Begrebet elite er ikke populært her i landet. Medmindre man kan forbinde det med de sportsfolk, om hvem der stadig hersker et spøjst skær af noget tilforladeligt, forbindes det elitære sjældent med det positive. Årsagen til dette kan ikke sættes på en enkelt formel. Der er med demokratiets og velfærdssamfundets udvikling på flere fronter foregået en nivellering og en lighedstænkning, der har skabt en dyrkelse af det fælles middelmådige og dermed også en skepsis i synet på den intellektuelle elite. Men derudover kan det slås fast, at den ideologiske bevægelse op gennem 60'erne fik gennemført et opgør med begrebet autoritet, der i høj grad har gjort det til noget grundlæggende forkert at tildele et menneske myndighed til at belære andre. Forestillingen om, at et menneske i kraft af uddannelse og særlig indsigt skulle være værd at lytte til, er et langt stykke af vejen blevet erstattet af en overbevisning om, at den enkelte først og fremmest uddannes gennem sin egen individuelle proces i livet. Alt imens det belæste og vidende menneske ofte opfattes som enten en lidt afvigende nørd eller en gammeldags autoritær type, der næppe har blik for alle mekanismerne i den store ligestillede samtale. Stor viden er på mange måder blevet anbragt i et modsætningsforhold til humanistisk medmenneskelighed og social begavelse, og i denne lidt forskrækkede mentalitet er det svært at opretholde et naturligt og nuanceret forhold til begrebet elite. Hvilket jo ikke mindst sætter sig spor i opfattelsen af forholdet mellem elev og skolelærer.
Danskerne mangler ånd Vi har efterhånden bevæget os så langt væk fra troen på den fagligt overlegne som autoritet for den mindre vidende, at lærerens udvandede position i dag nævnes som en af de allerstørste årsager til problemerne i folkeskolen. Ligesom nedvurderingen af at være autoritet for andre også kan ses som en stor del af forklaringen på, at mange forældre i dag har svært ved med overbevisning at udstikke rammer for deres børn. Så langt så godt. Vi lever i en tid, hvor grundlaget for at tale om en intellektuel elite et godt stykke af vejen er blevet opløst, og desto mere grund er der til at insistere på at gøre det alligevel. Det er også en stor del af grunden til, at jeg har været med til at danne Rønshovedgruppen, der har som formål at kæmpe for at højne forståelsen for dannelsen i dette land. Og dermed også en kundskabens elite som bolværk mod den generelle fordummelse. Men lad mig lige først forklare, hvad der mere nøjagtig menes med dannelse. Dannelse skal forstås som den personlige udvikling, ethvert menneske må igennem for til fulde at kunne indgå i sin samtid, og den har at gøre med både opdragelse, uddannelse og selverkendelse. Det sidste - selverkendelsen - er vigtigt at understrege, eftersom dannelse ikke blot må ses som et spørgsmål om uddannelse og konkrete færdigheder. Det stikker en hel del dybere og skal ses som dette at være rodfæstet i et fællesskab båret af ånd. I dannelsens forstand rummer den enkeltes selverkendelse nemlig langt mere end det, der typisk kendetegner idealet i dag, hvor enhver tillægges muligheden for som en slags autonomt væsen at danne sig selv.
