Det sker mange mirakler i USA.
For eksempel er det et sandt mirakel, hvordan de fede mennesker på mit hotel i St. George, Utah, får klemt deres kæmpekroppe ned i de bittesmå badekar, som Holiday Inn med stor humoristisk sans har udstyret hotelværelserne med. Hver morgen mødes vi i restaurationen lyserøde af velvaskethed og spiser en morgenmad, hvis kedsommelige elendighed er endnu et resultat af den totalitære ’penge frem for alt’-filosofi, som har udhulet den amerikanske drøm. Jeg har ikke smagt dårligere og mere ukærlig mad, siden jeg for mange år siden havde min gang bag Jerntæppet, hvor alle retter, ligegyldig hvilket fransk navn de bar, smagte som spildolie fra en sovjetisk traktor, der var brændt sammen en råkold tirsdag midt i en femårsplan. Som altid, når jeg rejser rundt i det indre USA, er det påfaldende, hvor ofte jeg kommer til at tænke på min ungdoms mange rejser i Sovjetunionen. Proletariatets diktatur og pengenes er sært forbundet. Det kan godt være, at De Forenede Staters newyorkske læber er velformulerede, og at frisurens Los Angeles’ske kulmination er stylish beyond doubt, det kan godt være, at det New Orleans’ske fipskæg er charmerende, men inde i kraniets maskinrum, hvor alle ekstremiteterne har deres fælles udgangspunkt, er stemningen en helt anden.
