En nat i et tilsyneladende trygt villakvarter i en velordnet forstad til Los Angeles standser to store fyre deres bil uden for et hus, hvor en mand sitrende står og venter på dem.

De rækker ham et ark papir, som han skriver under på. Han tager dem med ind i huset. De er stille. I teenageværelset sover datteren. Faren vækker hende og forklarer hende, at hun skal tage med de to mænd hen til et sted, hvor hun skal bo, så hun kan få det bedre. Pigen græder og siger, det er ham, der fejler noget. Men med fysisk tvang får de to fremmede mænd hende ud i bilen og kører hende til en mormonsk opdragelsesanstalt i Utah.

Scenen er fra Jon Bang Carlsens nye film ’I kærlighedens navn’, der netop har haft dansk biografpremiere. Ligesom andre af Jon Bang Carlsens film er den nye en iscenesat dokumentar. Scenen med pigen er foregået i virkeligheden. Men muligvis ikke præcis sådan, som man ser den i filmen, hvor virkelighedens pige spilles af hendes veninde.

LÆS ANMELDELSE Akavet greb knækker dansk kærlighedsdokumentar

»Om det er eksakt de rigtige personer eller ej, det er irrelevant. Hende, der spiller pigen, ved fuldstændig, hvad der er foregået, for i teenagealderen kender venner og veninder hinandens følelsesliv. Kan du ikke huske, hvordan det var, da du var teenager og havde en veninde? Man spejler sig i hinanden. Man har den helt særlige empati, der kan være mellem mennesker«, siger han.

Essentielle temaer
Han siger nu også meget mere end det.

Mens Jon Bang Carlsen taler, laver han et utal af bisætninger, der forbinder ting, som andre ikke lige ville komme i tanke om. Spørger man ham for eksempel, om det er hans egen søn Simon, der spiller en af rollerne i ’I kærlighedens navn’, kan han sagtens tage flere minutters omvej, før han svarer, at jo, det er Simon, og han synes ikke at lægge mærke til, at han har været ude på et sidespor i talestrømmen.

LÆS BOGANMELDELSE

Sådan er hans film til dels også: ’I kærlighedens navn’ er ikke nogen snorlige historie om forældre, der i desperation ringer til et firma, der har specialiseret sig i at intervenere i familier, hvor teenageren er i vejen. I fire årtier har han lavet film, der taler lige så meget til eftertanken som til det øjeblikkelige syn.

Temaerne er eksistentielle, og længslen efter kærlighed i ordets store betydning er et af dem. Hans film inddrager overraskende sidehistorier og abstraktioner.

Bag virkelighedens maske
Den iscenesatte dokumentar er måske ikke opfundet af Jon Bang Carlsen, men han har brugt metoden i mange år, før det blev accepteret, at det nogle gange er nødvendigt at digte for at komme helt tæt på virkeligheden, siger han:

»Indimellem bærer virkeligheden en maske, som man må prøve at snige sig om bag. Det er i høj grad mit job, føler jeg. For at kunne det må jeg nogle gange gøre mig fri af den konkrete virkelighed. En af mine slaglinjer er, at jeg ikke gider lade mig diktere af virkelighedens tilfældigheder«.

Som eksempler bruger Jon Bang Carlsen sine film ’Før gæsterne kommer’ fra 1984 og ’It’s Now Or Never’ fra 1996. I den førstnævnte havde hovedpersonen Fru Bech en udsigt, der ikke passede til historien. Derfor flyttede instruktøren en anden udsigt ind i filmen.

I ’It’s Now Or Never’ er hovedpersonerne tre tæt knyttede, midaldrende irske mænd, der længes efter at få kærester. I virkeligheden var den ene af de tre hentet 400 kilometer fra det sted, hvor filmen foregik. Det lyner i Jon Bang Carlsens blik, da han siger, at også i den film snød han. For historiens skyld:

»Den ene af de tre mænd havde aldrig set sine ’venner’ før. Men det oplever publikum ikke. De ser tre irske bønder, der søger kærligheden. Med ’I kærlighedens navn’ kunne jeg ikke få lov til at filme de rigtigt fjernede børn på skolen i Utah. De to gutter, der henter børn, er rigtige nok. Men jeg tog ikke med dem ud til en familie, der havde skrevet under på at aflevere deres barn. Det ville jeg ikke kunne begrunde emotionelt. Det ville være for brutalt. Det ville have været smertefiskeri at filme det uden at gribe ind. I stedet har jeg leget med virkeligheden«.

Det personlige fadertab

Når han har selskab, er der ikke stille længe ad gangen i det gamle hus langt ude på landet ved Lammefjorden, hvor Jon Bang Carlsen og hans hustru, den irskfødte lærer Madeleine Haywood, bor med et utal af personlige minder under lofterne.

Både den lille hund og den langpelsede, kraftigt byggede kat, som flyttede ind, da familien var nødt til at aflive deres hvide schæfer, er tilsyneladende vant til, at her snakkes højt, og at opmærksomhed ikke er noget, man behøver fedte sig til her, hvor bøger, billeder, musik og porcelæn taler med.

LÆS OGSÅ Boks Interview Jon Bang Carlsen

Alle tingene har en historie, og nogle af dem er fra 63-årige Jon Bang Carlsens baggrund som Vedbæk-dreng ud af akademisk/kunstnerisk familie, hvis forældre blev skilt i begyndelsen af 1960’erne. Hans far rejste bort med en yngre kvinde. Kontakten mellem far og søn blev aldrig siden den samme. At faren flyttede væk, var et uerstatteligt tab og et evigt sår for drengen.

Det fremgår af ’I kærlighedens navn’, hvor han, som han har gjort det før, bruger sig selv og sin historie i filmen:

»Børn længes mere efter at blive elsket af deres forældre end efter noget andet. Når børn som de unge i filmen eller – på en anden måde – jeg selv som barn oplever, at deres forældre forsvinder, vil det altid være en fantastisk smerte for de børn«, siger Jon Bang Carlsen. »Det er på en eller anden måde, hvad filmen handler om: det uerstattelige kærlighedstab«.