»At være kunstner er at fare vild i sit eget spejlbillede«, hedder det i denne bog om en splittet kunstnerfamilie, hvor faren ustandselig smadrer sine egne skulpturtilløb og genbruger leret til nye forsøg, mens moren atter og atter overmaler sit eget selvportæt med hvidt for at begynde forfra.
Deres stormfulde forhold og dets ophør opleves af deres søn, titelfiguren, dvs. den danske filminstruktør, der her debuterer med en ’erindringsroman’.
LÆS INTERVIEW Dansk filminstruktør oplevede som teenager fadertab på egen krop
Den citerede sætning er mere sand, end godt er for erindringerne, der har svært ved at løfte sig til ’roman’. Fortælleren har så ondt af ’tøsedrengen’ og hans mor, især efter farens flugt med en yngre model, at der ikke er plads til andet ’plot’ end opvækstens forløb og ikke til andre synsvinkler end det forurettede barns.
End ikke den anderledes oprørske søster – som håner sin frygtsomme bror med betegnelsen ’tøsedreng’ – får vi mere end benovede glimt af, skønt hun umiddelbart virker langt mere interessant.
Prædikater hamres tynde
Sprogligt hamres faste prædikater tynde som klicheer:
Vedbæk hedder altid »den forkælede forstad«, tøsedrengens plageånder bor alle på »den rigtige side af Strandvejen«, skoleinspektøren (formentlig på forfatterens nuværende alder) omtales uvægerligt som »oldingen«, mor og søns senere tilflugtssted er en lavtliggende landsby og derfor »kujonagtig«, den undvegne far nævnes ikke uden sit »skæve smil«, som drengen jo har arvet, osv. osv. Kun kolofonen røber, at en redaktør har været involveret.
LÆS FILMANMELDELSE Akavet greb knækker dansk kærlighedsdokumentar
Jon Bang Carlsen (f. 1950) har ellers tidligere udgivet en digtsamling og læseværdige essays, og som instruktør har han bl.a. udviklet genren ’iscenesat dokumentarisme’ og med basis i samme selvbiografiske stof lavet spillefilmen ’Carmen og babyface’ (1995).
Kunstner er han som filminstruktør, men som romanforfatter har han ikke fundet nogen vej ud af spejlbilledet.
fortsæt med at læse
