Hvis man i 1800-tallet var sømandsenke, kontorbetjent, gartner, bager, bødker eller anden arbejder med behov for hjælp, var man ikke afhængig af det offentlige. I stedet sikrede private foreninger, at man ikke skulle nedværdige sig til statens fattighjælp. Hjælpen var nær, hvis man ellers hørte til den gruppe af fattige, som velgørerne troede på kunne ændre deres situation. Det er store armbevægelser, når man begynder at tale om menneskekærlighed i en liberal debatbog.
LÆS OGSÅ Tidsånden, som ingen vil vedkende sig
Med Grundtvig ved hånden vil Henrik Gade Jensen forberede os på åbenbarelsen af et nyt ’Gyldenår’ – et »mere selvberoende samfund og en mere tilbagetrukket og mindre dirigistisk stat«. Bogen er altså et ivrigt opgør med staten, som ifølge forfatteren har stækket borgerens frihed og i stedet gjort borgeren til klient.
I ’Menneskekærlighedens værk’ er det danmarkshistorien før velfærdsstaten, der holder for som ammunition i forfatterens kamp mod staten, der siden grundlovens indførelse er vokset mere og mere. Gade Jensen beskriver en række civile initiativer inden for blandt andet uddannelse, sygdomsforebyggelse og filantropi, der står som forstadier til den stat, vi kender i dag.
God timing Bogens timing kunne dårligt være bedre, for i en tid, hvor alle er enige om nødvendigheden af at ændre velfærdsstaten, er det befordrende at læse om alternativ iværksættelse af samfundsprojekter med andre motiver end dem, vi er vænnet til. For Jensen er idealet landsbyens fællesskabsstruktur, og staten er et elitært projekt organiseret af det, forfatteren kalder »samfundsingeniører«. Til disse føjer sig en række socialdemokratiske skabere af velfærdsstaten, hvis synder mod friheden der heldigvis ikke bliver brugt krudt på.
