Man rammes da ikke af kræft i hjernen, når man er 6 år og næsten lige er begyndt i børnehaveklassen«, tænker Karin Mørch, da hun får den forfærdelige besked om sin datter Ilya.
Det var ægtemanden, Kristian, der tog telefonen i køkkenet, og da Karin Mørch løber ned ad trappen for at tale videre med den læge, der har ringet, kommer hun til at sparke til en tekop, der står øverst på trappetrinet. Som i slowmotion ser hun kop og underkop hvirvle ned ad trappen.
»Mærkeligt nok går koppen ikke i stykker. Endnu mere mærkeligt er det, at det er det billede, jeg husker. Hjerner er sælsomme, fascinerende og forunderlige«.
Kompliceret forløb
Den påstand får Karin Mørch rig lejlighed til at efterprøve i de følgende ti år, hvor Ilya sendes på en lang og smertefuld vandring med forældrene som angste vidner.
Først ser det dog lysere ud, for det viser sig, at det ikke er kræft, der giver Ilya hovedpine.
Det er hæmangiomer, knuder af misdannede blodkar lidt ligesom de såkaldte ’jordbærmærker’, som småbørn kan have for eksempel på halsen.
