Pludselig en dag har din mand bragt en elskerinde ind i jeres fælles hjem. Han siger, du skal byde hende velkommen, han sidder ustandselig med hende på skødet og fortæller dig, hvor dejlig hun er, og hun får din plads i ægtesengen. Og du skal ikke være nervøs, siger han, for han elsker dig lige så højt som før. Men i løbet af nul komma lakrids er det hende, der bestemmer, hvad du skal se i fjernsynet, du skal spørge hende om lov til at benytte telefonen, og hun fortæller dig, hvad der er sundt for dig at spise. Ikke nemt. Men det er sådan, børn kan opleve at få en stedforælder, fortæller psykoterapeuten Christine Byriel i sin udmærkede brugsbog 'Mor, far og alle de andre'. Den handler om stedfamilier, men hvis man tror, at man med dens anvisninger i hånden kan få et problemløst familieliv med andres børn, kan man godt tro om. Der er ingen nemme løsninger, når en kernefamilie er gået i stykker og forsøges samlet igen med nye medlemmer. Faktisk kan den slet ikke samles, mener Christine Byriel. »Den voksne, der forsøger at få stedfamilien til at ligne den gamle kernefamilie, kommer til kort. Det er et urealistisk projekt, som vil skabe frustrationer og er dømt til at mislykkes«, skriver hun. Og der er skeletter nok i skabene: uafsluttede skilsmisser med ulykkelige eller rasende eks'er, urealistiske forventninger, voksne der opfører sig som børn over for de børn, der har det hårdt nok i forvejen.
»Du er ikke min mor!«
Lyt til artiklen
