Mytteri til fods

Antvorskov Kaserne ved Slagelse. Foto: Johnny Frederiksen.
Antvorskov Kaserne ved Slagelse. Foto: Johnny Frederiksen.
Lyt til artiklen

I februar 1953 indledtes en række protestaktioner på danske kaserner mod forlængelsen af værnepligten fra 12 til 18 måneder, som var blevet vedtaget i Folketinget efter krav fra NATO's ledelse. Det var midt i den dybfrosne del af den kolde krig, hvor den danske hær var under opbygning efter generationers neutralitet. På kasernerne i Søgaard, Haderslev, Karup og Rønne samledes de værnepligtige, efter at de havde fået besked om, at omkring 40 procent af dem skulle blive i trøjen helt frem til maj 1954 og ikke hjemsendes som beregnet til oktober. Kuldegysende aktion Det, der udløste protesterne, var øjensynlig, at det kun var soldater i de egentlige kampformationer, der fik tjenestetiden forlænget, mens deres kolleger i støtteenhederne kunne nøjes med de 12 måneder. Det blev opfattet som uretfærdigt, hvad det vel også var. Især i Søgaard udløste protesterne en march ud af kasernen med retning mod Haderslev, der dog blev stoppet, lederne af aktionen anholdt og resten kørt tilbage til kasernen. Alt forløb fredeligt, men alligevel blev over 300 idømt fængselsstraffe på fra 4 til 12 måneder ved civile domstole, mens andre 400 fik militære straffe. Det var en aktion, der gav kuldegysninger både hos politikerne og i den militære top. Udeladt fra historiebøger Ib Nordby, pensioneret major og cand.phil. i historie, der selv var ung befalingsmand i Søgaard i 53, har i denne bog om det glemte mytteri forsøgt at spore, hvem der stod bag protesterne. For i den borgerlige presse og blandt mange politikere blev kommunisterne gjort ansvarlige. Partiet havde længe kæmpet mod en udvidelse af værnepligtstiden, og DKU gjorde sit for at puste til utilfredsheden blandt de unge. Alligevel viser Nordbys undersøgelser, at alle de aktionerende soldater gjorde alt for at lægge afstand til de kommunistiske lokketoner. Det mærkelige er, at ingen historiebøger fra den periode nævner dette mytteri, der udløste disse voldsomme straffe af så mange. Bogen retter op på denne forglemmelse og giver også et indblik i mentaliteten dengang. Langt de fleste på den tid vidste udmærket, hvad kommunisterne stod for. De skulle holdes på tre skridts afstand, og det blev de.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her