0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Da muslimerne opdagede Europa

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Slaget ved den franske by Poitiers i 732, hvor Karl den Store stoppede den muslimske eks-pansion fra Spanien ind i Vesteuropa har lige siden haft en nærmest mytisk status som et afgørende vendepunkt i den europæiske historie og bevidsthed.

Det var i forbindelse med det slag, at man første gang talte om 'Europa' som en enhed, der kunne erobres eller reddes, og det var ved den lejlighed, at Karl den Stores ry som Europas heroiske frelser blev grundlagt.

Set fra modstanderne - muslimernes - side var slaget imidlertid en betydeligt mindre bemærkelsesværdig affære.

I islamiske historiekrøniker omtales Poitiers nærmest kun i en bisætning som et ret uinteressant slag. Ikke fordi muslimerne var dårlige tabere og gerne ville glemme nederlaget, men simpelthen fordi det ikke blev tillagt den helt store betydning.

Ganske vist gik udbredelsen af det hellige budskab i den retning dermed i stå, men eftersom man alligevel anså Europa som et meget tilbagestående kontinent, uden noget særligt at byde på, var det ikke det store tab.


Men så man ikke Europa som noget særligt, vidste man til gengæld heller ikke ret meget om det. Faktisk kendte muslimerne i overraskende lang tid forbløffende lidt til deres kristne naboer, og blev af samme grund først alt for sent opmærksom på, at Vesten var ved at overhale dem indenom.

Det er hovedbudskabet i den anerkendte amerikanske islamforsker, Bernard Lewis' bog 'The Muslim Discovery of Europe', der netop er blevet genudgivet i en opdateret version.

Lewis, der er blevet kaldt 'islamisternes patriark', påviser nemlig i bogen gennem et uhyre rigt kildemateriale, at mens det kristne Europa næsten fra starten var opmærksomme på islam som en ny, kraftigt ekspanderende og fjendtlig religion, som det var vigtigt at holde sig orienteret om, var interessen i den modsatte retning stort set lig nul.

Efter at den første store islamiske ekspansion gik i stå i begyndelsen af 700-tallet var muslimerne naturligvis klar over, at der i Europa eksisterede en stor anden religion - særligt repræsenteret af det kristne Byzans, men hvad der nærmere foregik på de kanter, var ikke noget man gik særligt op i.

I lang tid af gode grunde.


Som den persiske geograf Ibn Khurradadhbeh, der i det 10. århundrede skrev en af de første bøger, der omhandler Europa, bemærkede, var det, der kom nordfra, »slavoniske, græske, franske og lombardiske slaver, bæverskind og andre skind, parfumer, træ, medicin og mastik (hvid harpiks fra pistacietræet, red.)«.

Med andre ord ikke ligefrem de mest avancerede former for varer, og rent videnskabsmæssigt var der da heller ikke meget at hente.

Efter oversættelsen af de gamle græske værker var den islamiske verden på næsten alle fronter langt foran Vesten indtil sammenfaldet af renæssancen, opdagelsen af Amerika og reformationens øgede muligheder for fritænkning tilsammen gav startskuddet til Vestens triumf.

Alligevel er det vanskeligt ikke at blive overrasket over muslimernes ligegyldighed over for Europa.

Mens man i Europa allerede i middelalderen oversatte Koranen og andre vigtige muslimske tekster og på mange universiteter i løbet af 1600-tallet stiftede egentlige arabiske institutter, skete der stort set intet af den art i den islamiske verden.

Fra de første godt tusinde år efter Muhammed er der kun bevaret tre bøger, der omhandler Vesteuropa, herunder Ibn Khurradadhbehs, og ved slutningen af 1700-tallet vidste den menige muslim, som Lewis udtrykker det, »nogenlunde lige så meget om Europas stater og folk, som 1800-tallets europæer vidste om Afrikas stammer - og betragtede dem med den samme let nedladende morskab«.


En grund til den ringe viden var rent sproglig, og her mener Lewis, at Europas dusinvis af forskellige sprog har skabt en langt større erkendelse af nødvendigheden og nytten af fremmedsprog, mens den nærmest universelle udbredelse af arabisk i den muslimske verden har hæmmet lysten til fremmede tungemål tilsvarende.

