Da tegneren Anton Hansen som forældreløs dreng rendte rundt i Eskildsgade på Vesterbro i København, var der ingen, der kunne vide, at plejebarnet en dag ville rejse med Johannes V. Jensen til Egypten, blive venner med Danmarks statsminister (Stauning) eller kaste med snebolde sammen med den sovjetkommunistiske leder Bukharin. Men sådan gik det. Hans liv endte tragisk, men inden det kom dertil, havde Anton Hansens talent for at tegne og hans indlevelse i arbejderklassens livsverden med dens brosten, rygende skorstene, pantefogeder, havnekajer og snotnæser, givet ham et intenst liv i centrum af kulturkampen. På et tidspunkt var tegneren, der blev født i 1891 og døde i 1960, både norsk og dansk arbejderbevægelses store tegner. Hans virtuose brug af blyant og sortkridt først i Ekstra Bladet, hvor han avisdebuterede som 19-årig og senere i Social-Demokraten og andre medier, placerer ham i fronten af dansk bladtegning. Han var stridere end Strid og virkede i en tid, hvor der var betydeligt mere på spil, end i nutidens selvbefrugtende mediesamfund. I vore dage skal der en fin socialrealistisk film som 'Bænken' af Per Fly til for at hive hverdagens dårligst stillede eksistenser ind i Bevågenheden. I Anton Hansens storhedstid var angsten i baggården, sulten i lejlighederne og kulden i gaderne hverdagskost. Også som illustrator af bøger, blandt andet nogle af Johannes V. Jensens, nåede Anton Hansen, der er blevet sammenlignet med George Grosz, den store tyske kunstner og antimilitarist, at markere sig på fornem vis.
Den glemte tegner
Lyt til artiklen
