivenhed, der satte hele Europa på den anden ende ved udgangen af 1700-tallet: den franske revolution. Revolutionens kattepine Den franske revolution i 1789 var et kæmpeskridt i retning af afskaffelsen af enevælden og dermed af den umyndighed, som datidens borgere var underlagt, og som også Kant havde villet afskaffe med sin oplysningsfilosofi, der forlangte, at den enkelte skulle bruge sin forstand og ikke bare blindt adlyde ordrer. Menneskelig selvbestemmelse var en fælles sag for den kritiske filosofis såvel som for revolutionens fædre. Men revolutionen udartede som bekendt og slog om i rædselsherredømmet, der fik mange til at tvivle på, om mennesket overhovedet kunne forvalte al den politiske frihed, som så pludseligt var faldet det i hænderne. Det er som et svar på denne kattepine, at Haugaard Jeppesen læser Kants 'Kritik af dømmekraften' fra 1790 og især Schillers berømte breve om 'Menneskets æstetiske opdragelse' fra 1795 - og »vel at mærke et svar, som ikke blot er en defensiv reaktion, der søger tilflugt for alverdens fortræd i kunstens ophøjede sfærer, men i lige så høj grad tager form af en art fortsættelse af revolutionen med andre midler«, som det lyder med en omskrivning af krigsteoretikeren Clausewitz. Smuk og besværlig tanke Schillers æstetiske tankevirksomhed var ikke nogen tilflugt i elfenbenstårnet, men et forsøg på at tilvejebringe forudsætningerne for at virkeliggøre den politiske frihed i et mere levedygtigt samfund. Det vises, hvordan Schiller videreudviklede Kants visioner om kunstens brobygning mellem natur og frihed i sit begreb om 'den æstetiske opdragelse', som skulle forbinde fornuft og følsomhed og bane vejen til den sande politiske frihed, der for Schiller var intet mindre end »det mest strålende af alle kunstværker«. Denne smukke og besværlige tanke har både surrealister og visse marxister i tidens løb dyrket, og den lever videre endnu i dag som 'gesunkenes Kulturgut' her 200 år efter Schillers død. Det er derfor oplysende at overvære Haugaard Jeppesens rekonstruktion af de idéhistoriske omgivelser, hvori tanken blev til, som replik til både Kant og den franske revolution.