Forskel var der i al fald. Blandt fremtrædende muslimske forfattere, hvis værker har overlevet frem til vore tider, var der helt frem til det 17. århundrede ikke en eneste, der talte så meget som et europæisk sprog.

Og mens der i løbet af det 18. århundrede i Vesten blev udgivet over 70 bøger om arabisk grammatik, og omtrent et dusin om både persisk og tyrkisk grammatik, skal man frem til 1828 før den første arabisk-franske ordbog så dagens lys.

Det var på den tid, at faren fra de europæiske lande så småt gik op for muslimerne og at de, særligt det Osmaniske rige, begyndte at interessere sig for Europa. I første omgang for dets militære kundskaber, men hurtigt, og med stigende bekymring også for de øvrige samfundsforhold.

Det var en grim opvågnen.

Nærmest siden profetens tid havde muslimerne vænnet sig til at beskue verden fra en ophøjet position, og med et fandt de sig selv i en sælsom verden, hvor de forhadte vantro blev stærkere og stærkere, mens de selv sakkede længere og længere agterud.

En vanskelig erkendelse, måske særligt for muslimerne som efter deres egen selvopfattelse repræsenterede det guddommelige budskab og hvis rige var selve Guds rige.

Men de vantro kristne var unægtelig kommet markant foran, og det spørgsmål, Lewis rejser, er, hvorfor muslimerne i så lang tid var så inderligt uinteresserede i resten af verden, at de selv efter korsfarernes hærgen og senere Napoleons erobring af Egypten fandt det overflødigt at lære mere om de sære europæere?


Her har Lewis vanskeligere ved at udpege en klar årsag, men han har nogle forslag.

For det første var der gennem hele perioden langt flere europæere i muslimske lande end omvendt.

Det islamiske imperium lagde ud med at erobre store kristne områder, og der var derfor fra begyndelsen helt naturligt mange kristne og jøder til stede i det muslimske rige. Mange konverterede med tiden til islam, men mindretallene blev mange steder holdt i live af handelsfolk og andre, der for kortere eller længere perioder bosatte sig i muslimske lande og byer.

Det modsatte gjorde sig ikke gældende.

Bortset fra små handelskolonier i visse italienske byer var der stort set ingen muslimer i Vesten. Dels på grund af forfølgelser, men også fordi få frivilligt ville bo et så primitivt sted.

Og da de kristne begyndte at generobre nogle af de tabte områder fra islam, var de betydeligt mindre tolerante. I næsten alle tilfælde blev muslimerne stillet over for valget mellem at udvandre, konvertere eller dø. Flertallet valgte det første, men derved mistede muslimerne en mulig kilde til viden om Europa.

Men der var også andre grunde til at muslimerne ikke interesserede sig synderligt for Europa.

Lewis peger på, at mens de kristne så islam som en ny konkurrerende religion, så muslimerne kristendommen som en slags forældet tidligere version af islam. En religion, hvis rolle var udspillet så at sige, og som man derfor ikke behøvede tænke nærmere over.


Og selv når det gjaldt forståelsen af selve Europas opbygning var muslimerne fra starten handikappet.

Fra starten og trods de mange interne splittelser anså muslimerne det islamiske rige som én enhed, og omtalte hverken sig selv eller deres herskere efter, hvor de rent geografisk boede. Man var muslim, slet og ret.

Et samfundssyn, der har overlevet næsten frem til vore dage, og som kan ses afspejlet i, at hovedparten af de islamiske lande stadig kun har de navne, europæerne har givet dem. Muslimerne så aldrig noget behov for den slags, det hele var jo alligevel Guds rige.

En smuk tanke, men ifølge Lewis også en, der gjorde det vanskeligt for muslimerne at forstå det europæiske statssystem, hvor det trods den fælles tro på Jesus - som endda ikke var så fælles endda - bestemt ikke var et fedt, hvor man boede, og hvilken nationalitet man havde.

Mulige forklaringer skorter det således ikke på, men når alt kommer til alt finder selv en så vidende mand som Lewis muslimernes manglende interesse for Europa nærmest uforklarlig.

Måske lige så vanskelig og sælsom, som vores verden ser ud gennem muslimske briller.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce