En weekend i marts skridter en herre med krøllet frakke og ditto hat, gråt skæg, pibe i munden og et distant, om end alfaderligt blik tænksomt hen over gårdspladsen under den årlige krimimesse i det gamle Horsens Statsfængsel. Han ligner den gamle, menneskekloge politikommissær, som vi tror, han skal se ud, og ingen tvivl om, at Bo Tao Michaëlis er den danske krimiverdens grand old man. Hans status er ubeklikket, også i en tid, hvor begrebet krimi er udvandet i en grad, så det nærmer sig det meningsløse. LÆS OGSÅOm kvalitet, konkurrence og kultur Michaëlis har holdt sig på afstand af den debat (i det omfang, den har været der), men når han udvælger ’verdens bedste krimier’ må han nødvendigvis bekende kulør - og det gør han. Ingen danskere Hans smag er klassisk, den er historisk og litterært orienteret, og når der ikke optræder danske romaner på listen, er det, fordi - nå, ja - ingen danske har fortjent at være der. Selve ideen om sådan at vælge de 25 eller 50 bedste - det være sig pornofilm, rødvine eller kriminalromaner - er lige så slidt og træt, som den er populær og salgbar, og det kræver sin mand (eller kvinde) at få en læseværdig tekst ud af det. Det er lykkedes her. Bogen er især velegnet til drypvis lystlæsning. Det er med Bo Tao Michaëlis' prosa som med Storm P.s fluer; den skal snappes, ikke labbes, men snapper man, fanger man perler af veloplagthed rundt omkring. Det er ikke ukritisk lobhudling af de store mestre, der er tale om. Tværtimod vurderes hver enkelt forfatter sine steder nærmest moralsk og belærende i den gode gamle 'hier irrt sich Goethe'-stil, og det er ikke alle forfattere og tekster, der er lige 'sympatiske' (et nøgleord i vurderingerne, det må være en arbejdsskade), men Bo Tao Michaëlis er alt for meget drengerøv og litteraturelsker til at kaste forfattere eller tekster på historiens mødding, bare fordi de er politisk tvivlsomme set i et nutidigt lys. Selvfølgelig er det ikke så godt, at belgieren Georges Simenon flirtede en del med Vichyregeringen, men skal det få os til aldrig mere at læse en Maigretbog? Nej da. Tværtimod. Michaëlis giver lyst til at læse, og det er vel noget af det væsentligste, der kan siges om en bog som denne. Stor indlevelse Hans bedste kommentarer og betragtninger er udtryk for stor indlevelse i de enkelte tekster og for resten en overlegen og uanstrengt belæsthed, der virker inkluderende snarere end det modsatte. Han sammenligner, og det er præcist set, Maigret med Chestertons fader Brown, »en hermeneutisk detektiv, en fortolkende opdager af det sted og de omgivelser, hans forbrydelse befinder sig i«. I Maigretbøgerne hyldes og beskrives et grundlæggende uforanderligt Paris som billede på verden, »som Gud har skabt den«. Nemlig ja, og det er jo også derfor, man så tit må derned. Og indimellem må læse en Maigretbog. LÆS OGSÅMord på alle hylder Uforanderligheden og genoprettelsen af den grundlæggende orden er den klassiske kriminalromans forudsætning, og det har vist sig mere end almindeligt vanskeligt at sprænge »genrens bås og æstetik«, som Bo Tao Michaëlis nævner i sit forord som et kriterium for sine valg. Som da i øvrigt rummer et væld af klassikere, 'Mordet i Orientekspressen' (Christie), 'Det sidste gode kys' (Crumley), 'Den nihalede kat' (Ellery Queen), 'Tom Ripleys talent' (Highsmith), 'Giftmordet' (Sayers, jeg ville stadig have valgt 'Annoncer, der dræbte') og en række andre, amerikanere især, men heldigvis er der også blevet plads til nye stjerner som f.eks. den fremragende, meget originale og meget franske Fred Vargas. Bo Tao Michaëlis skriver engageret om dem alle, om end det er tydeligt, at det er de hårdkogte amerikanere og de franske Gitanes-rygere og hvidvinsdrukkenbolte, der får hans hjerte til at banke. Den klassiske engelske kriminalroman har han et køligere, mere videnskabeligt forhold til, det gælder ikke mindst Dorothy Sayers, der beskrives præcist, men uden varme. Manieret aparte Indvendinger? Jamen, selvfølgelig er der de obligate. Hvorfor den og ikke den? Jeg fatter ikke, at der ikke er blevet plads til Lawrence Blocks 'Otte millioner måder at dø på'. Er 'Skyggen' virkelig Robert Harris' bedste roman eller bare den mest politisk korrekte, fordi den tager fat i Bush & Blair? Hvor er Philip Kerr og Berlin Noir-serien, der da virkelig bruger genren originalt? Og hvorfor skal det være føljetonromanen 'Mrs. Corbetts sidste ønske', der skal repræsentere Colin Harrisons stærke forfatterskab, når der nu er så mange andre, anderledes gennemarbejdede og levende romaner at tage af. LÆS OGSÅFransk krimidronning skriver suverænt I sidstnævnte tilfælde forekommer det mig, at forfatteren netop bliver »manieret aparte«, en kritik, han selv forudser i forordet, og overdrevent fascineret af den herligt Dumas-agtige tilblivelsesform, føljetonen, der tvang Harrison til både at afkorte og ændre handlingen i sidste øjeblik afhængigt af avismagasinets krav. Nuvel, det er rituelle betragtninger, valgene skal være personlige uden at være alt for sære, og det gælder her. Ligesom det gælder, at det tager lang tid at læse bogen, fordi man hele tiden må kaste den fra sig for at opsøge og genfinde en af de gamle krimier, en af de gamle venner, som her får hver sin begavede og ofte underfundige festtale. Tak for dem. Niels Lillelund er journalist og kritiker ved Jyllands-Posten og forfatter til en række kriminalromaner