Ingen er jo helt normale. Hvis vi går hinanden bare lidt på klingen, falder vi alle sammen lige uden for det normale. Der er altid en haltende neurose et sted i nervesystemet, et dansende skellet i skabet eller en nedgroet familiesærhed, der giver en smule ratslør i forholdet til tværsnittet af virkeligheden. Og alligevel er vi fleste, som folk er flest: normale. Og uanset at det er en noget svævende størrelse, har flertallet det stadig bedst med at være en del af lige præcis dét fællesskab. Selv her i individualitetens tidsalder. Men nogle stikker ud. De får klaustrofobi af normaliteten og føler sig klemt nede i sofaen mellem hr. og fru Danmark, der hver søndag tænder for det normales tv-drama på DR 1 – ligesom alle andre. Det er de utilpassede. De stikker ikke bare ud, de stikker helt af. Ned i subkulturelle fællesskaber, hvor de enten i tavshed vender normaliteten ryggen i swingerklubbens kældre, eller de konfronterer gængse normer med sortrandet ansigtsmaling eller spraydåsens skriggule streger. Goth, straight edge, m.fl. Nogle af disse røgslørede fællesskaber giver forfatteren Peter Grønlund god indsigt i med sit seneste dyk ned i den danske kulturundergrund.
Gennem ni interview og tre korte essays forsøger Grønlund med fordomsfri nysgerrighed at vise rundt bag facaden på blandt andet street art, queer, goth, anarkisme og satanisme. For mange sikkert bizarre, forhadte eller helt ukendte fænomener, men med antropologens åbne og neutrale spørgsmål begiver Grønlund sig ind bag de hemmelige koder for at finde årsagerne til, at eksempelvis en 40-50 danskere ser sig selv som straight edge, en modkultur undfanget i hardcorepunk og sanglinjer som »I don’t smoke, don’t drink, don’t fuck, at least I can fucking think«.
