Søren Kierkegaards jubilæumsår er over os med et hav af bøger, artikler og konferencer. Det er lige ved at være for meget, og den danske filosof vil givetvis have en del sarkastiske bemærkninger til al den ståhej fra sin himmel. En del af det, der siges og skrives, synes man også at have hørt før. Hvordan kan det være anderledes, for det kan være svært at finde en ny indfaldsvinkel til Kierkegaards tænkning?

LÆS OGSÅ Ordentlig dannelse kræver en vidende elite

Men det har Sørine Gotfredsen gjort, velskrevet, vidende og dybt originalt.

Kierkegaard til undsætning
Det kommer ikke bag på én, for Sørine Gotfredsen har aldrig lagt skjul på, at Kierkegaard er hendes helt, og hun har til fulde fattet hans anliggende. Også når hun med iver og lidenskab kaster sig ind i enhver debat om alt mellem himmel og jord, også så meget, at man en gang imellem synes, hun skulle tage en meningspause for sin egen og vores skyld.

Men bogen er i enhver henseende et flot værk og en fortælling om et venskab mellem hende og Kierkegaard. Venskab forstået på den måde, at man med et sådant med sig bliver et rigere og mere troværdigt menneske, i forhold til andre og ikke mindre i forhold til sig selv. Og der begynder det hele.
LÆS OGSÅDanskerne mangler ånd I 1996 i Atlanta ved de olympiske lege, hvor Sørine er til stede som sportsjournalist, hvor hun oplever den personlige krise, at hun i det euforiske kaos mærker det at miste grebet om sig selv. Hun bliver modløs og oplever den fortvivlelse af eksistentiel art, som Søren Kierkegaard igen og igen på forskellige måder har analyseret og forsøgt at finde en vej ud af. På det tidspunkt var hun endnu ikke fortrolig med Kierkegaard, men nu måtte hun sande siden hen ved hans hjælp, at vejen ud ikke er at leve videre og gøre som ingenting. Fortvivlelsen måtte ikke ignoreres. Den skulle tværtimod overtages som et dybtliggende eksistensvilkår. Og den erfaring blev dybere i tiden, der fulgte.