Ifølge den herskende forståelse af det moderne menneske rummer vi alle et unikt indre selv, som det er et vigtigt mål at realisere. Det forventes, at vi hver især tager verden i besiddelse på vores helt egen måde. Vi skal udleve vore evner og potentialer. Vi skal vælge os selv, vi skal konstruere vores egen identitet og søge at få den anerkendt af andre. Man kan således hævde, at vi er tilbøjelige til at fokusere på det enkelte individ, og hvordan det adskiller sig fra andre. Som nordmanden Frode Nyeng skriver i sin fine introduktion til dele af den canadiske filosof Charles Taylors forfatterskab 'Det autentiske menneske', så lægger den nyliberale økonomi og menneskeforståelse afgørende vægt på det individuelle valg. Dette giver »grobund for den opfattelse, at vi som individer skaber os selv nærmest i et socialt og moralsk tomrum«. »Ud af intet stiger det handlekraftige og handlingskompetente menneske«, hvis væsentligste manifestation er forbrugeren, det 'frie' og selvcentrerede menneske, der til stadighed søger at skabe mening ved at konsumere og besidde objekter. En af Taylors centrale pointer er, at det hverken er muligt eller ønskeligt at realisere dette radikalt individualiserede menneske. Stærke og svage vurderinger Når det gælder spørgsmål om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der for alvor har betydning i et menneskeliv, må man ifølge Taylor skelne imellem 'svage' og 'stærke' vurderinger. Svage vurderinger er, når et menneske prioriterer imellem forskellige handlemuligheder ud fra, hvad det selv ønsker og umiddelbart finder mest behageligt. Stærke vurderinger bygger på, at noget er godt og rigtigt, uafhængigt af om man umiddelbart selv synes det. De er rodfæstet i et sæt af værdier, som går forud for det enkelte individ, og har derfor langt større dybde og stabilitet. Fællesmenneskelige forestillinger Ifølge Taylor kan intet menneske opbygge en stabil identitet uden at læne sig op ad en overindividuel referenceramme. Når vi skal tage stilling til, hvad der er betydningsfuldt for os, gør vi det altid med afsæt i mere eller mindre fællesmenneskelige forestillinger om, hvad der har betydning. Eller som Taylor formulerer det, så kræver en stabil identitet, at vi ser os selv på baggrund af »stærke vurderinger«. Det er en illusion at tro, at vore såkaldte 'individuelle' og 'unikke' valg skulle kunne finde sted i et socialt tomrum. Vores forståelse af vores identitet er altid allerede farvet af den kultur, vi er en del af, og af det sprog, vi benytter os af, når vi forsøger at begribe og beskrive os selv. Det menneske, der forsøger at skabe sig selv »med plastiske operationer, veltrænede muskler, modetøj, smarte replikker og det rigtige input af mad, film, litteratur og musik«, får ifølge Nyeng »stadig længere vej tilbage til sig selv«. Dette menneske bedrager sig selv og mister fornemmelsen for, hvad der virkelig er betydningsfuldt. Ægte selvrealisering tager afsæt i, at man vedkender sig sin historie og kultur og anerkender, at ethvert valg af en selv og ens identitet foretages inden for en kulturel kontekst. Hvorfor oversætte fra norsk? Med jævne mellemrum hævdes det fra forskellige sider, at der udgives for mange bøger i Danmark. Denne bog er i mine øjne et godt eksempel på en dybest set overflødig udgivelse. Som det gerne skulle være fremgået, er bogens indhold både spændende og relevant for det moderne menneske. Men hvorfor oversætter man en ikke helt let tilgængelig bog fra norsk til dansk? Efter minimal tilvænning vil alle, der kan forstå bogens indhold, lige så godt kunne læse den velskrevne norske originaludgave. Hvis målet med den danske oversættelse er at gøre bogen tilgængelig for en større kreds af læsere, forstår jeg ikke, hvorfor den er fyldt med engelske citater og norske oversættelser af engelske tekstuddrag (der for en dels vedkommende allerede foreligger i udmærkede danske oversættelser). Jeg har altså svært ved at se en linje i oversættelsen - men bogens indhold er ganske glimrende.