0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jon Bang Carlsen: »Måske giver kun kærligheden os mulighed for at få et glimt af Gud«

Jon Bang Carlsen har oplevet verden gennem et kamera, siden han var 9 år. Nu er han 65 og kan se de lange tråde i sit liv og sine film.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jon Bang Carlsen
Foto: Jon Bang Carlsen

Livsværk. 'Déjà vu' indeholder scener fra mange af Jon Bang Carslens tidligere film og fremstår alligevel som en ny erkendelsesrejse og også et livsværk efter 43 år som filminstruktør. I Déjà vu er der blandt andet scener fra 'Just the Right Amount of Violence' fra 2013. Nogle af optagelserne til den film fsndt sted i Nevada, hvor Jon Bang Carlsen her ses på en location.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I Jon Bang Carlsens nye film, ’Déjà vu’, er der adskillige billeder af afsidesliggende landsbyhuse og flere billeder af en globus. I andre film skabt af andre instruktører kunne landsbyhusene symbolisere det hjemlige, trygge og begrænsede, mens en drejende globus kunne være en metafor for det eventyrlystne, uforudsigelige og udviklende.

Sådan er det bare ikke kun og helt i ’Déjà vu’. Det særlige ved instruktørens fremstilling af tillukkede landsbyhuse i Danmark i 1950’erne, drabelige klippeformationer ved Cape Town i Sydafrika, vejrbidte ungkarle på den vindblæste irske vestkyst og for eksempel bevæbnede kursister på en kristen selvforsvarsskole i Phoenix, Arizona, er, at alle kulisserne er en del af den samme fortælling om et menneske, der i lighed med mange andre gennem et helt liv har ønsket at indhente det, han mistede som barn: kærligheden, troen og håbet.

Blot er det først nu, at det menneske, altså Jon Bang Carlsen selv, har alder, erfaring og livsklogskab til at se, hvad den livslange jagt gik ud på. På alle måder er ’Déjà vu’ et værk, som den nu 65-årige instruktør ikke kunne have lavet for 30 eller bare 10 år siden.

Det er ligesom at få revet sjælen ud af øret. Det er fandeme underligt

Det større billede

Helt karakteristisk er ’Déjà vu’ stilistisk eksperimenterende. Jon Bang Carlsen blandede dokumentarisme og fiktion, længe før det blev almindeligt, og var pioner inden for den iscenesatte dokumentar i Danmark. Det siges ligefrem, at han er ophavsmand til det danske begreb ’iscenesat dokumentarisme’.

I ’Déjà vu’ er det særligt nyskabende, at hele filmens billedside er optagelser fra en lang række af Jon Bang Carlsens mere end 40 tidligere film fra årene 1973 til 2013. Scenerne fra de ældre film har han selv og hans mangeårige klipper, Molly Malene Stensgaard, klippet sammen, så de sammen med Jon Bang Carlens indtaling udgør et nyt, helt værk i sig selv. Når han beskriver arbejdet med det enorme filmiske materiale, sammenligner han det med, at en gammel, erfaren kunstmaler lægger alle sine billeder på gulvet i atelieret og kravler op på en stige så høj, at han kan se alle billederne på en gang:

»Pludselig opdager han, at de alle sammen er fragmenter af et endnu større billede«, siger Jon Bang Carlsen. »Til sammen fortæller de en overliggende historie. En skæbnehistorie. Som selvfølgelig har meget at gøre med maleren selv. Men ikke kun med ham. For som alle vi ældgamle mænd ved: Når du bliver så gammel, at du kommer til den afsluttende akt i dit liv, så bliver en del af det liv, du før har levet, fiktion. På en eller anden måde ryger den personlige hinde af det, og det bliver en fortælling«.

I foråret blev ’Déjà vu’ vist på Thessaloniki dokumentarfilmfestival i Grækenland. Det er en festival, som besøges af mange almindelige grækere, der ikke arbejder med film. Til sin lettelse oplevede han i Grækenland, at filmens historie om en ældre mands rejse gennem livet gjorde dybt indtryk på grækere, der ikke aner, hvem han er og aldrig før havde set nogle af denne her danske auteurs mange værker:

»Det blev jeg selvfølgelig meget glad for. Min ambition har været, at ’Déjà vu’ skal opleves som en film i sig selv og ikke som et sammenklip af alt muligt fra mine gamle film. Den er sig selv, og rent billedmæssigt har det været frydefuldt at arbejde med materialet, for både mine spillefilm og de film, man kalder dokumentariske, hænger rent æstetisk sammen – de er jo alle set med mine øjne«, siger han og vender et øjeblik tilbage til sammenligningen med billedkunstnen:

»Det var en film, jeg måtte lave. Også for at bryde med, at film i sammenligning med for eksempel billedkunsten er en underlig stupid kunstart, hvor man ikke må arbejde videre på et materiale. Tænk på Cézanne. Han malede bjerget Sainte-Victoire igen og igen. Han fortalte netop sin historie ved at blive ved med at male den samme udsigt gennem forskellige stadier af sit liv. Det interessante, og det gælder også for film, er ikke, hvad motivet er, men hvordan man maler motivet eller fortæller historien. Og gentagelsen er vigtig. Ligesom den er i vores liv. Nogle gange må man vende tilbage til steder for at finde ud af, hvad de har betydet for en og aflæse dem i dybden. Det fik jeg muligheden for med denne film«.

En uvant situation

Vi mødes på en lille café i Gothersgade over for Kongens Have, og Jon Bang Carlsen har ladet mobilen ligge på bordet, så han jævnligt kan tjekke klokken: Han har lovet at hente to af børnebørnene i institutionen på Christianshavn klokken 16.

Håret er som sædvanlig ikke kortere, end at man aner antydningen af noget uforfængeligt uregerligt i det. De blågrå øjne synes at tænke koncentreret med, mens han typisk for sin måde at tale på via omveje gennem et uoverskueligt krat af bisætninger når frem til det, han gerne vil sige. Og den ternede, blågrå bomuldsskjorte ligner andre, jeg har set Jon Bang Carlsen i gennem det seneste halvandet årti på filmfestivaler og under interviews enten i hans og hustruen Madeleine Haywoods husmandssted i Harebjerg med mageløs udsigt over Nekseløbugten eller på cafeer i København.

Men der er en ny smerte dybt i blikket og en anderledes usikkerhed i kroppen, mens han modvilligt, for »vi skal jo tale om filmen«, fortæller, at hans elskede, irskfødte Madeleine for to måneder siden er død af cancer. Hun blev kun 58 år, de var sammen i 35, og hun var gjort af et ganske særligt, nærmest lysende imødekommende stof.

Jon Bang Carlsen blev færdig med ’Déjà vu’, mens hun var syg. Det er ikke med i filmen, at h